»Alt styrter i mig bare ved synet af dit tandsæt«

Lige så spændende det er at blive forelsket, lige så kedeligt kan det være at høre om andres forelskelser. Eller i hvert fald de praktiske detaljer omkring, hvad der foregår. Så sagde han sådan og sådan. Så skrev han allerede morgenen efter. Så gjorde jeg mig umage med ikke at svare lige med det samme, så svarede jeg alligevel og gik resten af dagen og tjekkede min telefon. 

Som det sødt selvironisk lyder på en af de første sider: »intet er mere kedeligt end at beskæftige sig med andres lykke«. Jeg-fortælleren i Michael Frederiksens debutroman Gennem natten gennem kroppen er helt igennem håbløs og håbløst forelsket. Vedkommende forelsker sig gerne i alt og alle, men har alligevel svært ved at huske sin ekskærestes navn. Det er som om, det er forelskelsen selv, jeg’et forelsker sig hovedkulds i, forelskelsen er en afhængighed, en styrende og lysende kraft i et ellers lidt gråt hverdagsliv, og Frederiksen formår faktisk at gøre alle detaljerne spændende. 

Langt hen ad vejen er Gennem natten gennem kroppen en indre fortælling. Den foregår hovedsageligt på indersiden af jeg’et, hvor et rigt og til tider næsten utøjleligt følelsesliv bobler dag og nat, og hvor er det rart