Belæst til selvdestruktion
I Gustave Flauberts lomme af det 19. århundrede findes der litteraturens verden og resten af verden. Der skal gå meget galt, før de to mødes, og når det sker, bliver det som regel kun endnu værre. Ingen af Flauberts værker illustrerer bøgernes blindgyder bedre end Bouvard og Pécuchet, karrierens sidste og med adskillige længder mest mystiske roman, som kun findes i en dansk oversættelse på gotisk skrift af J. P. K. Bruun fra 1881.
Romanen slog simpelthen, efter Flauberts eget udsagn, sin forfatter ihjel. Men for at forstå, hvordan Flaubert endte med at lade noget så ufarligt som en roman tage livet af sig, er det værd at opridse baggrunden. Flauberts samlede produktion fylder ikke meget mere end 30 centimeter i reolen, og selvom der naturligvis er tematiske gengangere på tværs af det hele, kan den også ses som en langsom litterær revolution, der i sidste ende fører hen mod kulminationen i Bouvard og Pécuchet.
»Madame Bovary – c’es
