Rigtige piger

Det er en bagende hed sommerdag i 60’ernes Sydfrankrig. I et lille lokaltog sidder den 14-årige Alice Bonnard, overfor hende sidder tre fremmede, voksne mennesker. De har rottet sig sammen der, i den ene side af kupéen, anstændigt i stand med attachémapper, habitter, strømpebukser. Alice, derimod, vrider sig af anspændthed. Kjolen presses ned mod de bare ben, hovedet er længselsfuldt vendt mod vinduet. Se mig, signalerer hun, som hun sidder der og fylder, og omvendt er hun vendt helt ind mod sig selv. Alting dirrer i den 14-årige krop lige nu. Hvad al den energi er rettet mod, kan ingen andre end Alice begribe. Måske ved hun det ikke engang selv. Af samme grund undgår medpassagererne at kigge alt for meget hen på hende, og Alice er hensat til at vride sig i fred. I baggrunden lyder stereotypen på et fransk 60’er hit, en sukkersød kvindestemme spørger kælent igen og igen, om hun er en stor eller en lille pige. »Fortæl mig det, fortæl mig det.«

Sådan begynder den franske ”provokatriceinstruktør” Catherine Breillats debutfilm Une vraie jeune fille, En rigtig pige. Filmen handler om den 14-årige kostskoleelev Alice Bonnards dødkedelige sommerferie hjemme hos forældrene, der bor på den nok mest usexede plet, man kan finde på det franske landkort. Alice fantaserer om labre livreddere på rivieraen, men i sidste ende kunne hun være låst inde på et tårnværelse eller bruge sommeren på at rengøre toiletter. Det ville ikke gøre en forskel, for Alice er lige vågnet, og hun har fået øje på sig selv for første gang. Hun kommer til at være travlt beskæftiget.

Kroppen ligner en voksen kvindes – kun ansigtet og den akavede måde, hun bærer sig selv på, afslører hendes unge alder. Begæret har hun også, men modsat den voksne kvindes, er Alices begær rettet mod alt og intet. Den er rettet mod Alice selv og den nye krop, hun skal lære at kende. Den er rettet mod de mænd, som drukner hende med sultne blikke. Den er rettet mod havets bølger, de brandvarme togskinner, sangerindens kælne stemme i radioen, fluernes dovne summen i køkkenet.

Der er ingen grænser for, hvad der kan vække Alices begær. Der er heller ikke nødvendigvis et mønster. Filmen skildrer en tid, hvor seksualiteten findes, før man rigtig ved, hvad den skal rettes mod. Men dette begær, den helt unge kvindes opblomstrende seksualitet, har det indbyggede paradoks, at alt kan være genstand for begær, men intet kan forløse det. Dels fordi Alice ikke er i kontrol over, hvad der sker og hvorfor, og dels fordi hun ikke er klar til at indgå i en relation med en mand på den måde, hun går og fantaserer om. Filmen rummer en række vidunderlige onaniscener, hvor vi får et indblik i Alices fantasier. En af dem er et møde med en ældre mand, et møde der dirrer af alskens seksuelle spændinger og til slut klimakser med: en dans. I en anden fantasi står hendes drømmefyr bøjet ind over hende, og river en regnorm i stykker ud over hendes nøgne køn. Sex er ikke nødvendigvis målet eller pointen endnu.

Den helt unge kvindes opblomstrende seksualitet har det indbyggede paradoks, at alt kan være genstand for begær, men intet kan forløse det.

Filmen var egentlig færdigproduceret i 1976, men udkom først i 1999. Den var for grænseoverskridende, Breillat var en »skamplet« på Frankrig, lød den hårde dom. Kritikere mente, at den var provokerende for provokationens egen skyld, andre (mandlige kritikere) mente bare, den var komplet nonsens fra start til slut. Der skulle ellers noget til at skabe røre af denne kaliber i 70’ernes ellers så grænsesøgende, franske offentlighed. Og selvom filmen senere fik lov at udkomme, så betød det ikke, at Breillat fik genoprejsning. Den danske filmkritiker Christian Monggaard skrev i 2004 et længere portræt af instruktøren, hvori han blandt andet karakteriserer flere af hendes film som trættende lommefilosofi, og også skriver:

