Print artikel

Belejret håb

Billeder
01.05.13
Gazastriben har en af verdens yngste befolkninger. Knap to tredjedele af befolkningen er under 25 år gammel. Frem mod 2020 anslås det, at antallet af mennesker vil vokse med yderligere en halv million. Men infrastrukturen kan ikke håndtere den store befolkning. Den blokade, som Israel og Egypten håndhæver, hindrer mennesker i at komme ud og ressourcer i at komme ind. Konsekvenserne er mange og store for menneskene i Gazastriben.

Gazastriben er en lille, palæstinensisk boble af frygt og håb. Frygt for bomber og håb om fred. De unge forsøger at leve deres liv på trods af og i trods mod den israelske blokade.

Ungdommen er født ind i en eksplosiv konflikt, hvor forventningen om krig og bombardementer er konstant. De drømmer om at leve et godt og uafhængigt liv i fred. Men de unge er bekymrede, for arbejdsløsheden er stor, og økonomien, der er afhængig af internationale donationer og en illegal tunneløkonomi, er skrøbelig. Manglen på meningsfuld beskæftigelse har store konsekvenser for den unge generation. Sociale spændinger, vold og ekstremisme er nogle af de unges mulige afløb for frustrationer. 

Gazastriben:

Størrelse: 360 km2 (tilsvarende Mors)

Indbyggertal:1,7 mio (forventes at stige til 2,2 mio inden 2020)

Ungdom: 65 % af befolkningen er under 25 år gamle

Arbejdsløshed: 35 %

Befolkningstæthed: 4900/km2

Største by: Gaza By

Styret af den islamistiske organisation Hamas

 

Historisk oprids:

1948: Den arabisk-israelske krig opdeler Palæstina i Israel, og de palæstinensiske områder: Vestbredden og Gazastriben. Arabiske flygtninge strømmer fra Israel til Gazastriben
1967: Efter seks dages krig besætter Israel Gazastriben. Området kontrolleres militært af Israel, der etablerer bosættelser i striben.
2005: Israel forlader Gazastriben i kølvandet på to palæstinensiske oprør, de såkaldte intifadaer. Den islamistiske organisation, Hamas, øger sin magt i området.
2006: Hamas vinder 74 af 134 sæder i et parlamentsvalg. Kampe mellem Fatah og Hamas bryder ud. Fatahs styrker udvises af Gaza. Israel og Egypten iværksætter en omfattende blokade af Gazastriben.
2008-09: Israel indleder Operation Cast Lead som modsvar til intensiverede raketangreb fra Gaza. Krigen er et tre uger langt bombardement af Gazastriben. Omkring 1400 palæstinensere dør, heraf størstedelen civile. 13 israelere mister livet, heraf 3 civile.
2010: Otte tyrkiske og en amerikansk aktivist bliver dræbt af den israelske flåde, da de forsøger at forcere blokaden med varer og byggematerialer. Det vækker international fordømmelse, og Israel lemper efterfølgende på blokaden. Mange varer, inklusive byggematerialer, bliver stadig begrænset.
2012: Israel svarer atter tilbage på raketangreb fra Gaza. Over en periode på otte dage bomber Israel 1500 steder i Gaza. Islamisk Jihad og Hamas affyrede i samme periode mere en 1500 raketter mod Israelsk territorium.
2013: Egypten begynder at destruere tunnellerne, der bruges til at smugle varer og våben ind i Gaza. Hidtil har de vendt det blinde øje til deres eksistens.