Print artikel

Den orange arv fra krigen

På Tu Du hospitalet findes der et rum med store glaskrukker. Her opbevares en brøkdel af de mange misdannede og ofte dødfødte børn, som menes at være ofre for giften i Agent Orange. Dette barn blev født i 1981 af Nguyên Thi Thoi. Hun kom fra Thủ Dầu Một, som er en by lidt udenfor Ho Chi Minh City.
De efterladte børn på børnehjemmet navngives efter munkene. 2-årige Chân Ngoc Xuân har downs syndrom. Hun kravler for det meste rundt på gangene ved at glide på maven.
- Lý Minh Son er kun 16 år, men hans sygdom, Crouzon syndrom, gør at han ser meget ældre ud. Han har set, at personalet og nogle af børnene har mobiltelefoner, derfor har han fået en uden batteri, som han kan lege med. Den slipper sjældent hans hånd i løbet af dagen.
Vietnameserne følger også månekalenderen. Når der er fuldmåne opføres der traditionelle vietnamesiske drageshows.
Nguyen Minh Anh bliver kaldt ’Ca’, som betyder fisk på vietnamesisk. Det er noget de andre børn har fundet på, fordi hans sygdom gør, at huden skaller af.
Pham Thanh Hông Dúc har været bundet til sengen, siden han blev født for 19 år siden. Han ligger ofte med ulidelige smerter. Her får Dúc mælk gennem en slange i næsen.
Kaos på stue 1. Mange af børnene på afdelingen har pligter. Thach Minh Qui i den røde trøje er her i gang med en af sine.
1-årige Ho Chan Dieu Hien bliver krammet af Pham, som er frivillig. Det er af de eneste tidspunkter, hvor Hien ikke ligger på sin seng og kigger op i lysstofrørene. Børnene med de store hoveder bliver typisk ikke mere end 8 år.
Nguyen Hông Loi på 28 år er en af de ældste på afdelingen. Det er hans opgave at køre børnene i skole på sin knallert. Han kører den første tur klokken lidt i seks om morgenen. Selvom Loi mangler begge ben og en arm.
Bui Truc Anh har downs syndrom og en krop som kan bøje og vende sig på måder som virker umenneskelige. Sådan ligger hun og sover i sin tremmeseng i hjørnet af stuen.
Tran Huynh Thuong Sinh har en tremmeseng i hjørnet på stue 1, men tilbringer det meste af sin dag på gulvet under den. Sinh har svækkede sanser, hvilket gør det nærmest umuligt at kommunikere med hende.
Stue 4 er kun for drenge. Her bor alle de drenge, som går i skole forskellige steder i byen. Når det er sengetid klokken 22, bliver der smidt madrasser på gulvet, fordi der ikke er nok senge.
19-årige Luong Thi Ngoc Anh har kendetegn fra begge køn, derfor skriver personalet hendes køn i parentes. Anh er blind på det ene øje, døv på det ene øre og så kan hun ikke tale, men går stadig i skole.
Ofte må personalet binde 9-årige Nhu fast til en plasticstol med et viskestykke, ellers kravler hun ud af vinduerne. Long derimod kan ikke bruge sine ben, og kommer rundt på afdelingen ved at hoppe på en plasticstol. En teknik det har taget årevis at udvikle.
Billeder
11.01.16
Under Vietnamkrigen sprøjtede de amerikanske styrker store dele af de sydvietnamesiske skove med ukrudtsmidlet Agent Orange. Men det fik ikke kun bladene til at vælte af træerne. I over 40 år har det vietnamesiske folk lidt under følgeskaderne fra amerikanernes krigsførelse.

Aften er ved at glide over i nat i Ho Chi Minh City, og munkene har for længst lukket de store jernporte. En person lægger forsigtigt en lille bylt ved siden af den låste port og forsvinder hurtigt ad de smalle gader og ud i mørket. En af naboerne følger med fra et mørklagt hus. Hun ved godt, hvad bylten indeholder, og banker efterfølgende på porten for at få nogen til at åbne.

Sådan endte 1-årige Hô Chân Diêu Hiên på børnehjemmet i Ky Quang II pagoden. Det fortæller frivillige Pham Thi Sinh. Det er middagstid og hun er i gang med at made Hiên, som lider af hydrocephalus. Lidelsen danner væskeansamlinger, som får hovedet til at vokse til abnorm størrelse og binder Hiên til et liv i den lave seng på gulvet.

Nogenlunde samme historie bærer mange af de andre børn på børnehjemmet. Efterladt i mørket foran dette hjem for handicappede børn. Deres handicap strækker sig fra Hiêns store hoved og andre kropslige deformiteter til svær udviklingshæmning. Mange formodes at være følgeskader fra amerikanernes brug af ukrudtsmidlet Agent Orange under Vietnam-krigen.

Krigen varede tyve år, kostede millioner af menneskeliv. Og selvom krigen officielt sluttede i 1975, har den amerikanske krigsførelse nu i over 40 år trukket et mørkt spor af følgeskader i det vietnamesiske samfund. Tilbage i 2002 estimerede vietnamesisk Røde Kors, at en million vietnamesere var helbredsmæssigt påvirket af Agent Orange – heraf cirka 100.000 børn.

