Print artikel

Angstens ansigt

Essay
24.11.15

Du tror måske, at angsten er psykisk. Noget, der foregår oppe i hovedet på dig. I underbevidstheden eller frontallapperne. Du tror måske angsten er noget, du kan håndtere med dit intellekt, din erfaring og din uddannelse. Noget du kan vælge til og fra, lige som valget mellem croissant og pain au chocolat hos bageren lørdag morgen.

Men angsten er fysisk. Den sidder i kroppen, i ansigtet, under huden og i fingrene. Angsten sidder i lårene, i røven, i sveden og kødet. Angsten sidder i neglene, når du kl. 02.34 vågner badet i sved og kradser din mave til det svier.
Angsten er allestedsnærværende i din krop. I dit fysiske jeg. Du kan se den i folks ansigter, når du går ned ad Rue d’Amsterdam. Du kan se den i folks løb over Place de la République, og måden du selv smider dig mod jorden, da du hører skuddet.

Angsten er blodet fra din albue, da du maver dig henover fortorvet, mens kvinden skriger få meter fra dig. Angsten er i din tørre tunge, der uden held prøver at fugte dine læber. Og angsten sidder helt fysisk i knæene, da du på vej hjem med metroen ser en mellemøstligt udseende mand midt i tyverne, der bærer en brun læderhandske på kun den venstre hånd.

Angsten er over alt.

Men angsten er også til stede i den omfavnelse, du giver din ven og det smil, du giver den rædselsslagne dreng, der passerer dig på gaden. Angsten er så sandelig også til stede i den måde du elsker på. Hårdt og ærligt. Og angsten er ikke mindst til stede, når du løfter røret og efter en kort pause hvisker: “jeg elsker dig”.

Angsten er fysisk.