Print artikel

Et midlertidigt hjem

16-årige Ismail fra Senegal har været på børnehjemmet Papa Frencesco i over tre måneder. Her bor han sammen med 32 andre.
På parkeringspladsen foran børnehjemmet findes et overdække, hvorunder der ligger solafblegede bedetæpper.
Hvert barn har sin egen seng og sin egen en lille kommode. Det er som regel nok, da de ikke har meget med sig, når de ankommer
Papa Francesco blev oprettet i 2013 og ligger i en nedslidt bygning på en lille bakketop i udkanten af Priolo.
Drengene på børnehjemmet er alle mellem 14 og 18 år. Nogle har været flere år om at nå hertil, men for mange er deres rejse lang
Reportage
01.06.15
Flere og flere børn ankommer disse år til Europa som bådflygtninge, og størstedelen af dem rejser hertil alene. De bliver indlogeret på midlertidige børnehjem, som blot er beregnet til, at børnene skal blive der et par dage. Men virkeligheden er ofte en anden.

PRIOLO.  »I believe in soccar« og »football is my life« står der med en drenget børneskrift på de misfarvede lysegule vægge. Ovenover har nogen tegnet en fodbold, og også Chelsea og dets stjernespillere Drogba og Oscar har fået plads med store bogstaver på den overtegnede mur.

Vi befinder os på den 16-årige senegaleser Ismails værelse; et rum på cirka 25 kvadratmeter, hvor der lige nu står fem enkeltsenge. For tiden tilhører værelset også fire andre drenge - én fra Mali, to fra Gambia og en anden senegaleser - som alle er kommet til Europa via Middelhavet. De er børnebådflygtninge ligesom Ismail.

Klokken er næsten 12 denne aprillørdag, men i tre af sengene ligger der stadig skikkelser og slumrer under dynerne. Én af dem har tændt for en radiokanal på sin mobiltelefon, hvor koranen bliver oplæst på engelsk, mens en anden taler i telefon med sin storebror på et afrikansk sprog.

Ismail sidder på sin seng. Han har også en mobiltelefon i hånden, dén som han fik udleveret her på børnehjemmet, da han ankom for lidt over tre måneder siden. Den udsender lige nu glade jamaicanske rytmer. Et genert smil dukker op på det drengede ansigt. Hans strikthue sidder løst på toppen af hovedet, langt op over øerne, og han bærer en nyvasket hvid T-shirt, der matcher både den tykke stribe på huen, kanten på de blå sportsshorts og de godt brugte Crocs-sko.

Ismail roder et kort sekund under sin seng og finder en af sine yndlingsejendele frem: et par brugte, gule fodboldstøvler.

»Jeg vil bare gerne spille fodbold,« siger han lidt forlegent, mens han kigger ned på støvlerne, som han holder i sine hænder.

»Nogle gange spiller vi med de andre drenge nede i byen, men det er ikke altid, de giver os lov til at være med. Så spiller vi bare for os selv,« fortæller han og peger, i retning af den store parkeringsplads foran børnehjemmet, hvor der står to små hockeymål med ødelagte net.

Fodbold betyder meget for de fleste drenge på børnehjemmet. Men for Ismail betyder det alt.

Flere og flere børn på flugt

Der bor 33 drenge mellem 14 og 18 år på Papa Francesco-børnehjemmet, der befinder sig på en lille udkantsliggende bakketop nær den sicilianske landsby Priolo. Nogle af drengene har været her i tre måneder, andre et helt år, men alle er de i dag blevet en del af en trist statistik : Flere og flere børn tager flugten over Middelhavet på egen hånd.

I 2014 ankom over 26.000 børn til Italien - nogle helt ned til niårs alderen – hvoraf halvdelen af disse børn rejste hertil uden nogen forældre eller voksne til at tage sig af dem. I år er andelen af uledsagede børn allerede markant højere. 7 ud af 10 af de bådflygtningebørn, der indtil videre har sat sine ben på europæisk jord i 2015, er rejst hertil alene. Og højsæsonen for bådflygtninge er dårlig nok begyndt.

Nogle er flygtet fra krig, andre er taget herop for at søge bedre muligheder, som regel med familiens velsignelse og ofte for at gøre den selskab et sted i Europa. Fælles for børnene på dette børnehjem er, at ingen af dem er blevet forældreløse under overfarten til Europa.

»Det er hårdt for børnene, for de ved ikke, hvor lang tid de er her, og det er svært at lægge fremtidsplaner for dem,« fortæller Ahmed Echi, der er fast medarbejder på Papa Francesco. Børnehjemmet er et ud af de otte børnehjem, der findes på Sicilien lige nu.

Det er meningen, at forældreløse børn skal tildeles en værge, komme i plejefamilie, starte i skole og i det hele taget blive integreret i det italienske samfund hurtigst muligt; i hvert fald hvis anbefalingerne i FN’s Børnekonvention skal efterleves. Men flere end 700 uledsagede børn, der er ankommet til Italien som bådflygtninge, bor i dag stadig på temporære børnehjem, der ikke har nogen mulighed for at tilbyde dem den skole og opvækst, de har brug for.

