Print artikel

Man har kæmpet, og man har ikke givet sig

Reportage
12.04.16
En forårsdag i Helsingør cykles hvert år på samme dag som den mytologiske klassiker fra Paris til Roubaix. Fotograf Lasse Kofod sad bag på en motorcykel mens Victor Boy Lindholm kørte løbet.

Man står tidligt op, træt og nervøs. Man laver sætter vand over, og mens det koger, smører man buksefedt i skridtet. Det er koldt udenfor, og man tager det rigtige tøj på. Så går man ud i køkkenet, og drikker kaffen, mens man spiser alt det man kan. Hænderne sitrer lidt af spænding. Så går man ud af døren med cyklen over skulderen. Man sætter sig ind i bilen. Det er søndag, og man kører nordpå. Det er søndag, og der er løb.

Man står ud af bilen. Omkring én er andre ryttere, andre motionister i gang med at varme op. Måske er man en motionist med penge og motivation. Så sidder man på sin dyre cykel på en rulle, og varmer op foran bilen. Eller man er måske ung og studerende. Man sidder på cyklen, og cykler lidt frem og tilbage for at få varme i leddene. Man stopper op, man smiler og snakker. Det er søndag, det er april, og det er måske ens første løb. Man ryster benene lidt, og tænker på om det vil gå. Gør cyklen som man vil, punkterer man, styrter man. Nej, det må man ikke tænke på. Det er søndag, og der er løb.

Man kører ned til startområdet, og der er fyldt med andre som dig. Man tænker, at man gerne vil gøre det godt, at man gerne vil køre stærkt, at det er meget vigtigt at køre stærkt. Så kigger man rundt, og tænker det er også vigtigt at passe på de andre. Men så ruller man frem til starten, og det eneste der betyder noget er at køre stærkt. Man er gået tidligt i seng, og man har spist aftensmad to gange. Man har gjort, hvad man kunne. Så selvfølgelig skal det gå stærkt. Det er søndag, og der er løb. Det er det eneste der tæller nu. 

Så går starten og alt andet forsvinder. Man er måske lidt nervøs, fordi man er gået lidt for langt frem i feltet. Man kører måske rundt sammen med folk, som er hurtigere og bedre på de tekniske stykker end én selv. Man vil ikke være til besvær. Men så går tempoet i vejret, og man ruller ind over det første stykke grus. En rytter styrter, og alle råber, at man skal undvige. Ingen stopper op for at hjælpe. Det er der andre, der kan gøre. Man tænker kun på en ting: At holde hjul.

Man kører rigtig hurtigt de første 10 kilometer. Man kigger ned på sin computer, og der ser man, at man har kørt alt for stærkt. Man skuffes af sin egen ivrighed. Det er den uerfarne rytter, der lader sig rive med. Så kigger man op igen, og der er lige pludselig dyb mudder som skal undgås, og store voldsomme brosten, som skal forceres. Med et er man alene. Man har trådt an, og de andre er forsvundet bag én. Man kommer ud af skoven, og kroppen fortsætter henover et bredt og lyst grusstykke. Langs vejen løber heste om kap med én. Man fyldes af en sær samhørighed. Så ser man dem. Det gibber i dig. Man griber fat i sin flaske, og drikker lidt. Så rejser man sig op, fordi man har set dem. Man har set den næste gruppe, og man er lige ved at lukke hullet. Man lukker hullet, og det er lykken. Man er rykket fra en gruppe, man har satset, og man er kommet op til den gruppe, der er lidt hurtigere, lidt bedre, den gruppe der er lidt modigere. Man sidder der, og man glædes over at sidde der.

Man ruller ud på helt glat asfalt. Man ligger forrest i den nye gruppe. Det går jo godt det hele. Det når man at tænke, inden man bliver dirigeret ind af en lille sidevej. Der er smalt, og man er ti mand der gerne vil fremad. Der er stejlt, og man kan slet ikke vælge det rigtige gear. Alle stønner, og alle virker overraskede. Vejen fortsætter opad, langs stien står tilskuere, og råber navne på folk de kender. På fædre og brødre, på mødre og søstre. De vinker ikke. Det er ikke muligt at give igen nu. Man spænder i hele kroppen, og så. Ja så er man oppe. Man kigger ned i frempinden, man kigger op og rundt på de andre, der smiler lidt. Man er sammen nu. Man er sammen indtil den næste bryder dette bånd og angriber. Man går med i angrebet, selvfølgelig går man da med i angrebet. Det gør man da.

Man er træt nu. Man har drukket alt sit vand. Man er tør i munden og træt, men også lidt lammet i kroppen. Det hele kører rundt. Man kæmper sig frem mod målet, og der ser man det. Man er fremme, men ikke helt, først skal man kæmpe om en ligegyldig position. Men den er jo ikke ligegyldig. Det er muligheden for at blive anerkendt efterfølgende, der er til forhandling. Man rejser sig op, og man kæmper sig frem. Denne søndag kæmper man. Man kommer ind sammen med de andre. Lidt forskudt kommer man ind sammen. Man tænker, at det gik godt, at det var et godt løb, og at kroppen klarede det. Så klikker folk ud af deres pedaler, og man kan se i deres ansigt, at bedøvelsen forsvinder. Fortryllelsen er slut. Kroppen giver sig, og det smerter i lænden. Det gør ondt i lårene, i ballerne. Læggene er hårde af syre. Først er det et chok, så kigger man på de andre. Man griner af det. Man griner af sin krop. Man griner af det meningsløse man lige har gjort. Men man har gjort det sammen. Man har kæmpet, og man har ikke givet sig. Man har gennemført, og det er godt. Man sætter cyklen fra sig. Man ser på vinderen, mens man drikker sin kaffe. Man ser glæden hos vinderen, og tænker at man har del i den glæde. Det er det der sker, og intet andet end det sker denne søndag.