Print artikel

»Vi ses i London«

Morgensolens stråler bryder skyerne og når ind i lejren. Lejren er opdelt efter nationalitet: fx ’Sudan’, ’det Afghanske torv’ og ’Eritrea kirken’, og der er opstået mange små butikker og cafeer. Foto: Rob Pinney.
En stor gruppe spiller en fodbold rundt imellem sig. Fodbold er ekstremt populært i lejren og der er altid nogen der spiller. Foto: Rob Pinney.
Pigtrådhegnet der indhegner lejren og adskiller den fra Calais færgehavn. Mange flygtninge får dybe flænger af, at forsøge at komme over hegnet. Foto: Rob Pinney.
En gruppe af flygtninge sparker til en fodbold sammen med en af de frivillige i centrum af lejren. Foto: Rob Pinney
Broen der markerer hovedindgangen til Calais-lejren, og det sted hvor flest konfrontationer mellem flygtninge og det franske politi finder sted. Foto: Rob Pinney.
Morgenmad i Calais-lejren. Et måltid lavet af to sudanesiske mænd efter de har brugt natten på at prøve at hoppe på togene, der kører igennem Eurotunnellen. Foto: Rob Pinney.
En mand laver et opkald, siddende med ryggen til pigtrådshegnet, der adskiller lejren fra motorvejen. Foto: Rob Pinney.
En gruppe af sudanesiske venner sparker til en fodbold tidligt om morgenen. Med slørede ansigter. Foto: Rob Pinney.
Et ryddet område i lejren, hvor der ofte er oversvømmelser. Da befolkningstallet i Calais-lejren er steget drastisk er der få ubeboede områder tilbage. Foto: Rob Pinney.
En lastbil kører på motorvejen mod færgehavnen og England. Foto: Rob Pinney.
Sudanesiske flygtninge trimmer hinandens hår i en improviseret barber. Foto: Rob Pinney.
Reportage
01.12.15
Flygtningelejren i Calais er blevet betegnet som »Europas største slum.« På nuværende tidspunkt opholder op til 6000 mennesker sig i lejren, mange med håbet om at komme videre til England. Fotografen Rob Pinney har dokumenteret livet i lejren, hvor flugtforsøg med dødelig udgang, fnat og tuberkolose er hverdagskost.

I Calais, en havneby i Nordfrankrig, der ligger ved Doverstrædet, findes Calais-flygtningelejr, der er blevet betegnet som »Europas største slum.« Antallet af flygtninge og migranter er mere end fordoblet siden slutningen af sommeren, og lejren huser nu, ifølge præfekturet i Pas-De-Calais, omkring 6000 mennesker. Francois Quennoc, koordinator for den største lokale hjælpeorganisation L’auberge des Migrants, har i the Guardian fortalt, at de bare i september og oktober delte telte ud til mellem 100-150 nytilkomne personer dagligt, men han påpegede samtidig også, at ingen kender det reelle tal, da ingen organisation foretager optællinger.

Intet tyder på at tallet af nytilkomne faldt i november og Calais-flygtningelejr udgør dermed et hurtigt voksende fremmedlegeme i Calais. Et arbejderområde i Nordfrankrig, hvor borgerne har ru håndflader og drikker middagsvinen af vandglas. Og hvor Marine Le Pens højreparti Front National, har gode chancer for at vinde ved det kommende regionsvalg i december.

Den farlige drøm om England 

Flygtningene kommer hovedsageligt fra Afghanistan, Irak, Syrien, Etiopien, Sudan og Eritrea og for de fleste er Calais et stop på vejen; i sidste ende håber de at nå til England gennem Eurotunnelen eller færgehavnen og få opholdstilladelse der. Flugtforsøg er for mange beboere i lejren en natlig aktivitet katalyseret af et romantisk billede af mulighederne i England, fortæller Rob Pinney, en engelsk fotograf, som i november tilbragte ni dage i Calais-lejren: »Mange har familier der, mange taler perfekt engelsk, så de tror muligheden for at få et job er bedre end for eksempel i Frankrig. De er blevet tvunget væk fra deres hjem og alt hvad de ejer, så forståeligt nok forsøger de at skabe de bedst mulige chancer for sig selv, for at bygge et nyt, godt liv op. England er det sted, hvor flest tror det er muligt.«

Ifølge Doctors of the World er mindst 20 mennesker blevet dræbt i forbindelse med flugtforsøg siden juni, men tallet vurderes at være højere, da ikke alle tilfælde bliver rapporteret til organisationen. Otte er blevet kørt over af biler, lastbiler eller toge. To er druknet i et forsøg på at svømme til England. En fik stød på togskinnerne. Seks er fundet døde i Eurotunnelen og en er fundet død i ladet på en lastbil.