Fokus på hverken fortid eller fremtid

Ismail har været oppe siden klokken ni i morges. Han har både fået morgenmad, et stykke hvidt brød og et plastikglas med mælk som sædvanligt, og har ellers brugt formiddagen på at jonglere med en fodbold.

Han har også snakket lidt med Ahmed; den altid glade og hjælpsomme Papa Francesco-medarbejder, som nærmest er blevet en ven og storebror for mange af drengene.

Ahmed ryger med dem, spiller fodbold med dem, spiller cool med dem. Og den smilende, langhårede unge mand prøver i det hele taget at give dem nogle trygge rammer, hvor de ikke hele tiden er tvunget til at tænke over hverken fortiden eller fremtiden.

»Mange af drengene kommer hertil fra Libyen, hvor alt er kaos. Her har de set folk blive dræbt, har oplevet racisme og er blevet slået og urineret på. De er ofte vrede, kede af det eller bange, når de kommer her,« fortæller han.

Det første stykke tid undgår Ahmed at tale for meget om Libyen med dem. Det har været meget hårdt for drengene, og det er derfor bedst, at de, til at starte med, bruger energi på at  finde sig tilrette på børnehjemmet og føle sig trygge.

»Når de kommer hertil, samler vi dem i fjernsynsrummet og viser dem et kort over Europa, og hvor de er. Derefter sørger vi for, at de lærer at kende hinanden og hinandens navne og viser dem rundt i lejren. Lidt efter lidt kan vi så tage fat på at snakke med dem om de andre svære ting,« fortæller han.

Ismail taler sjældent med nogen om sin fortid. Han kigger ned i jorden, bider negle og udtrykker sig meget kortfattet, når man spørger ind til den. »Family problems,« siger han. Det ellers så blide generte blik skifter karakter og bliver uroligt og flakkende.

Fodbold kan Ismail og de andre drenge til gengæld snakke om i timevis. Det gør dem glade og får dem til at tænke på noget andet – i det mindste for en stund.

Forpligtelser

Hver tirsdag og torsdag modtager alle drengene på børnehjemmet italienskundervisning. Det er obligatorisk, men det er nærmest også det eneste obligatoriske i deres hverdag lige nu. Ellers får de tiden til at gå med at spille fodbold og lave andre sportsaktiviteter, og for nylig havde de besøg af en professionel fotograf, som lærte dem at tage billeder.

»Vi prøver at inspirere dem til at have nogle projekter og noget at gå op i. Men når de ikke går i en rigtig skole eller har andre faste forpligtelser, er det svært at motivere dem,« siger Ahmed.

Da børnehjemmet blev oprettet i august 2013, var det tænkt som et modtagelsescenter, hvor børn maksimalt skulle opholde sig i tre døgn. Men det har udviklet sig meget anderledes. De fleste af børnene, som er her, har opholdt sig her i flere måneder.

Børnehjemmet har plads til cirka 100 mennesker, men sidste år, da det var allermest overfyldt, boede her 170.

»Vi blev nødt til at slå telte op på parkeringspladsen. Det var meget kaotisk,« fortæller Ahmed.

Det er en privat organisation, der styrer børnehjemmet, og pengene til at drive det kommer primært fra donorer samt fra Siracusa-regionen og det italienske velfærdsministerium. Men børnehjemmet har langt fra lommerne fulde af euro. Pengene bliver kun udbetalt hver anden-tredje måned, så det er svært at vide, hvor meget de kan tillade sig at bruge på hvert enkelt barn.

»For hvad gør vi, hvis der pludselig kommer 50 nye børn i morgen?« spørger Ahmed.

Når drengene har været på børnehjemmet et par uger, bliver de sat ind i, hvordan de får deres opholdspapirer og får at vide, hvilke procedurer de skal igennem i det italienske asylsystem. De lokale myndigheder og børnehjemmet prøver også at finde en værge til hvert barn, som kan hjælpe dem med at få styr på deres asylansøgning – og som derudover, ikke mindst, kan tage sig lidt ekstra af dem og være den familie, de ikke har omkring sig.

Fjernsynsrummet

Klokken nærmer sig 14, og en gruppe på omkring ti drenge har hver især indtaget en plastikstol i en lille sidebygning til selve børnehjemmet; også kaldet fjernsynsrummet. Det er mange af drengenes yndlingsopholdssted. Ud over en lille fladskærm på endevæggen og et højt rullebord, er rummet tomt. Selv den mindste lille lyd runger forfærdelig højt. I dag er Premier League-dag, og det betyder, at fjernsynet er stoppet med engelsk fodbold. Denne lørdag står dagens første livetransmitterede kamp mellem rivalerne Arsenal og Liverpool.

»Noooo,« runger det i det akustikforladte lokale blot fire minutter inde i kampen.

