Print artikel

Søg ly

Billeder
06.05.15
Fredag d. 8. maj udkommer kunstneren Kim William Catton med den fotografiske debutbog TAKE SHELTER. ATLAS har taget en snak med Catton om det at lave en bog, det at tvivle, det at være romantisk og det at slås med omverdenen.

-TAKE SHELTER - titlen på din bog - lyder umiddelbart voldsom. Som om man skal flygte fra noget eller søge dækning. Hvorfor har du valgt denne titel?

»Titlen, måske bedst oversat til "SØG LY", var et af de første forslag jeg havde på tegnebrættet. Efterfølgende var jeg utallige ark papir igennem - sværtet til med potentielle titler - før jeg accepterede bogens skæbne. Der var ikke andet for. Det er en enormt ladet sætning og du bruger selv udtrykket voldsomt. Det kan jeg sagtens relatere til. TAKE SHELTER er i alt sin stilhed og romantik et ret, ja... voldsomt, projekt.


Bogen deler i øvrigt titel med en fantastisk film som jeg på mange måder føler har været en vigtig opdagelse for mig. Nu har jeg ikke haft mulighed for at takke instruktøren for oplevelsen, men så kan jeg i det mindste vise min respekt på den her måde, ik'? En slags hyldest om du vil. Sådan har jeg det i det hele taget hvis jeg ser noget der inderligt rør mig. Så sender jeg et brev eller en E-mail og udtrykker min begejstring.
«

-Men hvad er det så du søger ly fra, altså bortset fra mit oprindelige spørgsmål?


»Ha! Jo altså, jeg er altid på jagt efter den der skide indre ro. At rejse ud i verden er én måde at gøre det på. En anden måde er at slås mod ordensmagten og modsætte sig samfundets politiske strukturer. At leve uden en konkret bolig en helt tredje måde. Den søgen er stærkt repræsenteret i bogen. Nu nævnte jeg kort begrebet romantik og det har altid været en stor drivkraft i mit liv, på godt og ondt. Det romantiske syn på livet har givet mig enormt meget håb og vilje til at tro på at det jeg laver, giver mening i det store hele. Og modsat har den naivitet, der unægteligt er indlejret i romantikken, sat mig i nogle rimeligt håbløse situationer.
«

-Slåskampe mod ordensmagten og romantisk boligløs. Det lyder virkelig som om du har været i nogle håbløse situationer. Hvorfor retter du ikke bare ind, fotografisk og i det hele taget, og gør som der bliver sagt?

»Paradoksalt nok synes jeg at lige netop TAKE SHELTER, sådan rent fotografisk, fremstår meget indrettet. Projektet har taget fem år at lave og er skabt under nogle teknisk langsommelige kår. Storformatkamera og stativ. Film og kemi. Den slags. Og nu er det en bog. Færdig, slut. Det fremkommer en smule monumentalt, men så er det godt at motiverne er flygtige. Jeg er stor beundrer af det hviskende, indpakkede kaos, der findes hos malerne Caspar David Friedrich og Arnold Böcklin. Det tror jeg godt man kan se i mine billeder. Altså... under overfladen lurer mørket. Min kunst er i en konstant tilstand af vekslen og tvivl. Og det skal den også. Ellers dør den. Og sådan har jeg det også lidt med livet generelt. Du ved, stil spørgsmål, vær usikker, gør B når verden trygler dig om A. Men der er også brug for samling engang imellem. I det her tilfælde har bogen været som af afslutte et kapitel. Den har bragt mig tættere på indre ro.«

-Tvivl og vekslen. Du lyder som om du kan din Kierkegaard og Platon. Hvad er det, der fascinerer dig ved det tvivlende?


»Tvivl og nysgerrighed går hånd i hånd! Og med nysgerrighed kommer et gunstigt og vekslende liv! Ha! Det skal lige siges at tvivl i den her sammenhæng ikke skal forveksles med fortvivlelse, som ofte er en skidt ting at slæbe rundt på. Selvom de to ting er beslægtede synes jeg at tvivlen har et par fine egenskaber. Fx kan den lede én på afveje. Hvis man lærer at beherske netop det, at kunne lede sig selv lidt på afveje, så tror jeg på at man som menneske er godt kørende. En godt lille hverdags-trick jeg benytter mig af er at medbringe et mentalt raflebæger, når jeg er ude at cykle. Holder jeg i et kryds, så ruller jeg terningerne og ser hvad vej de fører mig. Og så er det ellers bare om at holde sanserne skarpe og suge livet ind. Det kræver selvfølgelig at man accepterer, at man måske kommer lidt for sent til sit oprindelige ærinde. Men gevinsten er ofte det hele værd.
«

-Bogen indeholder en del billeder af mennesker, men vi ser ikke ansigterne på mange af dem? Hvorfor ikke?

