Menneskelivet netop nu

Hvad skal journalistik handle om? Ofte beskæftiger den såkaldt seriøse journalistik sig kun med såkaldt seriøse emner. Noget med hvor mange penge, der skal bruges på dit og dat, noget med forbrugertillid, velfærdsreformer, mangel på arbejdskraft, tal for indvandring, vækst, beskæftigelse, kort sagt politik og teknik. Ikke at der er noget forkert i at skrive om de emner, men der mangler da vist noget?

I kunsten skildres det, man lidt flot kunne kalde livsomstændigheder. Kunstnere forsøger på forskellig vis at skildre og undersøge, hvordan det føles og opleves at leve et menneskeliv netop nu. Noget af den ambition mener vi her på Atlas, at journalistikken også godt kunne have. Det er ikke et spørgsmål om ”stort” eller ”småt” stof, om ”vigtigt” eller ”uvigtigt”, om ”hårdt” eller ”blødt”. Det er et spørgsmål om, hvad journalistikkens grundopgave skal være. Hvem siger, at der er en modsætning mellem at beskæftige sig med, hvordan samfundets politiske struktur ser ud, og hvordan det mærkes af individet at leve i denne struktur? Som den seneste tids tumultariske hændelser verden over viser med al tydelighed, skal betydningen af følelser for snart sagt hvad som helst ikke undervurderes.

I dette magasin finder du en række tekster, der har det til fælles, at de påtager sig at skildre de menneskelige livsomstændigheder. At krybe ind under huden på tilværelsen, kunne man sige. I essayet En rigtig pige undersøger kulturredaktør Rebekka Bundgaard eksempelvis, hvad den spirende kvindelige seksualitet egentlig er for noget med udgangspunkt i den franske instruktør Catherine Breillats film. Breillat er igennem mange år blevet miskendt og afskrevet som en simpel provokatør af (mandlige) filmkritikere, men i virkeligheden handler det måske mest af alt om et udbredt kulturelt ubehag ved at se den spirende kvindelige seksualitet for det, den er.

»Den helt unge kvindes opblomstrende seksualitet har det indbyggede paradoks, at alt kan være genstand for begær, men intet kan forløse det,« hedder det blandt andet i essayet, og:

»Tabubelagt og ufri, sådan kunne man godt fortolke den unge seksualitet, fordi den aldrig blev italesat, men sådan husker jeg det ikke. Hemmelighedskræmmeriet gjorde tanken fri.«

I Haven midt i byen skriver forfatter Asger Schnack om at besøge sine livsvidner og fagfæller på Assistens Kirkegård, hvor de ligger side om side med deres ungdoms inspirationskilder. Schnack har været en del af det danske litteraturmiljø siden debuten i 60erne, og nu spørger han, hvad man kan nå på et liv, og hvad der bliver husket, når man er borte? På sin sansende gåtur maner han alle fortider frem, så de eksisterer side om side i samme nu:

»Og det er nu dette jeg, mit jeg, der taler, men jeg tror, at det også er dit, hvis du har besøgt Assistens Kirkegård og har set lyset dér imellem grene og blade og spidse tegn på, at noget stikker, blidt, men dog med stød, der går i maven. Af tid og længsel og det modsatte af glemsel, for alt er nærværende her, såvel vækster som billeder fra fortidens fordragelighed.«