Brød og roser til alle

»Hvis krig har en modsætning, er det måske nogle gange en have«, skriver Rebecca Solnit i sit romanlange essay Orwell’s Roses. Det tager afsæt i Orwells liv og forfatterskab, men handler lige så meget om rosens kulturhistorie, totalitarisme, haver og industri, sproget som politisk arena og spørgsmålet om, hvilken rolle uproduktiv tid spiller i kampen for en mere retfærdig verden.

Jeg havde næsten glemt Orwell, som man glemmer en velfungerende muskel. Jeg stødte på hans førstehåndsberetning fra den Spanske Borgerkrig, Hyldest til Catalonien, som måske syttenårig. Det var en af den slags formative læseoplevelser, der vækkede og slukkede en tørst. Jeg læste den og fandt, at jeg havde trængt til dens sprogbevidsthed, ideologiske klarsyn og politiske desillusion, tvivl og ømhed. Den blev en del af min måde at tænke på. Solnit læste også Orwell som ung. Han blev et af hendes primære litterære forbilleder. Alligevel accepterede hun det gængse billede af den berømte forfatter, som levede og skrev med blikket strengt rettet mod politiske løgne, propaganda og totalitarisme. Det samme gjorde jeg.

Solnit oplever, at roserne forbinder hendes tid med