Som en zombiefilm uden zombier

Det er nogle mærkelige karakterer, der befolker Melanie Kittis debut Halvt urne, halvt gral, og det er nogle mærkelige rum, karaktererne bevæger sig rundt i. Det er en familie, der er en bror, en søster, en mor, en far, en mormor, og Kosmos, brorens tvilling, som måske måske ikke er død og bor i himmelen. Og så er der tekstens jeg, som ikke kønnes i teksten. De bor på en kirkegård, det får vi at vide fra starten. Kirkegården ligger ved havet. Så langt så godt. Men hvad er de overhovedet for nogle væsener?  

Mennesker føles upræcist, vi får på et tidspunkt at vide, at kroppen består af kød, knogler og tis, som når man vågner skal rystes for at blive blandet sammen, efter de, når man har ligget ned, er blevet lagdelt. Der er kød og knogler og hår der bliver bundet op. Der er tøj og sko, men der er også pels og tis, rigtig meget tis. Og så er der det her med urne og gral, bogens titel, på én gang helt klar og fuldkommen uigennemsigtig. Er de to ting hinandens modsætninger, og hvordan det? Der er i det hele taget noget meg