Print artikel

Mutannabi-gaden

Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Foto: Waleed Safi
Billeder
15.05.15
Irakere er dømt til at læse, siger man i Bagdad, og når de har brug for ny litteratur trodser de bombernes trusler og drager til bogbjergene i Mutanabbi-gaden. ATLAS har besøgt den arabiske verdens ældste bog-basar.

Han går ned på sine knæ, den gamle mand. Han læner sig langsomt henover en bunke af bøger og griber fat i en bog med fingerspidserne. Han betragter den dybtfølt, nærmest lidenskabeligt. Han åbner den forsigtigt, og kører fingrene blødt hen over siderne. Han løfter den tæt til ansigtet. Og dufter til den. Sidemanden smiler diskret ved at trække på den ene mundvig kortvarigt. Den gamle mand lægger bogen fra sig. Rejser sig op. Og forsvinder bag en stor menneskemængde.

»Mange gør det dér,« siger bog-sælgeren Fareed Saleh, der lige kigger sig over skulderen for at se om den gamle mand er kommet tilstrækkeligt langt væk, inden han kækt tilføjer: »Bedstefar fik lige sit fix.«

Scenen er Mutannabi-gaden; den arabiske verdens ældste bog-basar. Den ligger på den østlige side af Tigris-floden i Iraks hovedstad, Bagdad. Historien siger, at den blev grundlagt under Abbasiderne, dengang den islamiske civilisation stod i sin zenit. Gaden er opkaldt efter den legendariske digter Abu at-Tayyib Al-Mutannabi, som i 900-tallet fortryllede sultaner, vizierer og Bagdads øvre samfundslag med sine digte.

Siden det 20. århundrede har Mutannabi-gaden været et fristed for islamiske modernister, arabiske nationalister, revolutionære marxister og socialister. I dag siger man, at Mutannabi-gaden er Iraks seismograf. Den har været vidne til det hele. Krige er kommet på samlebånd, regimer er kollapset, og ideologier har spillet fallit. Gaden har gennem tiderne registreret op- og nedturene, frem- og tilbageskridtene og de mest centrale ideer og trends i landets epoker.

Iraks politiske aktører har - forventeligt nok - aldrig brudt sig om typerne i bog-basaren. I årtier har irakiske herskere stået i kø for at kvæle Mutannabi. Men ingen har været ligeså explicitte i deres brutalitet som de militante islamister. I 2007 eksploderede en bilbombe, og dræbte mindst 30 mennesker og sårede mange flere. Al Qaeda - Islamisk Stats forgænger - tog skylden.

»Selvfølgelig frygter vi, at noget lignende sker igen. Men folk vil læse, og vi sælgere vil jo tjene penge,« siger Fareed.

Mutannabi-gaden har tilsyneladende sin egen rytme, og lever sit eget liv til trods for usikkerheden. Hver fredag, om morgenen, strømmer horder af irakiske bogorme fra hele byen til bog-basaren. De trodser faren for bilbomberne, ignorerer fredagsbønnen og maser sig kompromisløst gennem den 300 meter lange gade for at finde endnu en titel til hylden.

»Man kan sige meget om irakerne, men vores lyst til at læse er der. Vores læsekultur er på mange måder fortsat intakt,« siger Fareed, mens han pudser støvet væk fra en halvslidt udgave af Arnold Toynbees A Study of History.

Den velkendte arabiske talemåde der siger, at »Cairo skriver, Beirut trykker og Bagdad læser,« holder tilsyndeladende stadig i dag. Læst, bliver der i Bagdad. I hvert fald på Mutannabi.

For mens Fareed fortsat støver bøger af, ankommer en svedig bog-sælger med en halv-punkteret trillebør, fyldt med bøger som han på næsten barbarisk-vis læsser af som brosten foran en af gadens boghandlere. Og straks kaster mændene sig bogstaveligt talt over bunken. En mindre krig udspiller sig på grund af en ældre udgave af Aldous Huxleys Fagre nye verden. Men det hele ender fredeligt.

Interessen for bøger er ikke dalet i takt med krigene, forklarer Fareed. Tværtimod.

»Alt er jo smadret her. Vi har jo ikke andet tilbage at klynge os til end vores historie.«

Mange irakere påpeger ofte, at de er dømt til at læse. Årelange krige og konflikter har bortvisket de fleste af de monumenter som engang mindede irakerne om deres gloriøse fortid. Senest har Islamisk Stat ødelagt nogle af de få resterende monumenter i den assyriske by Nimrud i den nordvestlige del af landet. Iraks kulturarv og historie siges derfor populært kun at eksistere i bøgerne. Dette i modsætning til andre mellemøstlige lande som Egypten hvor pyramider, templer og moskeer på majestætisk vis fortsat kaster deres skygger over byen. Modsat egypterne er irakerne måske nødt til at læse for at blive mindet om fortiden.

Men det er ikke kun landets historie, der bliver læst om i Bagdad.

»Problemet med Mutannabi er, at det er ret tilfældigt hvad du finder af bøger,« forklarer Fareed.

I en tid hvor internet-virksomheder tilbyder at sende en hvilken som helst titel til en hvilken som helst adresse på kloden, fastholder Mutannabi - måske imod sin vilje - fortsat sit unikke særpræg: sælgerne kan ikke altid skaffe de efterspurgte bøger. Til gengæld sælges brugte bøger til kun et par amerikanske dollars. Og da kun få irakere har råd til at importere en bog fra udlandet, kommer prisniveauet ret belejligt for de mange irakiske bog-elskere.

Desuden kan bog-elskerne glæde sig over, at de fleste bøger har en unik historie.

Nogle af bøgerne er blevet doneret af en rigmand i Beirut, andre af en intellektuel iraker som nærmer sig døden. Bøgerne kan være stjålet fra et af Bagdads finere kvarterer, men kan også være lånt fra et statsligt bibliotek engang i 80’erne. Mange klassikere er desuden blevet efterladt af koalitionsstyrkerne efter invasionen i 2003.

Selv de britiske kolonialister, som forlod Irak i 1930’erne, har angiveligt efterladt en god del klassiske værker som fortsat kan købes i Mutannabi. I dag er der så mange brugte eksemplarer af Lev Tolstojs Krig og fred, at der er opstået en sarkastisk konspirationsteori blandt bog-sælgerne: Tolstoj var zionist. Han skrev ikke bare verdens længste roman for at holde menneskeheden beskæftiget mens zionisterne tilranede sig mere magt, nej, han sørgede også for, at så mange udgaver som muligt ankom til Mutannabi, for at der skulle gå inflation i bog-salget. Og således kunne Tolstoj endegyldigt ruinere de irakiske bog-sælgeres økonomi!

»Psst. Psst. Günter? Günter? Har du Günter? Günter Grass? Bliktrommen? Har du ikke?« spørger en desperat middelaldrende mand med slik-hår forgæves og fortsætter målrettet mod den næste bog-sælger.

Der kan ellers fås mange bøger på Mutannabi. Selv de bandlyste titler kan skaffes i dag. Hvis blot man hvisker De sataniske vers i ørerne på sælgeren, og ikke ligner et milits-medlem, bliver man stille og roligt ført ind i et baglokale, hvor Salman Rushdie gemmer sig et sted i stakkene.

På mange måder er det ironisk, at Mutannabi-gaden har fået lov til at blomstre og leve sit eget frie liv netop nu. Men måske er Fareeds simple forklaring god nok:

»Der er krigen mod Daesh (ISIS. red). Men altså… vores politikere har jo også travlt med at rippe statskassen. De har sgu ikke tid til at prygle os lige nu.«