Stilige øvelser
De fleste af novellerne (og digtene og kortprosateksterne) i Harald Voetmanns nye samling, Parasitbreve – hans første novellesamling i 14 år, hjerteligt velkommen tilbage til genren! – kan måske bedst beskrives som stiløvelser, så lad mig forsøge at indkredse stilen frem for indholdet:
Det helt grundlæggende stilgreb i Voetmanns prosa er det, litterater kalder zeugma (og som retorikere, der har en mere påpasselig omgang med begreberne, siger, overhovedet ikke hedder zeugma): den stilfigur, hvor to uens stillejer blandes sammen.
Som i den tredelte beretning om hr. nuls 900 teser, hvor en mand på sit dødsleje erindrer, hvordan han i sin ungdom sad i et auditorium, hvor tilhørerne forsøgte at gendrive en forelæsers dunkle tanker med dumhedens midler, f.eks. ved at fjærte til svar på idéen om at »Fornuften ikke [skaber] fænomenerne, men gør ved sin indvirken det potentielt begribelige begribeligt.«
