Forkast pølsesnakken, omfavn mimesis

Hvad er dansk kultur mon for dig? 

For mig er det noget, vi taler alt for meget om i disse dage.

I 1935 måtte tyske Erich Auerbach, professor i romansk filologi, flygte fra Tyskland og sin stilling på universitetet i Marburg, fordi han var jøde. De næste 11 år brugte han i eksil i Istanbul, hvor han fortsatte sin undervisergerning og – vigtigst af alt – forfattede et af historiens væsentligste moderne litteraturhistoriske hovedværker, Mimesis. Heri ønskede han at undersøge, hvordan litteraturen gennem tiden har beskæftiget sig med og efterlignet virkeligheden, og hvordan vores virkelighedsopfattelse netop formes af forskellige sociologiske og religiøse betingelser.

Da Erich Auerbach måtte flygte fra sit land af politiske årsager, brugte han ikke sin professorstilling til at skrive nationalhistorie. Litteraturhistorieskrivningen kan i Auerbachs tilfælde læses som en modstand mod det nationale, mod den racisme, han var flygtet fra, en mulighed for at sammenligne værker på tværs af tid og kulturer og forbinde sig trods de kræfter, der ønskede at adskille. Auerbach var ikke interesseret i nationallitteratur og landegrænser. Han var interesseret i de universelle vilkår, der former mennesket, kunsten og vores virkelighedsopfattelse.

Ja, Mimesis er godt nok vestligt orienteret, men det centrale her er Auerbachs insisteren på kunstens samlende kraft. Litteraturen er noget, vi kan spejle os i, den åbner verden og empatien, den bygger ikke mure, den bygger bro.

Måske skulle politikerne skæve til Auerbach, når nu der kaldes til åndelig oprustning og afstemning om dansk kulturarv. Det bliver hurtigt klamt, når vi skal diskutere danskhed og dansk kultur. Er det det her, vi skal kæmpe for, kommer man næsten til at tænke, når afstemningen om dansk kulturarv ender med at udpege pølse, flagtraditioner og tillidskultur som det, der gør Danmark til Danmark. Tager man sin sure kasket på, kan pølser også oversættes til konventionel svineavl, og flagtraditionerne spår jeg uddøde inden 2050 alligevel. Og koger vi egentlig ikke også rigeligt suppe på H.C. Andersen og Kim Larsen i forvejen? Har man sunget Jutlandia i kanon i skolen, har man omfavnet den danske kultur så rigeligt, skulle jeg mene.

Hvis kulturen absolut skal bruges som en modstandskraft og ikke bare have lov til at være vores afbræk fra den politik, der bliver ført, så lad den da være det sted, der forener os.
 
Der kan bestemt være en pointe i at orientere sig mod kunsten og kulturen som et led i en modstandskamp, fordi den frie tanke boltrer sig mere her end andre steder, men det bliver det sølle, hvis vi skal bygge en hær af Kim Larsen, pølsevogne og Tove Ditlevsen. Ville den største modstandskamp ikke være at insistere på, at uanset handelskrige og pikspillerledere og vold og krig, så findes der et sted, hvor vi kan finde hinanden, spejle os i hinanden, skrive om virkeligheden og forstå hinandens virkelighed?

For de heldige, der har set den fantastiske opførelse af Victor Hugo Les Misérables på Betty Nansens Teater dette forår, vil man hurtigt kunne identificere sig – og lade sig inspirere af – den nødvendige kamp mod autoriteterne. Hvor svært det kan være at gennemskue, hvordan man gør det rigtige i en verden, hvor magthaverne udstikker en retning, der er helt gal. Hvor inspirerende og bekræftende er det ikke at opleve, at dette værk fra 1862 rummer en universel kamp for os mennesker. Vi kan godt isolere os politisk, men i kunsten er vi aldrig alene.

Det er fint at dyrke egen kultur; at reflektere over mængden af TV og kunst, vi ukritisk importerer fra USA. Men når vi har anerkendt, hvad vores eget land har at byde på, ville det være endnu stærkere, hvis vi kunne rumme at forstå os selv i forbindelse til andre. En modstand mod de mure, der bliver bygget. Vi har ikke brug for at stille os for os selv, vi har brug for at pege på alle de måder, vi mennesker har brug for hinanden på, vores fælles livsvilkår. Kunsten er ikke en mur, kunsten efterligner livet og andre mennesker og anden kunst. Mimemis.