Magisk stemning

Det syder, bobler og brænder i Olga Ravns nye roman om en række danske hekseprocesser anno 1621. Fortælleren er en dukke lavet af bivoks, en slags dansk version af en voodoo-dukke, og den har en evne til at tage andres følelser på sig, som gør den til en oplagt alvidende fortæller.

Dukkens ‘frue’ er ingen ringere end Christenze Kruckow, adelskvinde og en af Danmarkshistoriens mest berømte ofre for hekseprocesserne. Det er hendes historie, voksbarnet fortæller fra sit nuværende tilholdssted, dybt begravet under jorden. Vi følger Christenze fra hun bliver anklaget for trolddom på Sydfyn og må flygte til Aalborg, hendes møde med en gruppe nye, kvindelige bekendtskaber som hun i smug udforsker sin undertrykte seksualitet med, fester med og taler med, til de alle anklages for trolddom og henrettes.

Romanen er baseret på en række virkelige hændelser, der har udspillet sig mellem 1596 og 1621, men indeholder også en række overtroiske råd og vejledninger, som Ravn har hentet fra kilder skrevet mellem 1400 og 1900. Romanens indhold spænder altså vidt, og forsøger på sine knap 200 sider at rumme mange års dansk hekse-og trolddomshistorie.

Heksen er i en årrække forsøgt generobret af danske kunstnere og forfattere – og med god grund. Tiden er til økofeministisk litteratur, og her er heksen som figur en lavthængende frugt. Forfattere som Johanne Lykke Holm og Nanna Goul har indenfor de seneste år kastet sig over heksen med stor succes, mens en mere abstrakt idé om rituelle performances også har vundet frem i kulturmiljøet. På dette års Louisiana Literature kunne man således også se Olga Ravn fremføre ‘fem magiske ritualer’. Olga Ravn er en af de kunstnere, der har gået forrest i denne genfortælling om heksen. Først som rektor på Hekseskolen, hun var med til at oprette i 2015, og senest som manuskriptforfatter på teaterstykket HEX, som denne roman er skrevet ovenpå.

Det er rene billeder, tegn uden indhold, en naiv forestilling om, at hvis blot ordene virker mystiske nok, så skal der nok komme overbevisende hekseri ud af det.

Voksbarnet er uden tvivl også gennemresearchet, den bærer præg af, at Olga Ravn gennem en længere periode har beskæftiget sig med heksestof. Men Olga Ravns heksefigur er også mudret, fanget mellem historien og den feministiske figur, hun gerne vil gøre den til. Ved et arrangement med Hekseskolen i Politikens Boghal beskrev hun i 2018 heksen som: »en højlydt, alt for fuld, rasende, erotisk, intelligent, hævngerrig og magtkritisk, grim kvinde« - det er noget af en personbeskrivelse, Olga Ravs hekse i Voksbarnet skal leve op til. Et besværligt stykke exofiktion, må man sige.

Romanen starter ellers så godt. De første tredive sider skildrer et Danmark i renæssancen, som af miljø virker bekendt, men som grundet det forfriskende female gaze dog synes ganske nyt. Ofte har jeg nikket bekræftende, når folk har talt om vigtigheden om at bringe glemte, kvindelige forfattere frem i lyset, men i virkeligheden har jeg ikke som sådan følt mig snydt af litteraturhistorien – jeg har altså nikket med af politiske årsager snarere end af et personligt behov, og lykkeligt genlæst I.P Jacobsen og Johannes V. Jensen.

Men når Olga Ravn fremskriver datidens Danmark gennem et kvindeligt blik, går det pludselig op for mig, at det er det, vi er gået glip af: Hårde, komplicerede fødsler med dertilhørende utilstrækkelig lægehjælp. Undertrykt seksualitet. Kvindelige, følsomme fællesskaber i en patriarkalsk kultur. Afbrænding af kvinder, der indgik i disse fællesskaber. Jeg bliver næsten rørt ved tanken om alle de kvindestemmer, jeg kunne have spejlet mig i i mit liv som læser, som jeg i glimt præsenteres for i Voksbarnet. Det er herligt at læse om, hvordan kvinder samledes for at hjælpe til ved fødsler, hvordan Christenze drømmer om at omfavne kvinder ved voldgraven i stedet for at lade sig gifte, at høre dem sladre.

