Hvad er problemet?

I vores sommerserie: Hvad er problemet? tager vi udgangspunkt i Tom Kristensens berømte kronik Kritiker eller anmelder, der oprindeligt blev bragt 30. juli 1940 i Politiken, hvor dens forfatter selv var tilknyttet som anmelder og i høj grad var med til at forme vores opfattelse af, hvad en avisanmeldelse kan og skal. I kronikken skriver Tom Kristensen om sine anmelderidealer og indleder med at sætte tempoet ned og skue ud over sommerlandet:

»Det er ferietid og slentretid, og aandslivet minder mest af alt om en bondegaard, der ligger med sine hvide længer i solen og sover middagssøvn.«

Tom Kristensen bruger sommertiden til at »besinde sig« og tænke over »den underlige stilling, han ellers er i,« når den travle efterårssæson er over ham. Det »underlige« hænger især sammen med det hurtige anmelderi over for den langsomme skønlitteratur. Anmelderen fælder hastige domme over forfatternes langsommelige arbejde. Sommeren giver anmelderen »tid til at tvivle lidt paa den selvtillid, der, naar bogsæsonen er paa sit krasseste, er ham en menneskelig nødvendighed«.

Tom Kristensen foretrak betegnelsen anmelder frem for kritiker, fordi anmelderen står i nuet for at tjene læserne, mens kritikeren betragter værket på tidsmæssig afstand. I denne sommerserie vil vi besinde os sammen og trække på hinandens erfaringer som henholdsvis forfatter og anmelder. Vi vil anmelde en række anmeldelser fra det seneste års aviskritik og især diskutere, om avisanmelderiet virkelig tjener læserne. Vi vil diskutere, hvad der gør en anmeldelse god eller dårlig, om den giver sin læser et indtryk af værket eller måske snarere et indtryk af anmelderens følelser og præferencer. Normalt holder en forfatter sig fra at blande sig i anmeldernes arbejde, og det sker ikke så ofte, at anmelderne bliver anmeldt. Det vil vi gerne lave om på, for anmeldere og forfattere kan helt sikkert lære noget af hinanden, hvilket så gerne skulle gøre aviskritikken bedre. Til glæde for læserne. Helt perfekt bliver den nok aldrig.

For at åbne diskussionen om det seneste års danske avisanmelderi kommer her Tom Kristensen på listeform:  

1. Diktatordrømme

For Tom Kristensen er det typisk for den unge anmelder at blive besat af diktatordrømme og tro, at man skal fortælle kunsten, hvad kunsten skal. Findes det i 2024? Ja, det gør det i høj grad. Og er det godt? Nej. Tom Kristensen skriver videre, at denne position, dette ønske om at svinge sig op til en Georg Brandes-position, og herfra diktere sit program, er problematisk, fordi litterære programmer kun har meget kort levetid, cirka fem år. Derfor vil læserne hurtigt blive færdige med en kritiker, der identificerer sig med et bestemt program, for anmelderens »yndlingsgloser vil snart hænge dem ud af halsen.« Tom Kristensen nævner selv den sociale roman som et program, Karen Blixens fantastiske fortællinger havnede midt i og ikke passede til. Et andet program kunne være 1990’ernes minimalisme, som krævede stramhed over hele linjen.

Et underspørgsmål her er: Har litterære programmer ikke længere levetid i dag? Denne series to forfattere har begge været en del af den litterære offentlighed i omkring 30 år, og vi er i tvivl om, hvorvidt hele miljøet overhovedet er så dynamisk, at programmerne skifter hvert femte år. Og et underspørgsmål mere: Kan femårstankegangen stå i vejen for at få øje på slægtskaber mellem ældre og yngre forfattergenerationer?

2. Anmelderen er til for publikums skyld

»En kritiker ved et dagblad er først og fremmest til for publikums skyld,« skriver Tom Kristensen. Det er flot at erklære dette, for hvem skriver man til og hvorfor? Og man kan fortsætte med at spørge: Hvem er publikum? Er avislæserne egentlig de indskrevne modtagere af anmeldelserne? Eller skriver anmelderen til sit eget miljø? Eller til forfatteren? Det vil vi se nærmere på, graden af indforståethed.

