Platon i mediebranchen

I romanfragmentet Manden uden egenskaber laver Robert Musil et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis en stor tænker, der anses som en af vores civilisations grundlæggere, skulle begå sig i den østrigske mediebranche i begyndelsen af det 20. århundrede? Der ville ske følgende, forestiller Musil sig:

»Platon – for at tage ham som eksempel, da han ved siden af et dusin andre kaldes den største tænker, - ville, hvis han endnu levede, helt bestemt være henrykt for et avisforetagende, hvor der hver dag kan skabes, udveksles, forfines en ny idé, hvor nyhederne strømmer sammen fra alle hjørner af verden i et tempo, han aldrig har oplevet, og en stab af demiurger er parat til øjeblikkelig at undersøge dem med hensyn til ånd og virkelighed. Han ville have antaget, at en avisredaktion var hint topos uranios, det ideernes himmelske sted, hvis eksistens han har beskrevet så indgående, at alle bedre mennesker endnu i dag, når de taler til deres børn eller ansatte, er idealister. Og naturligvis ville Platon, hvis han på en redaktion i vore dage udtalte og påviste, at han virkelig var den store forfatter, der døde for over to tusind år siden, vække stor opsigt med det og modtage særdeles indbringende tilbud. Hvis han så i løbet af tre uger var i stand til at skrive et bind filosofiske rejsebreve og nogle tusinde af sine kendte småfortællinger, måske tillige filmatisere et af sine ældre værker, ville det sikkert gå ham ganske godt i længere tid. Men så snart aktualiteten af hans tilbagevenden var forbi, og hr. Platon ville virkeliggøre endnu en af sine kendte idéer, der aldrig helt havde kunnet gennemføres, ville chefredaktøren bare opfordre ham til i ny og næ at skrive en pæn lille artikel om den til bladets underholdningstillæg (men så løs og livlig som muligt, ikke så tung i stilen, af hensyn til læserkredsen), og magasinredaktøren ville tilføje, at han desværre højst havde plads til ét sådant bidrag om måneden, fordi der var så mange andre talenter at tage hensyn til.«
 
Beklager den lange smøre, men Manden uden egenskaber er en bog på mere 1500 sider, så forholdsmæssigt er citatet faktisk kort. Som man måske fornemmer, har Robert Musil det med at gøre sig lystig over det moderne samfund, ikke mindst dets overfladiskhed og blaserthed, her udtrykt via en af modernitetens brancher par excellence, mediebranchen. Det kan virke paradoksalt, at Musils roman er én lang, lystig modernitetskritik, når den nu har form som et modernistisk fragmentarium af løsrevne essaystumper med en pseudohandling, der ingen vegne kommer, men på en måde giver det god mening. For samtidig med sit kritiske bid ser bogen virkeligheden i øjnene og spidder ligeså meget den gamle verdens desperate forsøg på at bevare alt det gode gamle, som ellers ikke rigtig har så meget for sig længere. Primært eksemplificeret ved den store patriotiske aktion, der skal fejre kejserens tronjubilæum, men som bliver en løs diskussionsklub for bedagede notabiliteter og ender i et bureaukratisk ingenmandsland.

Musils pointe synes at være: Her på tærsklen mellem det traditionelle og det moderne samfund afslører alle de værste sider fra begge dele sig uvægerligt konstant. Det er en slags dialektisk helvedesrejse, Musil tager os med ud på. En sjov og uhøjtidelig helvedesrejse gennem et smuldrende gammeløstrig, hvor alt det flyvske og nymodens presser sig frem i sprækkerne. Pointen er hverken, at alt var bedre i gamle dage, eller at moderniteten er at foretrække, men derimod, at både blind fremskridtstro og blind konservatisme får det værste frem i ethvert samfund.
 
Uden at sammenligne os selv med hverken Robert Musil eller hr. Platon, er det faktisk også en pointe vi ofte har beskæftiget os med her på redaktionen. For selvom det er 100 år siden, Musil skrev sin bog, er det modernes ambivalente pardans med det traditionelle evigt aktuel.
 
Derfor får du her fire artikler til læsning kvit og frit, der på hver deres måde tager livtag med spændingen mellem det nye og det gamle.

Et kulturelt tidehverv strømmer gennem New York, skriver forfatter Mikkel Rosengaard i denne reportage om, hvordan tingene er temmelig meget i opbrud i USAs største by. Blandt en gruppe yngre kvindelige kunstnere er det blevet hipt at være reaktionær, sarkastisk, kynisk og bevidst politisk ukorrekt. Er det begyndelsen på enden for wokekulturens alvorlighed? Eller vil de bare lolle mens den gamle verden brænder?

Eller læs Adam Solovejs Ræv i rytterklæder om Hubertusjagten i Dyrehaven, den traditionsrige hyldest til de royale parforcejagter, som haven i Klampenborg oprindeligt er skabt til. Hvordan tager en oldgammel tradition sig ud i dagens Danmark?

Du kan også dykke ned i Ingrid Nymos essay om TV-serien Succession om et familiedynastis vaklen midt i en generationsskifteproces, hvor den aldrende patriark takker af. De forskellige medlemmer af Loganklanen søger efter ægte, autentiske livsførelser, men bliver afsporede af jagten på magten og manglen på forbindelse til omverdenen. Måske de skulle begynde at føre dagbog?

Hvis det ikke er tilstrækkeligt med de tre ovenstående udforskninger af spændingen mellem det moderne og det klassiske, kan du også læse sociolog Nikolaj Schulz' essay om, hvordan techmilliardærers drøm om at kolonisere Mars er baseret på en misforståelse af modernitetens værdier.