Billedpistolen

Luis Suárez er kaos. Ren kaos. Han har scoret flotte mål. Grimme mål. Vigtige mål. Heldige mål. Brændt enorme chancer. Smidt bolden tåbeligt væk. Han er blevet dømt for racisme. Har splittet hele forsvarskæder ad med ufattelige afleveringer og driblinger. Smidt sig til jorden som om, han var blevet skudt og fået modstandere vist ud. Smidt sig til jorden, som om han var blevet skudt for at fejre et mål. Blevet trampet i brystkassen. Mærket en modstanders knopper i knæhaserne.

Han har vundet Guldstøvlen. Vundet Copa América for Uruguay. Vundet Æresdivisionen i Holland for Ajax Amsterdam. Brugt hænderne til at spille fodbold med. Han har bidt en modstander – tre gange. Statsoverhoveder som den engelske premierminister David Cameron og præsidenten i Zimbabwe, Robert Mugabe, har kritiseret Suárez.

Suárez er politik. Han er en mærkesag. Man kan være for eller imod Suárez. Men Suárez er også fodbold. I sin reneste form. For fodbold handler om bevægelse og fart, og Suárez er bevægelse og fart. At kontrollere farten og tempoet i en kamp er at dominere, men kan man kontrollere Suárez? At spille sammen med og overfor Suárez er at spille med risiko. Der er ingen garanti