Problemet er, at hver gang jeg næsten føler mig forbundet til disse kvinder, bliver jeg med ét trukket ud af symbiosen igen. Uendelige associationsrækker, forcerede sansninger, og hekseri, der i højere grad ligner en gimmick end en historisk skildring, medfører en uundgåelig distance til kvinderne. Når man først lægger mærke til det, er det ikke muligt at abstrahere fra det igen: Alt i Voksbarnet er som noget andet. Kold regn går over voksbarnets isse »som en paryk af slud«. En kvindes røde mund »åbner sig som et kirsebær, der afslører sit køn«. Og hvis Olga Ravn ikke forsøger at skyde genvej til en magisk stemning gennem meningsløse sammenligninger, så gør hun det gennem kryptiske person- eller naturskildringer: »Det er krokodillevejr. Det er øksetid. Det er den mindste duft af tørt græs, Og Christenze binder sine støvler. Hun er en hvid krysantemum i læderudstyr.«

Distancen til hovedpersonen og den faktiske fortælling cementeres kun yderligere af det voksbarn, der partout skal agere fortæller - hvorfor dog ikke bare give stemmen til Christenze, hvis det er hendes historie, der skal fortælles?

Problemet er, at det undertiden virker som, at Olga Ravn har været mere interesseret i at sammensætte mytologiske og sanselige ord for æstetikkens skyld end at skrive en meningsfuld fortælling. Jeg føler mig faktisk en smule dum, når der på en side hen mod slutningen blot står dette, og jeg intet forstår eller føler:

»Blodig mælk fra den syge ko over myretuen. Olie i vand, rævetænder hos barnet, Jesu kød og blod i næven, under ganen, en længsel, en aldrig lysgjort helhed, et skræmmevæsen, rosmarinbusken - støvdækket, kongelig i sin afventning, hvert mindste lancetformet blad.«

Det er rene billeder, tegn uden indhold, en naiv forestilling om, at hvis blot ordene virker mystiske nok, så skal der nok komme overbevisende hekseri ud af det. Snydt igen, jeg forstår ikke et ord. Jo, jeg forstår, at Olga Ravn er interesseret i at gøre fortællingen om hekseprocesserne til en historie, der transcenderer tiden, og som ikke kun er kvindehistorie, men også en planetær fortælling om altings sammenhæng, heksen som mediator mellem menneske og jord, heksen som erotisk figur, heksen som feminist. Altså; heksen som en umulig figur, der finder sin form gennem et umuligt sprog, der forhåbentlig er kryptisk nok til, at læserne vil afskrive det som magi.

Gimmicken starter allerede inden bogen lukkes op, må man forstå ud fra den heftige eksponering, romanen allerede har fået på sociale medier. Diverse bogbloggere og kulturpersonligheder har ikke blot modtaget bogen i gave, men fået en hel goodiebag, som også indeholder et duftlys og et kort med usynlig skrift, der kun kan læses, når det holdes hen over flammen. Bogen kan også anskaffes i en parfumepenslet version, og ved bogreceptionen blev der som prikken over I'et udført en række ritualer.

Dette er ikke en smædekampagne mod god markedsføring, men blot en understregning af, at denne roman virker mere interesseret i at sælge hekseriet som produkt, at få læseren til at føle sig lidt magisk, når de læser alle besværgelserne og de hypersanselige beskrivelser af selv de mest mondæne ting. Olga Ravn er en dygtig forretningskvinde, men hun sælger heksen for billigt. Tilbage er der kun at sige, at jeg hjertens gerne vil læse en roman om Christenze Kruckow. Bare ikke den her.