Reportage
Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...
Billeder

Billeder: »Landskabet er ligeglad«

Tidligere på ugen bragte ATLAS historien »Landskabet er ligeglad«. Her følger billederne fra et Europa med grænser og skakte. Træer og hår. Måger og...
Billeder
På Tu Du hospitalet findes der et rum med store glaskrukker. Her opbevares en brøkdel af de mange misdannede og ofte dødfødte børn, som menes at være ofre for giften i Agent Orange. Dette barn blev født i 1981 af Nguyên Thi Thoi. Hun kom fra Thủ Dầu Một, som er en by lidt udenfor Ho Chi Minh City.
De efterladte børn på børnehjemmet navngives efter munkene. 2-årige Chân Ngoc Xuân har downs syndrom. Hun kravler for det meste rundt på gangene ved at glide på maven.
- Lý Minh Son er kun 16 år, men hans sygdom, Crouzon syndrom, gør at han ser meget ældre ud. Han har set, at personalet og nogle af børnene har mobiltelefoner, derfor har han fået en uden batteri, som han kan lege med. Den slipper sjældent hans hånd i løbet af dagen.
Vietnameserne følger også månekalenderen. Når der er fuldmåne opføres der traditionelle vietnamesiske drageshows.
Nguyen Minh Anh bliver kaldt ’Ca’, som betyder fisk på vietnamesisk. Det er noget de andre børn har fundet på, fordi hans sygdom gør, at huden skaller af.
Pham Thanh Hông Dúc har været bundet til sengen, siden han blev født for 19 år siden. Han ligger ofte med ulidelige smerter. Her får Dúc mælk gennem en slange i næsen.
Kaos på stue 1. Mange af børnene på afdelingen har pligter. Thach Minh Qui i den røde trøje er her i gang med en af sine.
1-årige Ho Chan Dieu Hien bliver krammet af Pham, som er frivillig. Det er af de eneste tidspunkter, hvor Hien ikke ligger på sin seng og kigger op i lysstofrørene. Børnene med de store hoveder bliver typisk ikke mere end 8 år.
Nguyen Hông Loi på 28 år er en af de ældste på afdelingen. Det er hans opgave at køre børnene i skole på sin knallert. Han kører den første tur klokken lidt i seks om morgenen. Selvom Loi mangler begge ben og en arm.
Bui Truc Anh har downs syndrom og en krop som kan bøje og vende sig på måder som virker umenneskelige. Sådan ligger hun og sover i sin tremmeseng i hjørnet af stuen.
Tran Huynh Thuong Sinh har en tremmeseng i hjørnet på stue 1, men tilbringer det meste af sin dag på gulvet under den. Sinh har svækkede sanser, hvilket gør det nærmest umuligt at kommunikere med hende.
Stue 4 er kun for drenge. Her bor alle de drenge, som går i skole forskellige steder i byen. Når det er sengetid klokken 22, bliver der smidt madrasser på gulvet, fordi der ikke er nok senge.
19-årige Luong Thi Ngoc Anh har kendetegn fra begge køn, derfor skriver personalet hendes køn i parentes. Anh er blind på det ene øje, døv på det ene øre og så kan hun ikke tale, men går stadig i skole.
Ofte må personalet binde 9-årige Nhu fast til en plasticstol med et viskestykke, ellers kravler hun ud af vinduerne. Long derimod kan ikke bruge sine ben, og kommer rundt på afdelingen ved at hoppe på en plasticstol. En teknik det har taget årevis at udvikle.

Den orange arv fra krigen

Under Vietnamkrigen sprøjtede de amerikanske styrker store dele af de sydvietnamesiske skove med ukrudtsmidlet Agent Orange. Men det fik ikke kun...
Reportage
Morgensolens stråler bryder skyerne og når ind i lejren. Lejren er opdelt efter nationalitet: fx ’Sudan’, ’det Afghanske torv’ og ’Eritrea kirken’, og der er opstået mange små butikker og cafeer. Foto: Rob Pinney.
En stor gruppe spiller en fodbold rundt imellem sig. Fodbold er ekstremt populært i lejren og der er altid nogen der spiller. Foto: Rob Pinney.
Pigtrådhegnet der indhegner lejren og adskiller den fra Calais færgehavn. Mange flygtninge får dybe flænger af, at forsøge at komme over hegnet. Foto: Rob Pinney.
En gruppe af flygtninge sparker til en fodbold sammen med en af de frivillige i centrum af lejren. Foto: Rob Pinney
Broen der markerer hovedindgangen til Calais-lejren, og det sted hvor flest konfrontationer mellem flygtninge og det franske politi finder sted. Foto: Rob Pinney.
Morgenmad i Calais-lejren. Et måltid lavet af to sudanesiske mænd efter de har brugt natten på at prøve at hoppe på togene, der kører igennem Eurotunnellen. Foto: Rob Pinney.
En mand laver et opkald, siddende med ryggen til pigtrådshegnet, der adskiller lejren fra motorvejen. Foto: Rob Pinney.
En gruppe af sudanesiske venner sparker til en fodbold tidligt om morgenen. Med slørede ansigter. Foto: Rob Pinney.
Et ryddet område i lejren, hvor der ofte er oversvømmelser. Da befolkningstallet i Calais-lejren er steget drastisk er der få ubeboede områder tilbage. Foto: Rob Pinney.
En lastbil kører på motorvejen mod færgehavnen og England. Foto: Rob Pinney.
Sudanesiske flygtninge trimmer hinandens hår i en improviseret barber. Foto: Rob Pinney.

