Elastisk og slasket
Der findes en romantradition, der går tilbage til Cervantes, hvor romanen ikke bare opfattes som en lang, sammenhængende fiktionsfortælling, men hvor den snarere er en beholder, som kan indeholde et utal af forskellige fortælleformer. I Don Quijote stopper handlingen op hen mod slutningen af første bog, fordi hovedpersonerne læser en novelle – som læseren så også må læse, selvom den intet har med plottet at gøre. I James Joyces Ulysses – for nu at blive ved de tunge drenges hovedværker – har (næsten) hvert kapitel sin egen stilistik. Og i Lea Marie Løppenthins romaner dyrkes der en omskiftelighed i både form og indhold, som gør det umuligt at forudsige handlingen, umuligt én gang for alle at gennemskue formsproget og derfor ret umuligt at kede sig.
I Panser er første del et drama, anden del en ”kort dannelsesroman” og tredje del et brev. I Sæson drømmer jeget om at kunne skifte form og gør det da også, da hun viser sig at være en version af den græske gudinde Demeter. Men i den nye roman,
