Konkurrencestatslige udskud

Tuen udkom lige midt i endnu en debat om Maj My Humaidan, danskernes arbejdsliv og arbejdsmarkedets krav, og selv om Annika Norlins roman ikke udspiller sig på Ærø, men i en svensk skov, deler den alligevel en fundamental tanke: Måske kunne vi gøre tingene anderledes. 

Det er i hvert fald det, der får Emelie, en på tiende år eller deromkring løstansat og udbrændt journalist, til at sige sit job og sin dyre bylejlighed op, pakke sit telt og trangiasæt og slå sig ned midt i en skov som en moderne, svensk Thoreau. Langsomt finder hun ud af, at hun har slået lejr tæt ved et slags kollektiv i en bygd, hvor der bor nogle, der heller ikke passer ind i accelerationssamfundet.  

Selvom det ikke er samfundsanalysen, der trækker læsset, vejer Norlins karakterskildringer godt op for forudsigeligheden. I kollektivet, som de kalder for Tuen (myreanalogier er ret åbenlyst et gennemgående spor), hvis forskellige historier og veje ud af samfundet blive