»hun pakker sine sexscener så fysisk uinteressant og forceret ind, at de ikke virker som reelle transgressioner, men netop desperate forsøg på at turde noget, som andre ikke tør. De virker ikke anfægtende, fordi den sammenhæng, de indgår i, sjældent overbeviser. Dertil er hendes personer for ofte livløse postulater.«

Monggard anerkender godt nok, at han som mand måske ikke er kvalificeret til at kaste sådan en dom, men han gør det jo ikke desto mindre. Og han er bestemt ikke alene med sin holdning, selvom den beskriver en helt, helt anden filminstruktør, end den jeg nu har lært at kende.

Men hvorfor er Breillat så farlig? Hvorfor er En rigtig pige en ufin film?

Det kan umuligt skyldes, at filmen er banal i sit udtryk. Faktisk er der truffet en række ret geniale filmtekniske valg, som gør, at den ikke minder om noget, jeg har set før. For eksempel er filmen optaget uden lyd, og i stedet for at benytte skuespillernes stemmer, er det Breillats egen søster, der lægger stemme til Alice, og Breillats egen mor, der lægger stemme til Alices mor. Det er næsten lidt uncanny, hendes egen familie iklædt levende masker på den måde. Det sætter en stor streg under de ubehagelige familiedynamikker, der er under lup i denne film, hvor Alices forældre må vænne sig til, at deres datter er ved at blive en kvinde. Filmen veksler mellem drømmelignende seancer, reelle sexfantasier og virkeligheden, og det er ikke altid lige til at regne ud, hvad der er hvad. Filmens klipning, soundtrack, billedsprog. For mig er den et lille mesterværk, og den ubetinget mest sande film, jeg har set, der skildrer den unge piges seksualitet.

Tabubelagt og ufri, sådan kunne man godt fortolke den unge seksualitet, fordi den aldrig blev italesat, men sådan husker jeg det ikke. Hemmelighedskræmmeriet gjorde tanken fri.

Breillat har lige siden debutfilmen kredset om og skildret den kvindelige seksualitet. Ligesom de fleste andre produktive instruktører er nogle film bedre end andre, men Breillat er interessant, har en distinkt stil, et klart projekt. Hun skriver kloge manuskripter, hendes film er endda også vanvittigt humoristiske, men det er svært at finde et seriøst medie, der afdækker hendes film ordentligt. Magasinet The New Yorker har som en undtagelse skrevet et indgående portræt af hende tidligere i år, der markerer, at hun snart kan fejre 50-års jubilæum som instruktør. Det er ikke lykkedes mig at finde en eneste artikel fra et dansk medie med en positiv vinkling på eller anmeldelse af hendes værk.

Desuden er Breillat også forfatter til flere bestsellerromaner. Hun skrev sin første bog som teenager, og den udkom, da hun var 17 år gammel. Bogen blev forbudt for folk under 18 år, hun måtte teknisk set ikke læse sin egen bog.

Jeg kan ikke finde meget andet end hårde domme og anmeldelser, der som Monggaards portræt affejer hendes projekt som uintelligent provokunst. Lander man på den konklusion, så må det skyldes, tænker jeg, at man lader sig distrahere af ”provokationerne” og ikke ser filmen. Eller at temaet ikke optager en, selvfølgelig. Spørgsmålet er, hvilke elementer der er tale om, som er så grelle, at Breillats kunst gang på gang er blevet miskendt og affejet.

I tv-serien Sex and the City, som uanset hvor forældet den måtte blive, unægtelig har udgjort min og mange andre kvinders mest væsentlige seksualundervisning, er der et afsnit, hvor den blufærdige og snerpede Charlotte udskammes af sine tre, mere frigjorte veninder, fordi hun tilstår, at hun aldrig har benyttet et håndspejl til at tage et kig på sit eget køn. De tre veninder er i chok. Ikke nok med, at Charlotte er snerpet i sine forhold til mænd, så er hun også for snerpet til at lære sin egen krop at kende.

