Kritisk

Den danske litteraturkritik er altid i krise. Læserne flygter, dagbladene skærer ned. Man prøver at tænke nyt. Og pludselig står man med en plagiatsag.

Sagen om plagiat hos Berlingskes tidligere anmelder Katherine Diez må give anledning til at gå den danske litteraturkritik efter i sømmene. For årsagen til litteraturkritikkens krise behøver ikke være mangel på nytænkning. Måske er det, der skræmmer læserne væk, manglen på seriøsitet. Og man behøver ikke plagiere for at skrive useriøse anmeldelser.

For nogle år siden beskrev litteraturkritiker på Weekendavisen Kristian Ditlev Jensen i et essay, hvordan de danske dagbladsanmeldelser somme tider bliver til:

”Jeg har set en litteraturkritiker komme daskende ind for at hente en tyk, engelsk kriminalroman i Det Berlingske Hus klokken 9.00 om morgenen. Samme dag, ved middagstid, kunne redaktionssekretæren begynde at sætte hans for længst afleverede anmeldelse op. Rigtige kritikere æder ikke bøger til morgenmad. Men de kan sagtens læse hundrede sider hen over den.”

Nu, hvor Katherine Diez’ plagiatsag så småt er uddebatteret, må næste skridt være at diskutere, hvad der er seriøs litteraturkritik i almindelighed. F