Hvem er bange for kritik?

Når vi denne sommer har valgt at lægge spalteplads til Kamilla Löfström og Katrine Marie Guldagers artikelserie Hvad er problemet?, hvor de har anmeldt en række danske litteraturanmeldelser, så er det med et ønske om, at deres analyser vil blive et oplæg til en mere konkret debat om anmelderi. Det er der brug for, hvis kritikken skal tages alvorligt.

Hovedpersonerne i mediedanmark taler ofte om deres egen branche. Det foregår ikke kun internt på arbejdspladserne, nej, det finder ofte vej til spalterne, og de hotteste debatter bliver så flyttet ind på TV2 i programmet Presselogen, hvor mediechefer og nyhedshunde diskuterer hinandens arbejde, går journalistikken efter i sømmene og anfægter hinandens etik og moral.

Det kan godt blive lidt indspist, og af og til kan den almindelige læser nok tænke: Hvad rager det mig? Hvad med at gå en anden branche efter i sømmene for en gangs skyld?

Omvendt er mediernes magt, trods store økonomiske problemer og en stigende nyhedstræthed, ikke til at tage fejl af. De, vi, dikterer i sidste ende, hvad der skal på forsiden i dag, hvilke emner, der bliver diskuteret i frokostpausen, hvem der får taletid, og hvad der ligger vælgerne på sinde op til en valgkamp. Så skal det dæleme også gøres ordentligt.

Mærkeligt nok er kulturjournalistikken sjældent en del af de disse diskussioner. Særligt det, der ligger udenfor almindelig journalistisk praksis – for eksempel anmelderi og kritik – får lov til at forblive en mere abstrakt, blød størrelse, som tillader skribenten at skrive mere eller mindre det, de vil. Det er også en subjektiv vurdering af et værk, kan man sige, men alligevel. Disse vurderinger er ikke bare med til at fælde dom over et enkelt værk, de kan også påvirke receptionen af en kunstner eller forfatter og, i yderste potens og i det store billede, påvirke tidens ”programmer”. Hvilke tendenser er in og hvilke er yt?

I sidste ende opfatter jeg det som en kærlighed til kulturdækningen, at Löfström og Guldager dykker ned i anmeldelserne og går forrest i en diskussion om, hvad god litteraturkritik er.

Forfatter Katrine Marie Guldager og anmelder Kamilla Löfström har nu anmeldt otte anmeldelser, seks fra danske dagblade, en her fra ATLAS, som undertegnede har skrevet, samt en fra Information, som Löfström selv har skrevet. De har vurderet anmeldelserne ud fra Tom Kristensens kronik Kritiker eller anmelder, som de to skribenter har fortolket ind i en moderne medievirkelighed og brugt som afsæt for en række vedkommende spørgsmål. Hvad udgør egentlig en god anmeldelse? Hvilke principper kan man foreslå, at de danske anmeldere bør arbejde ud fra?

En del af det at komme problemerne i kulturbranchen til livs, og ikke mindst problemerne på kulturredaktionerne, er at tage kritikken alvorligt på lige fod med de andre områder, som medierne dækker. At have en konkret samtale om, hvad der fungerer og ikke fungerer. Löfström og Guldager åbner ballet, men deres anmeldelsesanmeldelser skal ikke ses som en dom. De er et oplæg til debat.

I sidste ende opfatter jeg det som en kærlighed til kulturdækningen, at Löfström og Guldager dykker ned i anmeldelserne og går forrest i en diskussion om, hvad god litteraturkritik er. Ligesom kritikken vel også er en kærlighedserklæring til litteraturen? Jeg går ud fra, at de fleste anmeldere er nogle læseheste, der accepterer lave lønninger og prekære arbejdsvilkår, fordi de kan lide bøger. Og så behøver man i øvrigt ikke være enig med de to – selv har jeg ofte været uenig i visse udsagn, mens jeg nikker anerkendende til andre.

Jeg kan for eksempel starte med at feje for min egen dør og skrive, at jeg fandt det temmelig oplysende at læse de to skribenters anmeldelse af min anmeldelse af Kun til navlen. Ikke mindst fordi, de læser nogle ting ind i min anmeldelse, jeg egentlig ikke ønskede at afsende. Jeg kunne have været mere præcis, går det op for mig.

Löfström og Guldager har også et problem med hårde domsfældelser, ”synsninger”, et jeg, der fylder for meget (men det må heller ikke fylde for lidt!), og så er der i øvrigt mange ting, de også er uenige om. I hvilken grad man som anmelder skal positionere sig i forhold til værket, for eksempel.

Jeg er personligt fortaler for, at kritik meget gerne må være, ja, kritisk. Så længe skribenten ikke er mavesur, så længe kritikken er velbegrundet, så længe der er plads til læseren i anmeldelsen. Blød litteraturformidling er der nok af, og for mig, der er relativt ny i branchen, synes jeg ærligt talt det er kedeligt, at der tydeligvis er visse forfattere, som man bare ikke kritiserer. At det af og til kan være svært at skelne mellem anmeldelse og salgsmateriale. »Fejlfinding og litteratur hører efter min mening ikke hjemme i samme sætning« skrev Katrine Marie Guldager for eksempel om min anmeldelse, men det synes jeg egentlig godt, man må gøre som anmelder. I serien har Löfström og Guldager mange interessante samtaler om forfatterens forhold til anmelderi. Spændende at læse om, men ikke noget, jeg personligt mener, man bør tage hensyn til. Det kan pressefolkene hos forlagene gøre.

I seriens sidste afsnit anmelder Guldager en af Löfströms egne anmeldelser, og Löfström bliver konfronteret med sin egen forfængelighed som anmelder. Og det er vel i virkeligheden det, der er kernen i projektet: at vi som anmeldere skal kunne tåle at blive udfordret på forfængeligheden, vores egne analyseevner, vores trang til at skrive en bedømmelse, der både skiller sig ud i mod og intellekt, og i stedet reflektere over, om det, vi skriver, er i læserens tjeneste. Serien har i løbet af sommeren både modtaget ris og ros, nogle har været bange for at stå for skud, og nogle medier har brugt serien som anledning til at beskrive, hvorfor kritikken ikke fejler noget hos dem. Men i en branche, der består i at bedømme, og hvor vores kollegaer fra andre redaktioner konstant giver hinanden offentlig efterkritik, så er det kun på tide, at vi giver hinanden igen af samme skuffe. Det fortjener kritikken som felt.

Hvis du har læst serien, opfordrer vi dig hermed til at deltage i samtalen om kritik. Ligesom boganmeldelsen ikke skal være et punktum skal Löfström og Guldagers anmeldelser heller ikke være det.