Der findes så mange indtryk, der ikke har behov for at blive presset ned i en roman

Skal man skabe et hurtigt litteraturhistorisk overblik, er det let at reducere hele kortprosagenren til et 90’erfænomen. I gymnasiemoppedrengen Litteraturens veje bemærkes det, at »genren er hurtig at skrive i, nem at give kritik på og velegnet til sproglig perfektionering« og derfor bliver stor – eller lille – i 90’erne »først og fremmest fordi den bliver dyrket på forfatterskolen.« Kortprosa er tilsyneladende snarere noget, man skriver, end noget, man læser – og derfor er genren forsvundet igen fra det danske litteraturlandskab.

Måske er det lige vel hårdt trukket op. Men som skriveunderviser må jeg indrømme, at der er noget om snakken: Har man brug for et eksempel til efterfølgelse, er det lettere at introducere sine elever for en god kortprosatekst end et romanuddrag. Skal man for eksempel lære at lukke hele sanseapparatet op – gøre stederne og rummene i sin tekst levende ved at sanse dem med andet end bare synet – findes der ikke meget, der er bedre at lære af, end at læse Pia Juuls lille tekst Rya:

»Lugten af det ryatæppe de havde på badeværelset. Hun lå der tit, foran spejlet, det lugtede så underligt, hun tænkte på det stadigvæk ved visse lejligheder, på lugten fra tæppets garn, lidt støvet og fugtig, lidt af hund, garnets kradsen mod huden. Og staldvinduet hun kiggede op på dernedefra, det var altid mørkt udenfor, og hun vidste jo der bare var en pløjemark derude, men stod der mon nogen og kiggede ind?«

Pia Juul ankom sent til kortprosagenren. Først et stykke inde i hendes tredje og sidste novellesamling, Af sted til stede (2012), skrumper teksterne til en længde, hvor de blot er korte indtryk, idéer formuleret så koncist som muligt, glimt uden begyndelse, midte og slutning. At hendes samlede noveller nu genudgives, vidner om, at rygterne om kortprosaens død er stærkt overdrevne. Den læses – og skrives – stadig, men omtales bare sjældent og udgives mest på de små forlag. Et par højdepunkter fra de seneste ti år: Viggo Bjerrings Balancekatten (2016), Majse Aymo-Boots Postkort fra Vatikanet (2018) og – hvis det tæller – Peter Adolphsen og Lars Bukdahls Kortprosaantologi (2023).

Men det endelige bevis på, at kortprosagenren ikke bare er et spildprodukt fra skrivekurser, men faktisk også er noget, der er værd at læse, må være, at der findes forlag, der gider at udgive kortprosa i oversættelse. Inden for det seneste halve år er der udkommet bemærkelsesværdige kortprosasamlinger på dansk af islandske Gyrðir Elíasson og franske Jean Ferry.

Elíassons to mursten af et par kortprosabøger Stumfilmene og Penselskrift – med i alt over 350 tekster – udkom oprindeligt på islandsk i 2022. De er fulde af afgørende øjeblikke og uforklarlige oplevelser, bilulykker og genfærd. Små sanseindtryk og store historier kondenseret til et par linjer. Ofte er der tale om åbenbaringer med det afgørende twist, at læseren aldrig helt bliver indviet i, hvad åbenbaringen er, eller at fortælleren selv står uforstående tilbage – som i Uløst:

»’Livet er ikke for alle,’ sagde han undertiden, det kom jeg i tanker om, da han var gået. Jeg vidste ikke helt, hvad han mente dengang, men forstår ham bedre nu. Jeg troede alligevel i lang tid, at han netop var en af dem, som livet egnede sig for, men det må have været en misforståelse. Måske betød hans smil noget helt andet end et smil. Måske betød latteren det stik modsatte af måden, den lød på. Jeg ved det ikke, og finder naturligvis aldrig ud af det.«

Selv holder jeg især af de tekster, der måske bedst kan karakteriseres som fiffige indfald, som når Elíasson leger med at fortælle fra umulige positioner – her teksten Nu-bevidsthed:

God kortprosa er ikke kun skabt til at blive skrevet – det skal læses.

»Han rev siden ud af notesbogen og smed den i papirkurven. Han skrev ikke mere. Da han havde rejst sig fra bordet og var holdt op med at skrive mere, sneg jeg mig hen til papirkurven, tog arket op og glattede det ud. Det er den side, du læser nu.«

Fiffige indfald får man også masser af i Jean Ferrys Lokomotivføreren og andre fortællinger (oprindeligt fra 1953) – den eneste skønlitterære bog, den franske forfatter nåede at skrive, hvorefter han helligede sig filmen som manuskriptforfatter. Inspirationen fra Franz Kafka er tydelig, og hans evne til at få en skør ide og følge den til dørs gør mig nysgerrig efter at vide, om Julio Cortázar mon læste hans bog og blev inspireret.

Gennemgående for Ferry er, at han tager en kendt historie og vender den på hovedet. Det går ud over Robinson Crusoe i flere omgange – som i en lille fortælling om en mand, der strander, og »uden at tøve« begynder »hverken at pløje, så, udhule træstammer eller plage livet af en papegøje til den var i stand til at udtale ordet ’håb’ korrekt.« Efter også at have kastet sin kikkert i havet og undladt at bygge et gærde om sit landområde bliver han prompte fundet af redningsfolk.

I Hyldest til Baedeker er det alle tænkelige fiskerhistorier, der vendes på hovedet. Her får vi nemlig en turistguide til fuglefiskernes land, hvor mændene drager til himmels for at fange fugle i luftballon – her et uddrag:

»Alt for ofte er himlen oprørt … Man kan ikke altid kæmpe mod elementernes rasen, og faldskærme er for dyre, der er aldrig nogen ombord på fiskerballonerne, og det er de færreste fiskere der kan flyve. Derfor er der på den lille kirkegård bag gasfabrikken ikke så få tomme grave hvor kun et trækors og inskriptionen ’Omkommet til himmels’ bevarer mindet om en mand som aldrig mere kommer hjem til sin tynde aftenfuglesuppe.«

Men højdepunktet er muligvis En fornem litterær karrieres forlis, hvor en forfatter har en række sætninger, han altid gerne har villet skrive i en roman – han gider bare ikke skrive alt det udenom. I afmagt giver han op og udgiver i stedet sætningerne for sig, og de bliver for så vidt en række små, fuldendte kortprosatekster i egen ret – såsom: »Uhyret fra Gévaudan grinede i halvmørket.«

Måske er denne forliste forfatter hos Jean Ferry også et bedre eksempel på, hvordan kortprosa bliver til, end forestillingen om, at det opstår som udslag af skriveskolers behov for stof, der egner sig godt til tekstlæsning. Der findes så mange idéer, så mange formuleringer, indtryk og åbenbaringer, der lyser i sig selv, og ikke har behov for med vold og magt at blive presset ned i en roman.

God kortprosa er ikke kun skabt til at blive skrevet – det skal læses. Ferry, Elíasson og Juul er gode steder at begynde.