»Projektet, bogen, er kogt ned fra en stor bunke fotografier. Flere tusinder. Undervejs er der blevet stillet en masse spørgsmål og printet en god håndfuld testbøger. Ansigterne er i processen næsten helt væk. Det føles rigtigt og jeg tror på at beskueren har bedre mulighed for at identificere sig selv i karaktererne på den her måde. Der er mange ansigter jeg selv savner, men jeg er kommet til den konklusion, at det er noget irrelevant og sentimentalt pis. Ihvertfald i forhold til det store hele. Men ja, hele bogen er oppe i mit eget hoved stadigvæk dedikeret til en række følelser som hele tiden leder mig tilbage til den samme kvinde. Og sådan må det jo gerne være. For mig. Så må andre finde deres egen historie, deres egen vej.
«

-Men selvom du tvivler fornemmer jeg en klar tematik i bogen; alt er stilleben og opstillet på en enten naturlig eller unaturlig måde. Det virker ikke som om du ikke skelner mellem et støvet fjernsyn og en sovende kvinde. Begge ting er fotograferet med samme afstand og respekt. Hvad betyder respekt for dig i dit fotografi?

»Den berømte krigsfotograf Robert Capa har engang sagt: “If your pictures aren’t good enough, you’re not close enough.”. Da han var omkring fyrre år gammel trådte han på en landmine og døde af sine kvæstelser. Så du ved, afstand kan godt være en god ting! Spøg til side og sagt på en anden måde: jeg er altid i gang med at opbygge min egen lille verden. En beskyttet metalbeholder fyldt med tanker og refleksioner; et sted hvor tiden går lidt langsommere og hvor jeg har lavet mine egne hierarkier, politiske systemer og den slags. Her er der plads til at et støvet TV kan være ligeså levende som en sovende kvinde. Respekt? Jo det kan man sige, men omvendt har jeg ikke respekt for fotografi som en sandhedsbringer. Overhovedet. Jeg manipulerer så meget jeg vil. Der er i bogen et fotografi af et hus. Fotografiet har taget tyve minutter at tage fordi lukkeren skulle stå åben og suge nattelyset ind. Allerede der kan man kan tale om en manipulation af tid, sted og rum. Derefter er billedet fremkaldt, scannet ind på en computer og yderligere manipuleret. Det ville ikke rigtigt passe ind i verdensbilledet i min lille beskyttede metalbeholder. Så jeg ændrede det. Nu passer det fint!
«

-Men hvordan balancerer du de to ting? Altså opbygning af dine egne små universer og så det at tage stilling til den verden du lever? Kan du uddybe det lidt mere?

»Det er jo det smukke ved kunsten! Den kan vi snakke igennem, med og til. Og den er tilmed et medium for alt det som det er umuligt at sætte ord på. Fotografiet er et utroligt ungt medie og er så voldsomt forankret i virkeligheden at de fleste mennesker stadigvæk antager dets værdigrundlag for ærligt. Det kan manipuleres, i ordets bredeste forstand. Og det har gjort fotografi til mit foretrukne kunstredskab. Der er visuelt ikke langt fra mit eget univers og det som vi kender som livet. Jeg vil gerne bidrage til at vi begynder at kommunikere mere subjektivt end vi er vant til. Lad os droppe ideen om at verdenshistorien bliver skrevet af et fåtal og overgivet fra bog til bog. I min verden står der en stor fed, larmende og rusten maskine og indsamler et flygtigt og bredt aftryk af universet. Et aftryk som er et gennemsnit skabt af gadedrenge, diktatorer, mobiltelefoner, tæppesælgere, fugle, millionærer, træer, ugler, alt det der. Ok, det stak af. Det jeg prøver at sige, er, at der imellem mit eget univers og det vi kender som virkeligheden, er en flot og velkonstrueret bro. Den har jeg nemlig selv bygget.
«

-Så betragter du dig selv som en historiefortæller, eller måske nærmere producenten af at visuelt materiale for eftertiden?

»Altså, grunden til at jeg tager billeder, trykker bøger, tegner og konstruerer, det er alt sammen med det formål at blive et bedre menneske. På vejen håber jeg at smitte en masse mennesker - ligesom de i første omgang smittede mig. På den måde kan man sige, at jeg er en historiefortæller, ja. Det mærkat er jeg ikke bange for. Jeg synes heller ikke dit andet bud, en producent af visuelt materiale for eftertiden, er helt off. Så må vi se hvor længe mit materiale kan holde. Måske skulle jeg gå igang med at arbejde i nogle tungere, mere holdbare materialer. Jern eller sten. På den anden side er eftertiden et vidt begreb - og hvem gider bekymre sig om min bog når næste istid rammer?
«

TAKE SHELTER udkommer d. 8 maj ved en reception og udstilling i Buddenbrooks Art Space.


For mere information eller Cattons egen hjemmeside