Lad os talke om det
Vi lever i talkens tidsalder. Det kan jeg sige uden at overdrive. Man kunne også kalde det samtalens tidsalder, men så igen: samtaler, det har mennesket vist altid gjort sig i. Med ordet talk er samtaleriet så blevet en reel (kultur)industri. Det er smart. Man kan sætte hvem som helst sammen på en scene, så længe vedkommende er kendte nok, og tjene penge på, at de stiller hinanden spørgsmål som de egentlig helst vil svare på selv.
I sidste uge udgav Information en reportage af Bodil Skovgaard Nielsen, der netop indfanger tendensen i en nøddeskal – og udstiller, hvornår talken som koncept er allerværst. Hun deltog i en talk orkestreret af festivalen Heartland og gourmetrestauranten Noma, der hele efteråret igennem afholder en række samtaleaftener, hvor kendte taler med kendte. Bodil Skovgaard Nielsen var med, da forfatter Karl Ove Knausgård talte med skuespiller Jeremy Strong. En samtale, de åbent deklarerede, at de ikke havde forberedt sig på forinden. 595 kr for en times træden vande på en hård stol i Nomas baglokale. Og denne talk er ikke engang tæt på at være den dyreste i rækken. Det er nemt at påpege det åbenlyst forrykte i, at en samtale mellem to mennesker skal koste det samme som at se ens yndlingskunstner live, spise et ualmindeligt godt måltid mad eller se fem film i biografen. Der skal komme guld ud ad munden på Knausgård og Strong, hvis det skal være pengene værd, og det kan man forstå på Skovgaard Nielsen, at den improviserede talk alligevel ikke leverede. Hvilket ikke kan komme bag på nogen, for det, at en person er kendt, gør dem hverken til orakler eller gode talere. Faktisk synes jeg ofte, det er en undervældende oplevelse at høre kunstnere tale om deres egen kunst. De kan ligesom være lidt for opslugt af sig selv og deres eget virke til at være i stand til at vurdere, hvad der er interessant for et publikum. Der er mange andre gode måder at åbne et værk på end gennem forfatteren selv: anmeldelser, interviews med oversættere eller at man slet og ret bare læser bogen, ser filmen, tager på museum.
Jeg ved også godt, at jeg selv er en del af problemet. Jeg er da også nysgerrig på personerne bag min yndlingskunst, og med talken kan jeg gøre det på en intellektuel, ikke Se&Hør-agtig måde, når Louisiana og kulturfestivaller lokker med kulturelle topmøder. Men skuffet, det bliver jeg altså ofte, når jeg har skubbet albuer med kultureliten om pladserne på forreste række, for det sker så sjældent, at der ligger en god idé bag sammensætningen af folkene på scenen. Den træden vande, Bodil Skovgaard Nielsen var vidne til i Nomas baglokale, findes over alt. Der blev tærsket langhalm på årets Louisiana Literature, da forfatter efter forfatter fortalte om deres egne skriveprocesser. Uinspirerende og småarrogant. Det, der til gengæld virkede velforberedt, overraskende og engagerende, var de performances, der også var på programmet. Måske fordi det stadig der er kunst, og ikke bare ego, der er på spil? Maja Lee Langvad og Anne Carson leverede begge formidable optrædener under denne genre.
I dag starter Bogforum, et sandt mekka for alle læseheste, der gerne vil komme deres yndlingsforfattere en tand nærmere – og fylde deres tomme rullekufferter med gode tilbud. Her stortrives talken også, men i det mindste er der rene hensigter. Det handler om salg og marketing, det her er litteraturbranchens hestemarked, og det er fair nok. I de store haller er det ikke ualmindeligt, at man som gæst ved en talk kan høre en anden i det fjerne, det handler ikke om at åbne litteraturen i smukke rammer, men om at nå omkring så meget som muligt. Fint! Til det formål er talken et herligt redskab. Og jeg vil da også blive lokket til samtalesalonerne igen og igen, for af og til kommer der jo faktisk guld ud ad munden på de involverede. Dette er såmænd bare en opfordring til at forberede sig først (og at have en idé bag samtalen til at starte med). Vi kan måske arrangere en talk om emnet?