3. Anmelderen lokker husarerne ind – eller skræmmer dem bort

Tom Kristensen skriver, at en anmelder er »den første læser af et nyudkommet værk« og skal give læseren en »impression« af dette. Det er vi enige i, men så skriver Tom Kristensen også, at anmelderen skal formidle sin oplevelse, »lokke husarerne ind – eller skræmme dem bort.« Her er vi ikke nødvendigvis enige.  For måske er det bedre, hvis anmelderen formidler værket og ikke bare sin oplevelse af det? Beskriver dets æstetik og forfatterens formelle valg. I dag er det almindeligt, at anmeldere formidler deres rent følelsesmæssige reaktion i mødet med værket (jeg græd, jeg grinede, jeg kedede mig, jeg fik det dårligt): Men hvad skal læserne bruge den information til? Hvis anmelderne formidler rene affekter, kan de lige så godt diskutere, om der skal kommen i ost eller ananas på pizza.

Desuden: De færreste bryder sig om bøger, der vrider halsen om på én og vil have én til at føle noget bestemt. Det er det samme med anmeldelsen. Måske er det en dyd at lade avislæseren få mulighed for at træffe sine egne afgørelser? »Anmelderen skal være med, ellers er der ingen, der er med,« skriver Tom Kristensen også. Det er vi enige i, men på hvilken måde skal anmelderen være til stede i sin egen tekst? Det vil vi også se nærmere på i vores sommerserie.

4. Hastværket

Tom Kristensen skelner mellem kritiker og anmelder ved, at kritikeren skal placere værket i litteraturhistorien, i tiden, mens anmelderen skal placere værket i nuet. Det er derfor han foretrækker at kalde sig selv anmelder, og det er dette nu, der gør, at anmelderen tit ikke har mere end »en pibes tid mellem læsningen af en bog og “domsafsigelsen” af den.«

Hastværket, der er anmelderiets vilkår, ser bare anderledes ud efter internettet. Anmeldelser har via bibliotekerne altid været tilgængelige for eftertiden, men i dag kan man på ingen tid google sig frem til dem, og gårsdagens anmeldelser bliver ikke længere brugt til at pakke fisk ind i. Ændrer det på anmelderes og avisredaktioners ansvar? Er det rimeligt, at anmeldelserne bliver skrevet i hastværk, når de bliver liggende på nettet til evig tid?

5. Objektivitet og magtkamp

Kan man forlange objektivitet af en anmelder? Ja, »drømmen om objektivitet« er alle nødt til at have i sig, skriver Tom Kristensen og citerer en anden anmelder, »den godmodige buldrebasse«, Bertel Budtz-Müller, for at have sagt: »Sine Venner roser man. Sine Fjender rakker man ned. Anden Objektivitet gives der ikke.« Og det sker jo desværre stadig, at den objektive anmeldelse må vige for anmelderens trang til at demonstrere sin magt og måske ovenikøbet værne om sit sociale liv. Ikke bare er litteraturen selvfølgelig præget af en løbende magtkamp om, hvad der er god eller dårlig litteratur, der er også et socialt hierarki. Der er forfattere, det er lettere at jorde end andre. Lever drømmen om objektivitet i 2024? Hvilke magtkampe findes i dag? Hvad er eksemplerne?

Her er et historisk perspektiv måske også interessant: Anmeldelsen blev i 1700-tallet født i tidsskrifterne uden en vurdering, da var den blot en meddelelse om, at en ny bog var udkommet, og da de første domme begyndte at være en del af anmeldelsen, var anmelderen anonym.