Jeg er Charlotte. Bortset fra, at det er jeg slet ikke. Der er sex over alt i denne tid, jeg er ung i, og jeg græmmes ikke. Andres kroppe frastøder mig ikke. Min egen krop frastøder mig ikke, så længe det er en anden, der indtager den. Sådan har det været, siden jeg 16 år gammel og temmelig beruset indvilligede i at gå med en meget ældre, fremmed mand tilbage til hans telt på Skanderborg Festival. Jeg tænkte ikke over det på vej derhen eller på vej tilbage. Det var ikke farligt, det var ikke noget særligt, og lynhurtigt fandt jeg ud af, hvilken rolle, jeg skulle indtage, for at passe ind i samkvemmets sociale kontekst. Det var næsten lidt trygt, jeg faldt på plads. Men at udforske min egen krop, alene? Undersøge mit eget begær? Akavet. Og ikke bare det; svært, fremmedgørende, farligt.

At tage et spejl, som Charlotte i sidste ende lykkes med at gøre (og finder stor nydelse i), og tage ejerskab over alt det, jeg ellers helst giver væk? Aldrig i livet. 

I Catherine Breillats film Romance fra 1999, der hører til blandt de mest omdiskuterede af hendes film, er hovedrollen en kvindelig nymfoman ved navn Marie (længe før Lars von Triers Nymphomaniac), som er dybt forelsket i sin kæreste, der ikke er synderligt interesseret i at have sex med hende, medmindre hun virker afvisende overfor ham. Og det gør hun i sagens natur sjældent som nymfoman. Derfor begiver hun sig i smug ud af deres klinisk hvide hjem, for at finde berøring andre steder. Hendes eskapader bliver gradvist mere og mere grænseoverskridende for hende, som de mænd, hun møder, kræver voldsommere ting af hende. En dag er hun dog nødt til at klare ærterne selv, og vi bevidner en onaniscene, der næsten gør ondt. Hun ligger på sengen og gnubber sig selv med komplet samlede ben, som en lukket østers. Bondage, S/M og prostitution er indenfor hendes grænse, men at sprede benene for sig selv er en umulighed. For intimt, måske?

Romance er en helt igennem voldsom film. Med nærbilleder af både rigtig penetrationssex og en rigtig fødsel (og de to seancer, der krydsklippes sammen, tro mig, det kræver en mave af stål), er det naturligvis ikke en film, der repræsenterer den gængse kvindes seksualitet. Og dog. Jeg kender alt til at lede efter mig selv i andres blikke og holde en afstand til mig selv. Lukke mig som en østers.

Men det har vel ikke altid været sådan, tænker jeg, da jeg ser den stakkels nymfoman kæmpe med at nå i mål uden rigtigt at røre ved sig selv. Hvornår skiltes jeg fra min egen krop? 

På mit eget børneværelse omtrent 40 år efter, Breillat lavede En rigtig pige, aner jeg ikke, hvad en orgasme er, men jeg har lige fået min første. På en eller anden måde har jeg dog fanget, at det nok er noget lidt forbudt. Det skete også ved et uheld. Jeg går og samler mod til mig, tør ikke rigtigt spørge min mor, hvad der lige skete der. Efter nogle dage kan jeg alligevel ikke tøjle nysgerrigheden længere. Jeg forklarer hende hvad der skete, følelsen, det affødte, og med det samme stivner min mors blik. Det er en voksenting, der kan ske for kvinder en gang i mellem, lyder svaret, og hendes chokerede ansigtsfolder fortæller mig, at det skal jeg ikke tale mere om, endsige gøre igen.  I dag kan min mor ikke huske ordvekslingen, hun ryster lidt på hovedet ad sin egen reaktion. Men det, hun til gengæld kan huske, var da hun selv for første gang stillede sin egen mor et lignende spørgsmål. Dengang lød svaret, at den slags grimme ting er der ingen, der gider snakke om.

