Kunstanmeldelsen er død, kunstkritikken længe leve!

Man siger, at det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens ophør. Kan man også sige, at det er lettere at forestille sig kunstens død end en kunstverden uden kunstkritik?

Måske ikke, hvis man er de kulturredaktioner i det danske medielandskab, der de seneste år har nedprioriteret kunststoffet i en sådan grad, at der synes at være tale om en reel nedlæggelse.

Omvendt har flere stemmer i kunstverdenen – forstået som det kredsløb af mennesker, institutioner, diskurser og økonomier, der producerer udstillinger med kunstværker – reageret på nedprioriteringerne på en måde, der giver indtryk af, at kunstverdenen ikke kan se sig selv uden kunstkritik.

Men er kunstkritik virkelig nødvendig for kunstverdenen? 

Personligt er jeg med på modstanden mod kulturredaktionernes prioriteringer, så langt, at jeg mener danske medier selvfølgelig skal dække kunst og prioritere kunstkritik. Men jeg er samtidig klar til, at den del af kunstkritikken, som er kunstanmeldelser, helt droppes. Af den simple grund, at jeg ikke kan se, at de længere bidrager med noget væsentligt og produktivt. Tværtimod synes jeg, at de modvirker, at samtalen om kunst og det, kunst handler om, for alvor udvikler sig udover kunstverdens egne rækker, dens interne regnskaber og hierarkier, og bliver en del af en bredere offentligt samtale. 

Lad mig forklare. 

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at det, jeg er interesseret i, er at rejse en principiel diskussion af kunstkritik snarere end af specifikke kunstkritikere og specifikke kunstanmeldelser. De diskussioner er også vigtige, men de kan komme efterfølgende.

Min interesse i denne diskussion udspringer af en undring og frustration over, at der meget sjældent bliver stillet samme kritiske spørgsmål til kunstkritikken, som der fortløbende stilles til kunsten. Hvorfor? Det er der sikkert mange forklaringer på, men en situation som den nuværende, hvor kunstkritikken mødes af fundamentale udfordringer i medierne, tror jeg, er en oplagt anledning til at stille sådanne spørgsmål. For at styrke kunstkritikken vel at mærke.

Det er kunstkritikkens opgave at stille kritiske spørgsmål til kunsten, dens værker og institutioner. Det er en opgave, der er historisk funderet. Og det er en opgave kunstkritikken gennem tiden – i mere end to hundrede år – overordnet set har løst med stort vid og gennemslagskraft. Den har oplyst og udfordret ved at sætte kritiske ord på kunstens udtryk, dens visioner og relevans. Som sådan har kunstkritikken spillet en afgørende rolle i udviklingen af den generelle forståelse af kunsten og dens værdi, både som noget i sig selv og som en del af en ikke-kunstnerisk verden.

Men tiden er også ved at være løbet fra kunstkritikken i dens nuværende form, sådan som den primært manifesterer sig i form af kunstanmeldelser i nyhedsmedier, inklusive medier specifikt for kunstkritik, og det er tid til at gentænke kunstkritikken hinsides anmeldelsen og prioritere at udvikle nye former for kunstkritik.

Det synes jeg i hvert fald.

Jeg havde selv været kunstkritiker i godt og vel to årtier, da jeg en gang hen mod slutningen af 10’erne måtte erkende, at det ikke længere var noget for mig. 

Kunstanmeldelser er som små sæbebobler. Nogle gange nedsablende, andre gange begejstrede, de allerfleste gangenok et sted midt imellem, men altid sig selv nærmest og pist væk og uden nogen længerevarende betydning.

