Hvorfor fylder neurodivergens så meget i psykiatrien, når det ikke er en sygdom?

Forestil dig et sted, hvor hver tanke, hver bevægelse, ja selv den mindste lyd, du laver, er under opsyn – et liv, hvor du ikke kan være dig selv, men må bøje dig for en usynlig hånd, der kræver, at alt følger én fast rytme, én snæver takt uden plads til noget, der stikker ud.

I sin bog Asylums kalder den amerikanske sociolog Erving Goffman sådanne steder »totalinstitutioner«: tænk på gamle sindssygehospitaler, hvor en altomfattende kontrol tvinger folk ind i en stram ramme, og frihed kvæles under et net af regler.

Det er som at leve i en maskine, der ruller alt fladt – ingen tolerance for det, der ikke passer ind i den ene tilladte form; »mortifikation af selvet,« som Goffman kalder det: en langsom kvælning af din personlighed, hvor du presses til at lægge det, der gør dig til dig, væk for at passe ind. 

I hans senere værk, Stigma, går han videre: Samfundet sætter et mærkat på dem, der ikke følger normen – en »spoleret identitet,« et udtryk han bruger, fordi afvigelse fra normen i samfundets øjne forringer den sociale accept, en person ellers ville have fået, så de gøres til en fremmed i deres egne omgivelser.

Det er en skam, der sniger