En smertens grammatik
De første par gange, ”autoriserede” læger satte ord på den sygdom, der kom til mig omkring 12-årsalderen, var hos min lokale læge og på en hudklinik i Vejle. Jeg var begyndt at tabe mit hår, først i små plamager, så i større områder. Min lokale læge, Bent, mente, at jeg skulle lade være med at stramme min hestehale så hårdt.
Hudlægen i Vejle gav sygdommen et navn: alopecia. Og som han sagde dengang: »Det kan gå i sig selv igen, eller det kan ende i en ren Volborg.«
På hospitalet i Aarhus fortalte de mig, at alopecia er en autoimmun sygdom, hvor immunsystemet ikke er i stand til at skelne mellem kroppen og fremmede, skadelige agenter, og derfor ”angriber ens krop sine egne celler”. Og hvorfor skriver jeg så dette, tænker du sikkert. Fordi disse første beskrivelser af sygdommen var med til at forme, hvordan jeg oplevede mig selv som person, og fordi det sprog, vi bruger til at tale om at være syg, ofte gør kuren til et personligt anliggende.