På de forskellige avisredaktioner, jeg gennem tiden havde tilknytning til, havde jeg kun meget begrænset faglig udveksling med mine redaktører og kollegaer, både hvad angår konkrete artikler og kunstkritik generelt. Det var demotiverende. Faglig udveksling fik jeg til gengæld, da jeg i stedet begyndte at skrive for deciderede kunstfaglige tidsskrifter. Her mødte jeg et fællesskab med visioner for kunstkritikken, og det var der ny energi i, som gjorde, at jeg fik lyst til at forsætte. Men også i den kontekst mistede jeg motivationen, fordi jeg ikke rigtigt oplevede, at det, jeg skrev, havde nogen egentlig resonans. Jo, jeg oplevede at få ris og ros for anmeldelser, men det var internt i kunstverdenen og udviklede sig aldrig til dialoger. Den ene anmeldelse afløste bare den næste, uden at det førte til nye interessante diskussioner, hverken med mig selv, mine læsere eller den almene offentlighed. Derfor endte jeg til sidst med den erkendelse, at det nok var bedst, at jeg helt opgav at være kunstkritiker.

Jo længere jeg gik ind i erkendelsen, desto tydeligere blev det for mig, at min manglende motivation for at skrive kunstkritik i høj grad også handlede om en manglende motivation til at skrive den særlige form for kunstkritik, som er anmeldelsen, hvor jeg skulle bedømme en udstilling og publicere min mening i et medie. Det er den form størstedelen af kunstkritikken i det store hele har haft siden day one. Mere eller mindre uanfægtet. Vel at mærke samtidig med at kunsten og dens institutioner selv har undergået utallige forandringer i det samme tidsrum. Og i forlængelse af denne erkendelse spurgte jeg mig selv, om det ikke kunne give mening at ”opdatere” kunstkritikken hinsides kunstanmeldelsen.

Kunstanmeldelser i dag reflekterer i sprog og anslag en anden medievirkelighed end den, der eksisterede i slutningen af 1700-tallet. Selvfølgelig gør de det. Men det synes mere at være et udtryk for en generel udvikling i medierne – ikke mindst introduktionen af sociale medier – end udtryk for en udvikling af anmeldelsesgenren eller en dybereliggende historisk (selv)bevidsthed hos kunstkritikerne. Kunstanmeldelser praktiseres og præsenteres i medierne stadig forholdsvist traditionelt som værdidomme, der ikke skal diskuteres yderligere. Det er i hvert fald sjældent, at de medier, hvor anmeldelserne bringes, giver spalteplads til sådan en diskussion, eller at de kritikere, som har skrevet anmeldelserne, investerer og engagerer sig i en videre diskussion. Ligesom det også er sjældent, at kunstnere og kuratorer svarer på anmeldelser, fordi det stadig anses som en faux pas i kunstverdenen – uden anden ”begrundelse” end at ’sådan har det altid været,’ og at det er udtryk for nærtagenhed. I den medievirkelighed bliver kunstanmeldelser en slags dead end.

Man kunne også sige det sådan, at kunstanmeldelser er som små sæbebobler. Nogle gange nedsablende, andre gange begejstrede, de allerfleste gange nok et sted midt imellem, men altid sig selv nærmest og pist væk og uden nogen længerevarende betydning efter en kort tid i medierne, ud over de personlige og karrieremæssige betydninger, de kan have for de enkelte kunstnere eller kuratorer. De kan selvfølgelige være reelle nok – i både positiv og negativ forstand – men de er af individuel karakter.  

Internt i forhold til kunstverdenen, er det også alt for sjældent, at jeg oplever, at kunstanmeldelser genererer, hvad man kunne kalde ”god energi” i kunstverdenen. Skaber en generel begejstring, et overskud eller håb for kunsten. Snarere spiller de ind i et usundt magtspil, som desværre er udbredt i kunstverdenen. Et magtspil, der underminerer generøsitet, reel samtale og kollegialitet. Set i det perspektiv, er kunstanmeldelser en tabersag for kunstverdenen.

Udadtil i forhold til samfundet, ser jeg heller ikke kunstanmeldelser som nogen ubetinget gevinst. Jo, der strømmer nok lidt flere folk til de store institutioner, hvis en udstilling får gode anmeldelser i de store dagblade, men det er ikke i nogen nævneværdig grad tilfældet for anmeldelser af udstillinger på gallerier og kunstnerdrevne udstillingssteder. De kunstanmeldelser, som får opmærksomhed udenfor kunstverdenen, er i alt overvejende grad dem, der giver udstillinger negativ kritik, gerne med et sensationalistisk twist af enten latterliggørende eller mistænkeliggørende art. Effekten ved den type kunstanmeldelser er, at de forstærker en særlig dansk forestilling om, at samtidskunsten ikke er noget, man skal tage alvorligt, og at samtidskunsten samtidigt tager sig selv alt for alvorligt. Igen en tabersag.