Den amerikanske hærs krigsførelse med afløvningsmidler gik under navnet Operation Ranch Hand. Giften blev sprøjtet ud over de tætte skove og fik bladene til at falde af træerne. Målet var at gøre det sværere for nordvietnamesiske Viet Cong at holde sig skjult.

Agent Orange, som fik navnet af det farvede bånd på tønden, indeholder en ekstremt giftig sammensætning af dioxiner. En sammensætning som beviseligt hænger sammen med blandt andet kræft, misdannelser og indlæringsvanskeligheder. Den nu afdøde plantebiolog og forsker fra Yale University, Arthur W. Galston, beskriver dioxinsammensætningen som »den giftigste molekyle syntetiseret af mennesket nogensinde.«

I ni år blev der sprøjtet omkring 72 million liter ukrudtsmidler ud over en syvendedel af Sydvietnams samlede areal. Giften virkede. Bladene faldt af træerne, og meget af mangroven døde fuldstændig. Men den dioxinholdige Agent Orange stoppede ikke med at virke.

Vietnameserne har siden krigen rapporteret om aborter, deformiteter i alle afskygninger og mentale problemer i titusindvis fra de sprøjtede områder. USA har ikke anerkendt de helbredsmæssige problemer, som vietnameserne er overbevist om, at Agent Orange er skyld i. Først i 2012 indvilligede USA i at støtte den kemiske oprydning omkring de militære flyvebaser, hvor Agent Orange blev fløjet ud fra. Flyvebaserne er såkaldte dioxin-hotspots, og der kan giften stadig måles i jorden.

Det brune blankpolerede gulv skinner i eftermiddagssolen. Sinh sidder på gulvet under tremmesengen. Hun skiftevis stønner og hulker, og hamrer sine to hudluffer i gulvet og i hovedet på sig selv. Hun græder, men der kommer ikke nogen tårer ud. Der, hvor øjnene skulle have været, er der bare hud.

»Vi ved ikke, om Sinh er pige eller dreng, fordi kønsdelene er ligeså deforme som hænderne. Men vi gætter på pige, fordi der er antydningen af bryster,«siger sygeplejersken Trân Thi Hông Vân.

Sinh bor på en specialafdeling på Tu Du hospitalet i Ho Chi Minh City, som prioriterer børn med sygdomme og handicap, som formodes at stamme fra Agent Orange. I øjeblikket bor der 43 børn på afdelingen. En lille gruppe går i skole ude i byen, andre er på afdelingen døgnet rundt.

13-årige Sinh hører til sidstnævnte gruppe. Hun lider af Fraser syndrom, hvilket betyder, at hun ikke har nogen øjne, og at fingrene og tæerne er smeltet sammen til uigenkendelige hudluffer. Sinh er bare ét ud af de mange børn på hospitalet, som både har voldsomme misdannelser og et mentalt handicap.

Der mangler grundig forskning på området, hvad angår omfanget af direkte og indirekte eksponerede, men også om hvilke konsekvenser dioxinen har på den menneskelige krop og de efterfølgende generationer.

Det er svært at bevise, at et barn er skadet af netop Agent Orange. Det kræver, at vedkommendes regionale tilhørsforhold og familiære baggrund tre generationer tilbage undersøges grundigt.

Men mange af børnene, som formodes at være ofre for giften i Agent Orange, er blevet efterladt af forældrene på hospitaler og børnehjem, hvilket gør det til en nærmest umulig detektivopgave at slå fast om Agent Orange bærer skylden for deres lidelser.

Børnene på børnehjemmet i pagoden og hospitalets specialafdeling er enten anden eller tredje-generations ofre. Hvilket vil sige, at deres forældre eller bedsteforældre er blevet direkte eksponeret for Agent Orange under krigen. Giften er således gået i arv i familiens gener.

Amerikanske veteraner, som har arbejdet med eller i nærheden af Agent Orange, har over flere omgange sagsøgt de store kemikalievirksomheder, som stod for produktionen af Agent Orange. I 1984 indgik kemikalievirksomhederne datidens største forlig, 180 millioner dollars skulle fordeles til veteranerne. The US Department of Veteran Affairs yder ligeledes kompensation til de veteraner og efterladte familier, som lider af sygdomme relateret til Agent Orange. De samme sygdomme som vietnameserne lider under i både første, anden og tredje generation.

Vietnamesiske interesseorganisationer samarbejder med en række internationale aktører i kampen om at få USA og kemikalievirksomhederne til at anerkende de skader som Agent Orange stadig forårsager. Selvsamme organisationer står bag en stor del af den fundraising, som skal støtte de vietnamesiske ofre.

Ingen ved med sikkerhed, hvor længe Agent Orange kommer til at påvirke de fremtidige generationer i Vietnam.

På hospitalet er det frokosttid. Sinh skal have en letfordøjelig grød. Akkurat som dagen før. For at få hende til at åbne munden, skal sygeplejersken trykke skeen mod Sinhs underlæbe. Den minimale kommunikation med Sinh foregår udelukkende via berøring. Hun har brug for professionel pleje døgnet rundt og må blive på hospitalet eller en anden institution resten af sit liv.

Det samme må Hiên og de andre små børn med de store hoveder. Munkene og de frivillige kan intet stille op med børnenes lidelser andet end at pleje dem, indtil de dør. Det varer sjældent mere end otte år.