Ingen regning
I debatten om mental load og den uligestillede omsorgsbyrde er det blevet ganske almindeligt at omtale de pligter, der udføres indenfor hjemmets fire vægge – oftest af kvinder – som et ”arbejde.” Vi taler rask væk om omsorgsarbejde, husarbejde, og glemmer også let, at da Monique Haicault i 1984 første gang udtrykte begrebet ”mental load” var det for at beskrive et arbejdsmarked i forandring fremfor forholdene i private hjem.
Peter Belli satte allerede i 1993 problemet på spidsen. I sangen Ingen regning lader han en dreng afkræve sin mor en række pengebeløb for opgaver udført i hjemmet, hvortil moren giver igen med en opremsning af alt det, hun som mor – af kærlighed – har gjort for ham. Noget, hun naturligvis aldrig kunne finde på at give ham en regning for.
Noget tyder på, at det først er når omsorgen er italesat som arbejde, at vi bliver fuldt ud i stand til at genkende den samfundsmæssige vigtighed af ulønnet omsorg. Men når omsorg, moderskab og husligt vedligehold påtales som arbejde, kommer vi også let til at tale arbejdssamfundets
