Fetichér de trykte bøger

I essayet Unpacking my library, der for nylig er genudgivet i pamfletserien Eris Gems, skrev Walter Benjamin om sin kærlighed til bøger. Ikke bøger som kulturhistorisk fænomen og civilisationsgrundpille, men bøger som fysiske genstande, som samlinger af papirsider syet eller limet sammen i ryggen. Ja, som en del af en selv. »Alle har hørt om nogen, der er blevet invalide af at have mistet sine bøger, eller nogen, der i jagten på at skaffe sig en særlig bog har gjort sig selv til kriminel,« skriver han.
Underforstået: Bøger er genstande ladet med en helt særlig betydning, der kan gøre nærmest hvad som helst ved folk. Essayet udgøres af en række scener fra Benjamins liv som lettere besat bogsamler, som deltager ved bogauktioner, som snusende rundt i antikvariater, minder fremkaldt af, at han skal pakke sit bibliotek ud efter en flytning. Benjamin var personligt forfulgt af nazisterne, og måske det også er med til at øge hans følelser for bøgerne. Bøgerne som noget meget besværligt, men bare helt nødvendigt at få med, fordi de repræsenterer alt det, han er, som han ikke må være: kritisk tænkning, intellektuel nysgerrighed, humanisme. Som en enorm, kantet, tung del af