Flere af drengene farer op fra stolene, fægter med armene og råber højt ad det lille fjernsyn. Aaron Ramsey fra Arsenal har netop haft et skud på mål, som Liverpools målmand, Simon Mignolet, med nød og næppe formåede at afværge. Hvilken chance !  

Ismail slår sig til fodboldkiggeriet midt i første halvleg. Han sætter sig lidt ude i siden og følger sporadisk med i kampen, mens han samtidig tjekker sin mobiltelefon. Hans yndlingshold, Chelsea, spiller først senere i eftermiddag. Ismail har været i bad og dufter kraftigt af parfume, og sportstøjet er byttet ud med et par lyse jeans, en ternet skjorte og en rød sweater. Ismail skal nemlig i byen i dag. Inden længe bliver han hentet af sin værge Carla, som tager ham med ind til Siracusa, hvor de skal spise på restaurant.

»Carla er meget sød ved mig,« fortæller Ismail, der glæder sig til dagens udflugt.

Ismails værge kommer næsten hver eneste lørdag og henter ham. Sammen med sin mand hjælper hun også Ismail med hans asylansøgning. Ismail har allerede haft sit første interview med politiet, og når man er mindreårig, er ventetiden i asylsystemet knap så lang. Om en uges tid skal han til endnu et vigtigt møde på immigrationskontoret i Siracusa, og det er her, hans asylsag for alvor bliver afgjort, fortæller han.

»Det er mit sidste interview, derefter har jeg mine papirer«, siger han stolt. 

Alle de officielle dokumenter, der på nogen måde har med Ismails asylsag at gøre, ligger gemt i en plastiklomme i den lille kommode ved hans seng. Han sørger for at passe rigtig godt på dem. Mindst lige så godt som sine fodboldstøvler.

Ubehagelige minder

Papa Francesco ligger smukt på en lille siciliansk bakketop. Kigger man den ene vej, op mod bjergene, får man øje på et frodigt og vildt stenterræn. Og kigger man den anden vej, skuer man ud over Middelhavet. For mange af drengene er netop denne udsigt i dag forbundet med stor frygt. Det gælder også for Ismail.

»Jeg har ikke lyst til at bo tæt på vandet,« fortæller han, mens han står dér og skuer ud over landskabet. Klokken er næsten 17 nu. Han venter stadig på Carla.

Det er dog ikke kun Middelhavet, der vækker ubehagelige minder frem hos Ismail. Fodbold gør det også.

Da Ismail var 14 år gammel blev hans mor, far og tre søskende myrdet i deres eget hjem af landsbyens oprører. Hans onkel – farens bror – havde sat det hele i værk, fordi han ville straffe Ismails far. Farbroren havde længe ønsket at hverve Ismail til at blive en af byens rebeller, men det ville Ismails far ikke tillade. Farbroren ville ikke godtage afvisningen og fik hele Ismaels familie slået ihjel. Grunden til at Ismail overlevede var, fordi han ikke var hjemme på gården sammen med sin familie den dag. Ismail var taget til byen for at spille fodbold.

Stilheden på den lille bakketop bliver afløst af motorstøj fra en bil, der parkerer ude foran gitterporten til børnehjemmet. En smuk og smilende midaldrende kvinde med solbriller i panden stiger ud fra førersædet. Det er Carla. Så kom hun endelig.

Hun går Ismail i møde. Hun krammer ham og giver ham et kys på hver kind. Flere af de andre drenge får også øje på Carla og kommer hen for at få en krammer og et kys. Store smil breder sig hele flokken rundt. De griner. Glæder sig over at se hinanden igen. 

Carla og Ismail kører kort tid efter af sted sammen, ned ad den lille bakketop og væk fra børnehjemmet. Tilbage på gårdspladsen står der stadig en stor flok drenge.

 

 

 

 

 

Serie: Forlist i Europa

De er  Europas dårlige samvittighed, og aldrig har der været så mange af dem: Bådflygtningene. I 2014 ankom over 170.000 til de sydlige europæiske kyster efter at have krydset Middelhavet i overfyldte gummibåde og primitive fiskeskuder. Og endnu flere er i dette øjeblik på vej. 

Med artikelserien Forlist i Europa sætter journalist Marie Louise Albers og fotojournalist Sofie Amalie Klougart ansigter, billeder og ord på Europas største flygtningekrise. I forbindelse med projektet Reaching Europe tilbragte de i april 2015 to uger på den italienske ø Sicilien, der mere end noget andet sted i Europa oplever flygtningestrømmen- og krisen eskalere. 

Artikelserien Forlist i Europa bringes i Atlas i løbet af maj, hvor I kan følge deres rejse gennem fire artikler under temaerne ’Tro’, ’Det Første Møde’, ’Børnene’ og ’Systemet’.

 

Projekt ’Reaching Europe’ er blevet til med støtte fra Læger uden Grænsers Journaliststipendium.