»Vi ses i London«

Flygtningelejren i Calais er blevet betegnet som »Europas største slum.« På nuværende tidspunkt opholder op til 6000 mennesker sig i lejren, mange...
Billeder

Når mælkebøtter er jordbær

Efter 5 år udkommer den danske fotograf Gregers Tycho med den længe ventede fotobog om sin barndoms nabo - Psykriatisk Center Sankt Hans. »Mit...
Billeder
Familie fra Afghanistan. Vi samlede dem op på hovedvejen til Mytilini. Iman er 32 år og ingeniør.
En overfyldt gummibåd med flygtninge nærmer sig Lesbos. Mændene sidder på siderne, og kvinder og børn sidder i midten af båden.
Når flygtningene kommer i land, punkterer de gummibåden, så de ikke kan blive sendt tilbage til Tyrkiet.
Et afghansk par trøster deres spædbarn kort efter, at de er kommet i land med gummibåden.
Hvis man ikke bliver samlet op af en bus eller bil har de 50-60 kilometer foran sig. Temperaturen ligger mellem 35 og 40 grader.
En afghansk familie går af sted langs kystvejen. Vi fik stoppet dem og kørt dem ind til den nærmeste landsby.
Det flyder med brugte gummibåde og baderinge på den østlige kyst.
Fareeda (t. venstre, red.) så sit hus i Damaskus blive udslettet af en bombe. Derfor flygtede hun med sin datter Rita til Europa
Det flyder med afføring, urin og skrald i flygtningelejren Kara Tepe. Flygtningene skal selv købe et telt for at bo i lejren.
Hver anden dag uddeles der opholdstilladelser i flygtningelejren Kara Tepe. En mand med mikrofon råber navnene op.
To syriske fyre har lige modtaget deres opholdstilladelser. Nu har de seks måneder til at finde deres nye hjem i Europa.
En syrisk flygtning venter på, at hans navn (måske) bliver råbt op.
En syrisk flygtning venter på, at hans navn (måske) bliver råbt op.
Manden med hatten mistede sin ni-årige søn tre dage før, at han ankom til Lesbos. Nu er på alene på rejsen til Europa.
Vi fylder bilen med kvinder og børn og kører dem til den nærmeste landsby, hvor en bus fra Læger uden Grænser henter dem.
Vi fylder bilen med kvinder og børn og kører dem til den nærmeste landsby, hvor en bus fra Læger uden Grænser henter dem.
Vi siger farvel til flygtningene, vi mødte på den støvede grusvej langt væk fra by, vej og mennesker.
En gruppe unge, pakistanske mænd ankommer ud på aftenen til Lesbos. Vi delte vand og ledte dem i den rigtige retning.
Græske mænd på scootere og i varevogne er hurtigt til stede for at få fat i gummibåde og motorer, som de sælger videre.
En syrisk pige i flygtninelejren Kara Tepe.
Flygtninelejren Kara Tepe.
I Kara Tepe er der to brusere. En til mændene og en til kvinderne. De ligger ved toiletterne, hvor det flyder med afføring.
Afghansk familie venter på at blive afhentet af Læger uden Grænser. Zahra på 17 drømmer om at undervise i kunst.

Dagbog fra Lesbos

Fotodagbog fra Lesbos
Billeder

Den hvide elefant i rummet

Hvad sker der, når en fotograf fra Dhaka, en af verdens tættest befolkede byer, tager til en nybygget spøgelsesby i Kina? Se Shadman Shahids projekt...
Billeder

Barndomsminder på print

Ny fotoudstilling forsøger at genskabe fotografens barndom: »Nogle gange føler jeg, at jeg stadig lever der«.
Billeder

Københavns skyggeside

I Black Nest, dykker vi under overfladen af Mathias Christensens tidligere hjemby København. Med insisterende æstetisk konsekvens, indfanges vi i et...
Billeder

Søg ly

Fredag d. 8. maj udkommer kunstneren Kim William Catton med den fotografiske debutbog TAKE SHELTER. ATLAS har taget en snak med Catton om det at lave...
Billeder

MIT SYN

Det er drømmen om at flygte. Eller frygten for at skulle være nødt til at flygte.
Billeder

Landsbyen ude af kontekst

Den amerikanske fotograf Alec Soth udgiver med sin seneste bog "Songbook" ikke bare en fotobog - i følge ham selv er det en roman i sort/...
Billeder

Moderne cowboyland

Når den tyske fotograf Hannes Jung var på opgave i Frankfurts finansdistrikt, fandt han et moderne cowboyland, som han begyndte at fotografere.
Billeder

»Det blev deres projekt«

Da to fotografer ville dokumentere området omkring St. Lawrence floden i Canada, viste det sig, at projektet ikke kun var deres.
Billeder

At være andet end en tomatplukker

»Jeg er ikke, hvad jeg ligner,« var tomatplukkernes reaktion, da den italienske fotograf Dario Bosio ville dokumentere deres arbejdsforhold på...
Billeder

BUKARESTS FORTABTE DRENGE

Den hollandske fotograf Joost Vandebrug har siden 2011 fulgt en flok gadebørn overladt til sig selv, stoffer og fordærv i Bukarests post-...
Billeder

Last Flight

Peter Funch er tidligere fotojournalist. I dag arbejder han kunstnerisk med fotografiet. Last Flight er hans seneste projekt. ATLAS fik en snak med...