Der findes så mange indtryk, der ikke har behov for at blive presset ned i en roman

Skal man skabe et hurtigt litteraturhistorisk overblik, er det let at reducere hele kortprosagenren til et 90’erfænomen. I gymnasiemoppedrengen Litteraturens veje bemærkes det, at »genren er hurtig at skrive i, nem at give kritik på og velegnet til sproglig perfektionering« og derfor bliver stor – eller lille – i 90’erne »først og fremmest fordi den bliver dyrket på forfatterskolen.« Kortprosa er tilsyneladende snarere noget, man skriver, end noget, man læser – og derfor er genren forsvundet igen fra det danske litteraturlandskab.

Måske er det lige vel hårdt trukket op. Men som skriveunderviser må jeg indrømme, at der er noget om snakken: Har man brug for et eksempel til efterfølgelse, er det lettere at introducere sine elever for en god kortprosatekst end et romanuddrag. Skal man for eksempel lære at lukke hele sanseapparatet op – gøre stederne og rummene i sin tekst levende ved at sanse dem med andet end bare synet – findes der ikke meget, der er bedre at lære af, end at læse Pia Juuls lille tekst Rya:

»Lugten af det ryatæppe de havde på badeværelset. Hun lå der tit, foran spejlet, det lugtede så underligt, hun tænkte på det stadigvæk ved visse le