De fleste forældre ønsker vel grundlæggende ikke at opdage, at deres børn er seksuelle væsner. Naturens gang er en kold spand vand i hovedet. Alices mor, der kigger både kærligt og misbilligende på sin datter, den form for ulogiske magtkamp, der udspiller sig, fordi der kun kan være én voksen kvinde i huset, og det må være moren – for et splitsekund siden var det jo hende, mændenes øjne faldt på. Og farens blik, der også har forandret sig. Han har selv en affære med en kvinde, der er tættere på at være på alder med Alice end med Alices mor, og selvom han er far, en helt almindelig far, selvom det her er en almindelig familie uden sære seksuelle tilbøjeligheder og incest, så lyver blikket ikke. Når han ser på sin datter nu, ser han også en ung kvinde. Hans blik indeholder en snert af den tilfredse vurdering, andre mænd overøser Alice med. Han fortæller hende, som det mest naturlige i verden, at hun ligner en rigtig kvinde. 

Det er ikke altid kønt, det der foregår i hjemmet, når døtre bliver voksne, men for Breillat er det den største naturlighed at skildre disse dynamikker. Det er klamt, akavet og ubehageligt for alle parter – i glimt, i hvert fald – men det er også ganske almindeligt.

Alt, Breillat gør, styrer mod at give kvinder et spejl. Det er ikke meningen, at mænd skal relatere til de mænd, der er med i hendes film. De skal lære noget om kvinder, og kvinder skal lære noget om sig selv.

Efter jeg lærte grænserne for, hvad man kan tale om og ikke tale om i et hjem, holdt jeg mit begær for mig selv som en hemmelighed og spillede uskyldens komedie. For drengene i min klasse var det anderledes, deres seksualitet var over det hele. I frikvartererne smækkede de mest frembrusende af dem porno op på klassens smartboard, jeg kan ikke engang huske, hvad de satte på, jeg kiggede væk, og det gjorde de andre piger også. Mine veninder og jeg talte aldrig om nydelse og fantasier, ikke før, der kom reel sex ind i billedet. Engang udviklede en legeaftale med en veninde sig til noget, der kunne mime en seksuel situation, en leg, vi begge fik nydelse ud af. Det var sent i barndommen, så sent, at det måske var min sidste legeaftale nogensinde, før vi holdt op med at bruge det ord. Selv dette italesatte min veninde og jeg aldrig bagefter, ikke med et ord, ikke med et blik. Helt upåvirkede fortsatte vi vores leg bagefter.

Tabubelagt og ufri, sådan kunne man godt fortolke den unge seksualitet, fordi den aldrig blev italesat, men sådan husker jeg det ikke. Hemmelighedskræmmeriet gjorde tanken fri. Ligesom hos Alice kunne alt være genstand for mit begær, for forventningerne til det var ikke blevet afgrænset endnu. Andres blikke, mænds blikke, lod mig vide, at forventningerne var der, den unge pige har en seksualitet, det store barn har en seksualitet, alle kan se det, men så længe ingen taler om det, er det en fri størrelse. På godt og ondt.

Jeg husker at cykle gennem byen i sommeraftenen og have maven fyldt med sommerfugle over ingenting konkret. At tage hvide sommerkjoler på og stirre på mig selv i spejlet, »æde mig selv bid for bid« som Alice formulerer det. Jeg skelnede ikke mellem hvem, jeg gerne ville være sammen med, hvem, jeg respekterede på et mere platonisk plan, min lærere for eksempel, og hvem, jeg selv gerne ville være. Det kom ud på ét.

Nu savner jeg den frihed. Jeg kan blive så mæt af altid at tale om min seksualitet som noget, der kan kvantificeres, noget, hvis nytteværdi jeg kan maksimere. Orgasmegap, æstetisk sexlegetøj, tabuer, der skal brydes. Sund, moderne sex på formel. Men hvad med at cykle ud i sommernatten, forblændet og forført af hemmelige idéer?

I Erotikken kortlægger den franske filosof Georges Bataille menneskets erotiske adfærd med henblik på at bevise, at mennesket konstant drages mod en overskridelse af den orden, vi selv har skabt – den orden, der er grundlaget for det fungerende, moderne samfund. Overskridelsen er positiv: her oplever mennesket at træde ud af isolationen, at blive en del af en større sammenhæng, at give liv. Erotikken er et af de få steder, hvor mennesket kan overskride samfundets forbud. Alligevel adskiller erotikken sig fra dyrenes seksualitet, fordi vi som mennesker har et sprog for erotikken. Den dyriske seksualitet er sprogløs. 