Er det rigtigt set af mig? Det er i hvert fald svært for mig at se, hvordan anmeldelser af kunst i dag er med til at skabe nogle fællesskaber eller noget fælles grundlag for, at kunst og kunstnere kan indløse deres eksistentielle, kulturelle og sociale potentiale udenfor kunstverdenen. At bilde sig ind, at de gør det nu, er både naivt og arrogant.

Jeg indrømmer, at der stadig skrives substantielle og læseværdige kunstanmeldelser af nogle få af mine tidligere kollegaer. Respekt til dem. Men jeg overdriver alligevel heller ikke mere, end at jeg, når jeg taler med kollegaer i kunstverdenen, ofte får det indtryk, at de sagtens kunne undvære anmeldelser. Jeg kan i hvert fald godt. Jo, en god anmeldelse er bedre for humøret end en dårlig, og det skal ikke underkendes, for udover de psykologiske effekter kan en anmeldelses karakter også have helt konkrete økonomiske og karrieremæssige konsekvenser, positive såvel som negative. Men derudover er anmeldelser blandt dem, jeg socialiserer med, mest anledning til at snakke om den form for kunstkritik, man kunne ønske sig i stedet.

I en tid, hvor diversitet og mangfoldighed er dagsordenssættende i medierne, virker det for mig underligt tilbageskuende, ja faktisk anakronistisk, at holde fast i anmeldelsen som et for omdrejningspunkt i kunstkritikken. Dels fordi det er en form for envejskommunikation, der for længst er gjort op med i kunsten selv – og kulturen generelt – til fordel for mere dialogbaserede former for kommunikation. Dels fordi kunstkritikeren, ikke som tidligere, er en person med særlig privilegeret adgang til og viden om kunsten. I dag har mange samme adgang til og viden om kunsten som kunstkritikeren, og kunstkritikeren er blot den, der skriver om det i medierne, med hvad der dertil hører af mediedefinerede dagsordner.

I dag kan målet for kunstkritik for mig at se derfor ikke længere være at skelne god kunst fra skidt kunst, sådan som anmeldelsen hævder at gøre og berettiger sig ved. Anmeldelsen er en smagsdom, idiosynkratisk og subjektiv som alle andre smagsdomme, og som sådan holder den diskussionen af kunst fast i et forsimplet og arbitrært internt karakterregime, der blokerer for det, jeg vil mene må være det egentlige mål, hvis kunstkritikken skal komme videre: At integrere kunsten i de diskussioner som i øvrigt optager mennesker i samfundet.

Så min holdning er, at man skal droppe anmeldelserne. Drop dem. Helt. De vil ikke blive savnet mærkbart, tror jeg. Hverken i eller udenfor kunstverdenen. Og eksperimentér i stedet med alternative kritiske – opfindsomme, fremsynede og underholdende – måder at skrive om kunst på, der er frigjort fra kulturjournalistisk sensationalisme og interne pointerytterier, for i stedet som sit primære og oprigtige mål at engagere et bredt publikum i en anderledes åben og generøs samtale om kunsten og dens betydning udenfor kunstverdenen. 

Flere artikler, hvor dét at være kritisk er ensbetydende med at være undersøgende fremfor at være bedømmende. Flere artikler, som er reelt og målrettet optaget af at nå ud til og engagere den brede offentlighed i kunsten. Flere artikler, som sætter kunsten i mere direkte tværfaglig forbindelse med den verden, kunsten er så optaget af. Flere artikler, der søger opfindsomme anledninger til at skrive om kunsten og ikke bare lægger sig i slipstrømmen af galleriers og museers udstillingskalendere. Flere artikler, som ikke bare ansporer, men også engagerer sig i diskussioner. 

For det fortjener kunsten.

Er det så svært at forestille sig?