Print artikel

Medelvägen

Billeder
22.02.19
Arkitekten Elias Lindhoff, der bor og arbejder i Stockholm, stopper ofte op og kigger sig omkring når han færdes i byen eller bare er på vej til og fra arbejde. Det han ser, registrerer han på sin telefon og lægger det nogle gange på Instagram.

Måske netop i kraft af arbejdet som arkitekt træder især interessen for bygninger tydeligt frem på Elias Lindhoffs Instagram. Uden ironisk distance eller klassisk blik for motiv nedfælder Elias det der føles som hvert gadehjørne i sit kvarter. Umiddelbart virker det som om han møder sine omgivelser med en fascination for det der findes, ikke det der kunne have været og altid uden #filter. Men under overfladen af interessen for byens fysiske infrastruktur, lurer en nærmest fetichistisk ordenssans, der måske især er det der styrer hvad telefonens kamera rettes imod. 

Udover betagelsen af sin hjemstavn Stockholms imponerende historiske bykerne, er mange af bygningerne der optræder på Elias’ Instagram og i serien her, repræsentanter – eller blot affødte impossanter, for det man populært har betegnet som funkis. Funktionalisme; hvis man forstår arkitektonisk modernisme som et formsprog, der integreret i samfundsudviklingen gjorde det til sin opgave at sørge for billige men pålidelige boliger, blandt andet ved at idealisere det gennemsnitlige som operationel fællesnævner. I forbindelse med ‘Stockholmsutställningen’ i 1930 udgav de svenske arkitekter Uno Åhrén, Gunnar Asplund, Sven Markelius, Gregor Paulsson, Eskil Sundahl og Wolter Gahn manifestet ‘Acceptera’ der udover at indvarsle funktionalismen i Skandinavien, præsenterede det de anså som den gyldne middelvej mellem arbejde og kapital. I manifestet lægges der stor vægt på samspillet mellem kollektiv og masse; at individuelle behov bedst tilgodeses af samfundet og at boliger derfor bør opføres i tæt samarbejde med staten. Titlen som på svensk både optræder som bydeform og verbum illustrerer ifølge filosoffen Sven-Olov Wallenstein hvordan og hvorfor den skandinaviske modernisme overlegent overlevede sine internationale samtidige. At modsat andre arkitektoniske funktionalismer der søgte at omprogrammere hele byer og lande, søgte skandinavisk modernisme at acceptere både den internationale teknologiske udvikling men også givne samfundsvilkår for derigennem at forbedre dem. I forlængelse heraf, men i en anden samfundsøkonomisk kontekst fremstår Elias’ registrering af byen ligeledes “accepterende”; idet motiverne viser hvordan boliger kan ses som værende i dialog med deres umiddelbare og ofte lidt gennemsnitlige omgivelser: en park, en ICA-butik, et busstoppested, et træ eller en lygtepæl.

Modsat den danske arkitekt Jan Gehls credo om “byer for mennesker” der harcelerer mod modernismens skarpt optegnede byer, er der ikke mange kaffebarer, gader med butikker, gallerier eller andre såkaldte “urbane” aktiviteter, at finde på billederne. Som en modvægt til den urbanisme der længe har domineret den skandinaviske diskurs i arkitektur, hvor fokus især har været rettet mod at skabe “livlige” bymiljøer – der som oftest indbefatter et kommercielt indgreb i programmet – optræder Elias’ billeder som en kærkommen modvægt til denne, omend lige så æstetisk orienteret. For måske er det liv, der udfolder sig på billederne lige så stramt kurateret som de fysiske omgivelser; de figurer der optræder, ligner nogle der går på arbejde, handler ind med indkøbsnet, kører ud af byen om søndagen, sætter sig i solskinnet når lejligheden byder sig, drikker kaffe på konditori, og hvis de er utilfredse med hvor de bor, skriver sig op i en boligforening og pænt venter på at det bliver deres tur. Det miljø der her er skildret, ligner på overfladen en by for mennesker med basisindkomst, almindelige liv og gennemsnitlige behov, men uanset om tilværelsens nødvendigheder og små glæder skulle være de samme som i Folkehemmets guldalder, har den globale og finansielle kapitalisme radikalt forandret det socialdemokratiske eksistensgrundlag og dermed også den måde der bygges på – også i Skandinavien. Billederne i serien her, fungerer derfor som en form for besyngelse af en boligpolitik der langsomt forsvinder, men som man stadig kan nyde skønheden af.