Når erotikken er en positiv og meningsfuld overskridelse af samfundets forbud, handler det for Bataille om, at individet kan opløses for en stund. Det er en vekselvirkning, der er helt essentiel for mennesket: Vi har brug for orden, og vi har brug for orden for at overskride denne orden.

Men der er noget ved den unge piges seksualitet, der ikke helt passer ind her. Man kan ikke reducere alt det, der foregår inde i Alice, til en dyrisk seksualitet. Hun er ekstremt sansende og nysgerrig. Sulten på at opleve så mange grænseoverskridelser som muligt, og i den grad i færd med at formulere et erotikkens sprog for sig selv. Hun er blot ikke klar til at fuldføre erotikken og gøre det med en mand.

Når de mænd, hun fantaserer om, kommer for nær, trækker hun sig igen. Begæret forløses ikke, og derfor kan overskridelsen heller ikke finde sted, så hun kan vende tilbage til normalen. Hun befinder sig i en tilstand af grænseoverskridelse, ingen kan vide sig sikker, alt, hvad Alice ser, fordrejes, forskrues og fortolkes af hendes lidenskabelige blik. Og dét har samfundet – i filmen, men måske også i biografen? – svært ved at rumme. Alices mystiske tilstand, der er forbudt at italesætte, fordi hun er et barn, men som ikke desto mindre fylder det hele, når hun træder ind i et rum. At alt kan ske i den unge seksualitet, fordi ingen taler om den, ingen har part i den endnu. Det er noget så umuligt som en sprogløs erotik. Det er en kæmpe frihed at være i, men det er forfærdeligt at være vidne til for Alices forældre, for sure nabokoner og for manden bag mig ved visningen i Cinemateket, som ikke kan holde små frastødte udråb tilbage, når Alices begær retter sig mod noget, der ikke er passende, unge mænd. Er det derfor, Catherine Breillat er så provokerende? Fordi hun zoomer ind på noget, hvis eksistens vi helst ikke vil anerkende?

I portrættet af Breillat bragt i The New Yorker sammenligner hun sig selv med en entomolog, altså en person, der studerer insekter, fordi hun vover at nærstudere sine emner uden at vende hovedet væk. De helt små detaljer kommer frem i lyset. Det er meget godt beskrevet. Vi tåler alle at leve med fluer, men skulle vi altid mindes om, hvordan de ville se ud i kæmpestørrelse, ville det komplicere en fredelig sameksistens drastisk. Vi kan leve med dem, fordi vi har lært at ignorere dem.

Når Breillat reduceres til lommefilosofisk provoinstruktør, kan jeg godt forestille mig hvorfor. Unge, franske piger, der udforsker deres seksualitet med langt ældre mænd, hede somre og korte kjoler, parodier på lolitascenarier i det forførende Sydeuropa, grænseoverskridende sexscener. Sådan kunne det også sagtens ende. Men noget er galt. Se blot, hvordan det franske landskab tager sig ud i Breillats film – navnlig En rigtig pige, men også 36 Fillette, Catherine Breillats næstældste film (som hun i øvrigt skrev på en enkelt dag) – det er ikke Eiffeltårn og riviera, det her. Vi er i det industrielle Frankrig, det rurale Frankrig, det provinsielle Frankrig. Naturen er lige linjer af træer, der skal fældes og ophugges. Det berusende natteliv er et landsbydiskotek, der frekventeres af de samme mennesker.

Det hele er grimt og kedeligt. Alice fantaserer om at tage på stranden med sin veninde, men den strand, Alice har adgang til, er fyldt med affald, olietønder og rester fra døde dyr. Det kunne ikke være mindre berusende, sanseligt og erotisk end det her. Maden rådner, fluerne sværmer. Alice emmer af begær, men det er ikke et begær, hun deler med seeren. Beruselsen findes kun inde i hende selv, verden omkring hende er jo styg. Selv de mænd, hun fantaserer om, er hun i sidste ende helst fri for.