Udøver dødelige flugtforsøg er der store sundhedsproblemer i Calais-lejren. Der er blevet fundet e-coli i vandforsyningen og mange lider af fnat, tuberkulose og andre respirationsinfektioner. På deres hjemmeside skriver Læger uden Grænser, at de har omkring 80 konsultationer om dagen. »Lyden af hoste er en konstant baggrundsstøj,« fortæller Pinney, men påpeger, at det er de fysiske skader, der er de tydeligste: dybe rifter og sår forårsaget af forsøg på at komme over pigtrådshegnet der omgiver lejren, brækkede knogler af at forsøge at sprænge på togene der passerer Eurotunnelen, eller skader forårsaget af karambolage med lastbilchauffører eller politiet. Og så er der det mentale helbred, de sjælear folk bærer med sig fra deres hjemland, og fra den lange rejse til Calais.

Den glemte humanitære krise

Lejren går i folkemunde under navnet »Junglen,« hvilket hentyder til en mangel på overordnet styring: Hverken FN eller Røde Kors er tilstede, og hverken Frankrig eller England har taget hånd om situationen i lejren. Det skyldes blandt andet, at der er en vedvarende diskussion Frankrig og England imellem, om hvis ansvar lejrens indbyggere i realiteten er. Flygtningene befinder sig ganske vist på fransk jord, men de tager til Calais på grund af byens placering tæt på England.

Begge lande har investeret i at gøre det sværere at flygte til England ved at udbygge pigtrådshegnet rundt om lejren og bevogtningen af Calais færgehavn og Eurotunnelen, mens de ikke har forbedret lejrens kritisable humanitære forhold. Calais-lejren har dermed fået lov til at vokse og udvikle sig til noget der ligner en humanitær katastrofe, men den 23.november blev den franske stat og Calais kommune tvunget til at øge deres indsats for at forbedre de humanitære forhold i lejren. Det skete efter Le Secour Catholique, som er en fransk katolsk hjælpeorganisation, Doctors of the World og en række asylansøgere den 26. oktober indsendte en klage over de humanitære og praktiske forhold i Calais-lejren til den administrative domstol i Lille. Den 2. november dømte retten til deres fordel og beordrede den franske stat og Calais kommune til øjeblikkeligt, at forbedre en række forhold for beboerne i lejren. Samme dag ankede indenrigsminister Bernard Cazeneuve og Calais kommune dommen. Den 23. november afviste dommeren i Statsrådet anken og støttede op om kendelsen fra Lilles administrative domstol, hvilket bl.a. betyder at den franske stat og Calais kommune inden 28 dage skal lave en optælling af uledsagede mindreårige, og at der inden otte dage skal etableres branddamme, toiletter, indsamles skrald og skabes bedre adgang til essentielle service- og velfærdsydelser.

Ingen løsning i sigte

Den franske domstols kendelse den 23. november er et stort skridt i forhold til myndighedernes behandling af Calais-lejrens beboere. Kendelsens implikationer er nemlig ikke kun af praktisk karakter – i form af forbedrede materielle forhold – men også symbolsk. Calais kommune og den franske regering er med kendelsen indirekte blevet dømt for bevidst at behandle lejrens beboere inhumant. Men ifølge den franske journalist Théophane Le Méné er der ingen udsigt til en løsning af Calais-problematikken, da lejren er en del af den overordnede flygtningeproblematik:  »Alle er opmærksomme på, at den eneste mulighed er at finde en europæisk løsning, da vi er medlem af Schengen. Men EU er kendt som en stor langsom maskine, der ikke leverer hurtige konkrete løsninger. Der er ingen løsninger fra staten i sigte og ingen løsninger fra EU.«

I mellemtiden må Læger uden Grænser, Doctors of the World og andre mindre organisationer, samt de mange frivillige, hjælpe med til at gøre livet i Calais-lejren så udholdeligt som muligt.  Ifølge Pinney er drømmen om England og et bedre liv stadig til stede blandt beboerne i lejren: »Mange råbte ”vi ses i London” til mig med et smil, da vores veje skiltes. Det var svært for mig at høre, da realiteten er, at sandsynligheden for at det sker er meget lille.«