Filosofisk omklædningsrumssnak
Sporten indtager en besynderlig rolle i humanvidenskaberne. Hos adskillige store filosoffer og litterater finder man en umiskendelig sportsbegejstring. Vladimir Nabokov stod på mål for Tenishevskij-skolens prestigefyldte fodboldhold i Sankt Petersborg (hvor også den store digter og essayist Osip Mandelstam spillede). Filosoffen Martin Heidegger var beundrer af den tyske libero Franz Beckenbauer. George Orwell var en ivrig - omend angiveligt middelmådig - cricketspiller i sin ungdom. Mark Twain ville være bokser og Albert Camus bliver ofte citeret for at have givet fodboldsporten æren for sin moralske vækkelse. Men kun meget sjældent er denne sportsbegejstring blevet omsat til mere end netop bare personlig begejstring. I den akademiske verden er sporten ofte umulig at adskille fra »a narcissistic type of condescension«, som den tysk-amerikanske litteraturprofessor Hans-Ulrich Gumbrecht skriver i In Praise of Athletic Beauty fra 2006.
Således også i den britiske filosof David Papineaus nye bog Knowing the Score: What Sports Can Teach Us About Philosophy (And What Philosophy Can Teach Us About Sports)
