Tre bøger med Lina Rafn

Jeg har hørt rygter om, at du er en rigtig læsehest?

»Jeg elsker at læse, jeg får gjort det alt for lidt. Når jeg har fri, så er det det jeg gør.«

Okay, så du har bare ikke så meget fritid? 

»HA!« råber Lina Rafn, »Nej!«

Hvilken bog vil du anbefale alle at læse?

»Bogen, som jeg vil anbefale alle, skal man helst læse som barn, men ellers man jo læse den højt for nogle børn. Det er Michael Endes Den uendelige historie. Jeg synes, folk har glemt den, og det gør mig virkelig, virkelig ondt. Og så er der selvfølgelig alle de der Generation X-mennesker, der siger »jeg har set filmen!« og så har jeg bare lyst til at sparke dem i hovedet,« siger hun og griner.

»Jamen, de to ting har intet med hinanden at gøre, altså som i nul. Hele bogens pointe, bogens budskab, som er så vidunderligt, det er slet ikke en del af filmen. Jeg læste den selv som 13-årig, og jeg læste den selv højt for min datter, da hun var et sted mellem 8 og 11 år. Og hun var så begejstret, at hun sommetider stod op i sengen og råbte, og vi græd og græd og græd sammen. Vi taler stadig om den oplevelse, og nu er hun 15. Jeg kan ikke udtrykke en større begejstring for en børnebog end den.«

»Den er fantasifuld, den er dybsindig, den er medrivende, det er jo en thriller, for fanden. Men det er ikke en thriller hvor man er bange for om folk de dør, eller om de når et eller andet. Det er en thriller, der handler om selvindsigt, om at miste sig selv og at genfinde sig selv. Det er en filosofisk selvhjælpsbog som kan så mange ting på så mange planer. Den er skrevet i en tid, hvor kønsrollerne selvfølgelig er rimeligt nederen, så det må man se bort fra. Man kan godt blive sådan lidt, okay, den eneste pige i bogen er bare sådan en dukke. Men bogen er stadig fucking amazing.«

Hvilken stor læseoplevelse har du haft for nylig? 

»Jeg har lige afsluttet en klassiker, som jeg fik anbefalet. Det er Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien. Jeg hørte nogen nævne den på P1, og tænkte at den skulle jeg læse, og opdagede så, at jeg ikke kunne få fat i bogen før november eller sådan noget. Så nu har jeg gjort noget, jeg normalt ikke gør mig i, nemlig at høre den på lydbog. Jeg kan ellers godt lide at bladre, jeg kan godt lide papir, jeg kan lide følelsen af at sidde med det i hænderne. Men det var stadig en god oplevelse at læse den.«

»Den har et sprog, som jeg stadig kan huske en flig af, fra de gamle mennesker i min egen familie. Den har den her nordiske underspillethed, der er noget indirekte og subtilt ved den, som samtidig er enormt storladent. Det er potent, men serveret med en underspillet humor og ironi. Intet er eksplicit, og det er egentlig noget, jeg kan blive superirriteret over. Lidt som da jeg flyttede fra København til Jylland, og jeg bare tænkte ”hvorfor kan I ikke bare være begejstrede, altså?” Men det er sådan en gammeldags, nordisk disciplin, at det er vulgært at være for direkte. Det har noget charme. Og det er et persongalleri, hvor man er lidt irriteret på dem alle sammen, men alligevel holder man af dem. Det er en dobbelthed, jeg godt kan lide. Jeg hader entydige karakterer.«

»Jeg synes faktisk, den er et tidsbillede på noget, der på den ene side ikke er længe siden, men samtidig er det en verden, der næsten er ugenkendelig. Det er fascinerende at læse om, hvordan mennesker levede, og hvad de bedrev i løbet af en dag, i løbet af et liv.«

Kan du anbefale en bog, du altid vender tilbage til? 

»Nej, for jeg vender ikke tilbage til bøger. Jeg læser en bog én gang, ser en film én gang. Men jeg kan anbefale Mit år med ro og hvile af Ottessa Moshfegh, som jeg prøvede at komme i gang med af to eller tre omgange, og jeg blev ved med at gå i stå, men da jeg først tog mig sammen, så blev jeg enormt begejstret. Og modsat Selma Lagerlöf, så skildrer den her bog en tilgang til livet som jeg genkender. De kvaler, som hovedpersonen har, er sindssygt genkendelige i en eller anden form. Jeg identificerer mig ikke med hovedpersonen på den måde, men hendes sprog, hendes tanke, det genkender jeg. Om ikke andet så i mennesker omkring mig.«

»Jeg vil som en bonus også gerne anbefale Thomas Korsgaards Tyverier. Det var faktisk en bog, jeg blev sat til at læse, normalt ville jeg ikke vælge en novellesamling. Jeg kan godt lide de store fortællinger, og noveller er jo ikke det. Men jeg blev så pisselortebegejstret, jeg har fangirlet ham så hårdt siden. Jeg synes virkelig, han er fantastisk. Det er en lidt klaustrofobisk oplevelse at læse den, men den har også det her med ting, der ikke bliver sagt, som alligevel bliver sagt. Det kilder alle de rigtige steder i min hjerne. Men det er sjovt, for jeg er sådan en, der virkelig hader elefanter i rummet, og der er ikke andet end elefanter i rummet i den her bog,« afslutter Lina Rafn og skraldgriner.