Et dyr der formår at undre sig over sin egen evne til undren
Ordet encyklopædi er et kompositum bestående af det græske enkyklios, som betyder ’kreds’ eller ’ring’, og det ligeledes græske paideia, ’opdragelse’ eller hvad vi i dag kender som ’pædagogik’. Hvad der findes i denne kreds af viden, bør således sammenfattes i det encyklopædiske værk.
Nu foreligger et encyklopædisk værk af Jacob Bittner, den danske filosof samt forlægger og redaktør på Forlaget Senmund, hvorpå bogen er udgivet, med titlen Filosofidyr. Begreber til at tænke med og mod. Encyklopædisk fordi bogen på en ikke-kronologisk måde introducerer 25 filosofiske begreber med dertilhørende filosofiske tænkere som repræsentanter for de respektive begreber. Således kan et sådan dobbeltopslag hedde Anerkendelse (Hegel), Jeg (Descartes) og Tid (Augustin). Efter hvert opslag hører et kort stykke, der opridser nogle filosofihistoriske perspektiver og analytiske sammenligninger til det netop behandlede begreb, sådan at man præsenteres for forslag til, hvilke andre filosofiske tilgange, der kunne være værd at besøge.
Bogen opfordrer sin læser til en encyklopædisk læsning, således at man kan »tage et kig på begreberne i indholdsfortegnelsen – og så gå til den side, hvor der er noget, man mærker må vægtes højere end andet.« Det er Bittners filosofipædagogiske ærinde at lade sin læser gå til begreberne med denne subjektive indgang, hvor en encyklopædisk struktur ganske oplagt styrker denne hensigt. Således sættes paideia i encyklopædi.
Bogen giver sig i kast med store og klassiske filosofiske tematikker. Der anføres fx en reflektorisk undren over problemet ved ontologisk at bestemme begrebet ’intet’. Denne gennemgang læses dog som en associativ tankerække, der udelukkende stammer fra Bittners egen filosoferen. Det er ærgerligt at en sådan tankerække ikke suppleres med den adækvate filosofihistoriske referenceramme, når nu tænkere som Leibniz, Heidegger og Sartre netop har behandlet den pågældende problematik.
Til gengæld indsættes denne subjektive undren i netop subjektivitetens domæne af genkendelighed og hverdag: Man forskubber muligvis objektet for undren i forsøget på at indfange det, sådan som det gør sig gældende med fænomenet ’intet’. Men ikke desto mindre kan intetheden få betydning for os, påpeger Bittner. Fraværet af en SMS fra kæresten, fraværet af kæresten, fraværet af nærværet osv., er alt sammen noget, der gør det tydeligt for os, at ’intet’ kan påvirke os. Det er i øvrigt denne angst for intet, som Kierkegaard anser for angstens betingende omstændighed, modsat frygtens frygt for ’noget’, sådan som det fremgår af dobbeltopslaget Angst (Kierkegaard).
På denne måde fungerer Bittners filosofipædagogiske ærinde, som ønsker at lade filosofihistorien komme til live i lyset af den levede erfaring, ganske godt. Besynderligt er det dog, at denne interessante beskrivelse af intethedsproblematikken ikke får lov at blive udfoldet i et opslag for sig.
Det er en særlig følelse af åndelig anerkendelse og tankemæssig samhørighed, som transcenderer rum og tid.
Som et parallelt narrativ til den encyklopædiske opslagsstruktur ligger der som en slags skjult diskurs i bogen en filosofisk antropologisk refleksion over menneskevæsenet: Mennesket er det væsen, »der bliver bevidst om sig selv«. Mennesket er et »tænkende dyr«, et »fornuftsdyr«, »det teknologiske dyr«, »et dyr, der kan forstå sig selv« og er altså ganske titelkyndigt »et filosofidyr«, der formår den metarefleksive praksis at undre sig over sin egen evne til undren.
Trods bogens eksplicitte opfordring til at læse opslagene sporadisk og ikke-kronologisk, former der sig altså alligevel en slags fortælling om mennesket som det forunderlige og exceptionelle væsen, der er forsynet med evnen til fornuft og tænkning.
Det er en filosofipædagogisk formidlingsbog, som giver nogle indførende håndsrækninger til, hvordan man som tænkende individ kan tilgå det filosofihistoriske tankegods, hvilket til tider kan være ganske svært at navigere i, endsige turde at tænke selv med. Bogens pædagogiske sigte baserer sig på den forudsætning, at enhver har sin egen indgang til filosofien. Det er en slående oplevelse at støde på en filosofisk udlægning, måske skrevet for 250 år siden, der på koncis og artikuleret vis genspejler en tanke, som på uartikuleret vis har rumsteret i hovedet på én, som man måske i al hemmelighed har brygget på eller som har forundret én siden barnsben.
Det er en særlig følelse af åndelig anerkendelse og tankemæssig samhørighed, som transcenderer rum og tid. Dette er Bittner klar over, og ser et pædagogisk potentiale i netop at lade sin indgang til filosofien animere af en allerede eksisterende interesse eller et tankemæssigt afsæt fra egen hverdag, sådan at man kan starte dér, »hvor der for én selv er noget, der tynger«.
Der er ganske vist et filosofipædagogisk element i at lade ens filosofilæsning tage afsæt i det velkendte og subjektivt erfarerede. Snævert bliver det dog, hvis filosofien ender med udelukkende at »assimilere ånden til det herskende princip«, sådan som Theodor W. Adorno kritiserer den traditionelle tænkning, der netop lader det etablerede og status quo blive referenceramme for tænkningen. Holder filosofien sig inden for denne ramme, ender tænkningen blot med at bekræfte og legitimere det eksisterende, uden evne til at ændre noget.
Men formidlende er bogen, og filosofipædagogisk bliver det særligt, når Bittner eksempelvis præsenterer Immanuel Kants kategoriske imperativ: »Det er et imperativ. Det vil sige: Noget, man bør gøre. Og det er kategorisk. Det vil sige: Noget, som ikke kan diskuteres.« Således indskriver bogen sig i en filosofiudgivelsestradition, som aktuelt ser udgivelser, der helt grundlæggende forsøger fx at ”læse Kant forfra” og at beskrive ”Hegel for et større publikum” osv. Filosofidyr er en bog, som lykkes med at ramme bredt, og man kunne i et almendannelsesperspektiv forestille sig bogen som en filosofikumbestanddel.
