Omsorgens skramlende rustning

Forfatterportræt: Sigrun Gudbrandsdottir.

Kritik

08.01.23

I Pernille Abd-el Dayems ’Omsorgsdage’ undersøges det moderne forhold mellem omsorg og forbrug. Bogen tager hånd om ambivalensen i omsorgsarbejdet, der kommer af både kærlighed og udmattelse. En kærlighed, der ligger i sproget, og som smitter af på læseren.

Andrea Pontoppidan

I Omsorgsdage synes karaktererne på en eller anden måde alle sammen at være i familie med hinanden, eller, de gør oprør mod det, vi forstår som at være i familie. De er forbundne i kraft af fx at dele slægt, barn eller lejlighed, en interesse for dufte eller et mere eller mindre tvungent ansvar for en hundeflok; de krydser hinandens veje novellerne igennem og er hvert sit led i en kæde af (omsorgs)forbindelser, hvor kroppe og ting er afsmittelige, påvirkelige og påvirkende.

Det samme synes at være tilfældet for bogens dele, hvilket måske er årsagen til, at det er så svært at fremhæve dele; har man først valgt, føles det, som om man brutalt og på umulig vis skærer noget fri af en tekstkrop, et hele.

I første novelle, Hundene i Aix, har det unge jeg, Jacky, lånt en lejlighed i den provencalske by i bytte for at passe hjemmets hunde. Jacky vil gerne »indtage« byen, men på en overfladeagtig måde: »glide ind i det rige og tage det på