Og kroppen, Alices krop, repræsenterer heller ikke ligefrem en lolitafigur. Hun er ingen blomsterknop, der må tvinges åben. Hun er moden af sin alder, kroppen går ligesom over sine bredder. Hun kæmper kejtet med at afklæde sig selv, hun iklæder sig tøj, der kun akkurat dækker, hvad det skal – og det ikke på en flatterende og udfordrende måde, det er mere kikset end det. Hun ved ikke, hvordan hun skal klæde sig, for hun er kun lige ved at lære sin nye krop at kende. Alting buler lidt forkert.

Selvom hele filmen kredser om begæret, er det hele herligt uskyldigt, frit, legende. Alice er ingen pakke, seeren ønsker sig at pakke op. Mange af de samme ting kan i øvrigt siges om den 14-årige Lili i 36 Fillette. Det er ret vanvittigt, at Breillat lykkes med at skildre den unge seksualitet så privat, selvom filmene er så intenst kropslige. På den måde lykkes Breillat med noget meget vanskeligt, nemlig at skildre et begær vendt mod disse unge piger, uden at tillade, at man som seer reproducerer det samme begær. Man er vidne, ikke deltager.  

Alligevel tager Breillat seeren med bukserne nede, når man i En rigtig pige og 36 Fillette næsten kommer til at sidde og tigge om, at Alice og Lili vil gå i seng med de ældre mænd, der tiltrækkes af dem. I begge film er pigerne ikke helt klar, selvom de gerne vil udforske det spil det er at forføre et andet menneske, og derfor får de kolde fødder igen og igen. »Du kan ikke lege med en mand på den måde!« lyder den frustrerede respons gang på gang, og som en, der for længst har vænnet sig til at behage i den slags relationer, tager jeg mig selv i at tænke, at det kan de da ikke, nej.

I virkeligheden er kernen, at Breillat udstiller, at vi finder det vanskeligt at håndtere den unge kvindes begær, fordi det ikke har et objekt. Det får aldrig et afløb, opnår ikke et klimaks, vækkes ikke af noget konkret. Så snart, der kommer en mand ind i billedet, er vi igen på sikker grund: Nu kan overskridelsen finde sted indenfor de rammer, vi finder passende. Alt er under kontrol. Og det kan jo af gode grunde først ske, når pigen når en vis alder. Så indtil da lader vi helst som om, at denne kropslige og seksuelle udvikling ikke finder sted.

Også i Romance forsøger nymfomanen Marie at genfinde ungdommens seksuelle frihed. Vi kan kun genopleve ungdommens nysgerrige og naive begær i mødet med den fremmedes blik på os, siger hun, når hun tager på bar for et forføre et fremmed menneske. Hun udsætter den seksuelle akt så længe, hun kan – at begære på afstand, at sitre med forventning, at søge efter sig selv i den fremmedes blik repræsenterer alt sammen ungdommens nysgerrige selvoptagethed. Herefter banker virkeligheden på.

»At se film er at genkende sig selv« har Catherine Breillat for nylig sagt i et interview til Criterion Channel. Når hun udover sin forfatterkarriere også begyndte at lave film i sin tid, så skyldtes det ifølge hende selv, at filmmediet tilbyder noget, litteraturen ikke gør: Den direkte konfrontation med sig selv på lærredet. Og alt, Breillat gør, styrer mod at give kvinder et spejl. Det er ikke meningen, at mænd skal relatere til de mænd, der er med i hendes film. De skal lære noget om kvinder, og kvinder skal lære noget om sig selv. Det har Breillat sagt ved flere lejligheder, men noget tyder på, at mandlige kritikere verden over ikke har fået den memo.

At reducere hende til provokerende er at reducere den kvindelige seksualitet til det samme. At anskue hendes værk som en skamplet er derfor også at vække en skamfuldhed i mig, jeg ikke vidste, jeg bar rundt på. Nok er hendes film voldsomme, men sex og begær er voldsomme størrelser at skildre – ikke mindst den umyndige piges begær og de mennesker, der ønsker at involveres i den. Breillats film er fyldt med billeder, der klæber sig til min nethinde, og i de klip ser jeg mig selv igen og igen.