Kunstanmeldelsen er død, kunstkritikken længe leve!

Man siger, at det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens ophør. Kan man også sige, at det er lettere at forestille sig kunstens død end en kunstverden uden kunstkritik?

Måske ikke, hvis man er de kulturredaktioner i det danske medielandskab, der de seneste år har nedprioriteret kunststoffet i en sådan grad, at der synes at være tale om en reel nedlæggelse.

Omvendt har flere stemmer i kunstverdenen – forstået som det kredsløb af mennesker, institutioner, diskurser og økonomier, der producerer udstillinger med kunstværker – reageret på nedprioriteringerne på en måde, der giver indtryk af, at kunstverdenen ikke kan se sig selv uden kunstkritik.

Men er kunstkritik virkelig nødvendig for kunstverdenen? 

Personligt er jeg med på modstanden mod kulturredaktionernes prioriteringer, så langt, at jeg mener danske medier selvfølgelig skal dække kunst og prioritere kunstkritik. Men jeg er samtidig klar til, at den del af kunstkritikken, som er kunstanmeldelser, helt droppes. Af den simple grund, at jeg ikke kan se, at de længere bidrager med noget væsentligt og produktivt. Tværtimod synes jeg, at de modvirker, at samtalen om kunst og det, ku