Tilbage til fremtiden

Det er et kritisk tidspunkt, den folkekære jazzmusiker og forfatter Benjamin Koppel indtager den kaffedunstende teatersal på. Der er gået scrolleri i den på de billige rækker, folk tager upassende mange toiletpauser, publikum klapper lidt dovent ad dagens talere efterhånden.

Benjamin Koppel indleder med en lun anekdote og slår første tone an på sin saxofon. Men ak, end ikke kunsten kan redde de mange kulturaktører, der er mødt op i dag. Mændene på min række scroller videre uden at kigge op. Kulturbranchen, et utaknemmeligt publikum. Så spiller han en ganske tragisk sang, der handler om 2. Verdenskrig. Nogen holder sig for ørerne. Jeg er fristet til at gøre det samme; musikken er umanerlig høj, og det er svært at rumme al den indføling, scenen byder an med lige nu, ovenpå så stenet et program. Jeg kan simpelthen ikke finde de følelser frem uden lidt forspil. Og kulturelskeren i mig er knastør lige nu.

»Har du bestilt et navneskilt?«

Sådan starter min dag på Avenue-T på Frederiksberg. En af de unge kvinder, der skal servicere og kontrollere gæsterne på dagens Artbeat konference, præsenteret af HAVE Kommunikation, Roskilde Universitet og Dansk Kulturliv, om fremti