Tre bøger med Thomas Levin

Den første bog, du vil anbefale, er en bog, der har inspireret dig i arbejdet med din rolle til stykket her. Hvilken bog er det? 

»Der er faktisk to værker, jeg gerne vil fremhæve. Det første er Mesteren og Margarita af Mikhail Bulgakov, hvor karakteren Woland (der er djævlen personificeret, red.) er interessant i forhold til stykket her. Der er en fornemmelse af sort røg, som også findes i min karakter, og noget med ord, der bliver til virkelighed. Og så rummer han en ironi og en skræmmende evne til at kunne gennemskue andre mennesker og deres adfærd. Det er et uudgrundeligt værk. Og jeg tror faktisk, det ligger udenfor, hvad jeg er i stand til at formulere sprogligt, fordi det opererer med så mange ting, der er svære at indfange. Der er så mange lag: historien bliver en del af historien, der bliver en del af en fortælling, det er en leg med virkeligheder.

Det andet værk er godt nok et drama, Richard III af William Shakespeare.«

Shakespeare tæller.

»Ja, gør han ikke? Richard III er i hvert fald også både en supermanipulator og et magtmenneske. Han er både grusom og forførende. Og så gør Shakespeare jo noget ret genialt. Han lader denne her superskurk have en fortrolig og næsten legende alliance med publikum, der gør, at vi på en eller anden måde er med ham, selvom hans mål og projekt er så destruktivt. Shakespeare giver så også Richard en samvittighed og lader ham blive hjemsøgt af mareridt over sine gerninger. Og han lader ham tabe til sidst. Det er ikke tilfældet med Surkov. Ham vil jeg måske nærmere beskrive som Richard uden nagende samvittighed. Det er næsten farligere. Endnu mere hævet over etik eller moral. Og selvom Surkov ikke har blod på hænderne, så har hans ord og metoder haft meget konkrete og blodige konsekvenser.« 

Din næste anbefaling er en bog om magt?

»Ja, og jeg vil gerne anbefale et værk, der er non-fiktion, så det bliver Rovdyrenes Tid af Giuliano da Empoli. Rovdyrenes Tid er en essaysamling, der tegner et ret skræmmende portræt af nogle nye magtbalancer. Særligt hele tech-oligarkiet og hele det demokratiske system, der bliver udfordret af nogle nye spillere. Empoli er blandt andet tidligere politisk rådgiver for den italienske premierminister, så han kender hele det politiske apparat indefra. Han skriver sindssygt godt. En god blanding af skarpe analyser og noget mere anekdotisk og malerisk. Han er virkelig dygtig til at gennemskue magtens semiotik. Hvordan den tager sig ud. Han har blandt andet nogle vidunderlige beskrivelser af, hvordan en leder iscenesættes i et fysisk rum: Jo større leder, jo mere utilgængelig og fysisk afsondret befinder han sig. For enden af en laaang gang, bag et endnu længere skrivebord. Bogen er både trist og skræmmende læsning, men ikke uden humor og faktisk også en lille flig af håb.«

Den sidste bog, du gerne vil anbefale, er en bog der har formet dig som kunstner – og som i øvrigt er skrevet af en russisk forfatter, ikke?

»Jo. Jeg uddannede mig som skuespiller i New York, hvor den ene af mine to lærere gjorde det meget klart, at det var vigtigt at orientere sig i og interessere sig for andre kunstarter også. Min lærer sagde, at Dostojevski nærmest var obligatorisk læsning. Måske på grund af Dostojevskis helt utrolige psykologiske forståelse og evne til at skildre karakterer. Og så gik jeg ellers i gang med at kaste mig over hans forfatterskab. Jeg bliver ved med at vende tilbage til Forbrydelse og straf, fordi det er sådan et vanvittigt karakterstudie. Den er voldsomt ubehagelig at læse, men dragende, fordi man bliver trukket helt ind i et menneske, der balancerer på randen af sindssyge. Og så har værket noget af det, jeg virkelig elsker ved en god fortælling: Sandheden i, at en karakter midt i en afhøring kan lægge mærke til politibetjentens guldknapper, der skinner på en forstyrrende måde. Altså at være i stand til at indfange alt det, der foregår i et menneske i en given situation, på så mange forskellige niveauer. At det, der foregår i bevidstheden, selv i voldsomt højspændte situationer, er en flerstemmighed.«