6. Anmelderen er en vendekåbe

Anmelderen må nødigt tilhøre en klike, skriver Tom Kristensen, men med god ret bliver der indimellem spurgt, om ikke anmelderstanden i Danmark bare er én stor klike? Nok er man ikke enige om alt, men en stor del af dagbladsanmelderne kommer fra litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har således en fælles referenceramme, et fælles begrebsapparat. Det kan ikke undgå at skabe en skævvridning i forhold til de mange måder, man kan læse og bruge litteratur på. Diversitet ja, men ikke i anmelderstanden?

Anmelderen skal have et »vendekåbesind,« skriver Tom Kristensen. Præcis som forfatteren, kunne man tilføje. Anmelderen skal være parat til at flytte sig, hvis litteraturen flytter sig. Hvis anmelderen bliver i den litteratur, han kender, ligger han bare der og »vrisser«, skriver Tom Kristensen, »godt paa vej ind til den evige gnavenhed, der for ham betyder døden.«

7. Den ægte kunstner blæser anmelderen en lang march!

Den ægte kunstner blæser anmelderen »en lang march!« skriver Tom Kristensen, »hvis der er krummer i ham.« Dette synes også at være en udbredt holdning blandt mange forfattere: Vær ligeglad med kritikerne. Men er det egentlig et rimeligt krav at stille? At man skal hegles igennem i landsdækkende aviser og bare kunne tåle det? At man skal se på, at ens projekt og arbejde fuldstændig misforstås? Hvad nu, hvis det ikke er muligt for forfatteren at være ligeglad? Hvorfor tør så få forfattere tage til genmæle? Er det mon en del af kritikkens problem, at den aldrig bliver korrigeret udefra? Og hvilket ansvar påtager avisredaktionerne sig for anmeldernes arbejde? Det er godt for en kunstform at blive mødt med kritik, men hvad med kritikken? Hvem anmelder anmelderne? Who watches the watchmen? Det gør vi!

8. Kan anmeldelsen selv blive kunst?

Tom Kristensens ideal er, at anmelderen giver »læseren et levende indtryk af, hvorledes bogen er,« og det er i denne bestræbelse, at »anmelderi kan udvikle sig til en mindre genre inden for kunsten, altså selv blive kunst.« Så er det ikke længere kunst, der møder et kritisk analytisk sprog, men kunst, der møder kunst. Anmeldelsen mimer så at sige værket, digter med på det og prøver måske at indfange det gennem en rammende metafor eller andre stilistiske virkemidler. Er det egentlig en god idé?

9. Et slattent referat og en læsevejledning

Mange anmeldere begynder en anmeldelse med et referat, men hvorfor egentlig? Hvad siger et referat om en roman? Et referat af Forbrydelse og straf kunne hurtigt komme til at ligne et referat af en Sara Blædel-krimi. Det giver med andre ord ikke en »impression« af værket som kunstværk. På samme måde er det hverken efter vores eller Tom Kristensens mening anmelderens opgave at komme med regulære anbefalinger og forbrugervejledninger a la »Denne bog er til elskere af slægtsromaner.« I 2024 varetages den slags anbefalinger af algoritmer, anmelderen kan tale på egne vegne. Men hvordan forenes den bestræbelse med det tidligere ideal om at være til for publikums skyld?

10. Anmelderen skal ikke komme med sine egne regler udefra

Tom Kristensen skriver: »Ved referatet eller gendigtningen arbejder en anmelder sig ind til de love, som dikterer et kunstværk indvendig fra, og føler sig frem til, om disse love fungerer rigtigt og harmonerer – og kommer ikke med sine egne regler udefra.« Ja, tak. Her har vi at gøre med et ideal som er svært at efterleve. Det må være den klassiske forfatterindvendig mod en anmeldelse: Læs nu den bog, jeg har skrevet, og ikke den du ville ønske, jeg havde skrevet. Eller den, jeg skrev sidst. Også i 2024 er der ganske mange anmeldere, der falder i. I stedet for at læse værket indefra og ligesom en alkymist undersøge, hvordan flammen brænder, kommer anmelderen udefra og fortæller, hvad der er galt med bogen.

Den første anmeldelse er ude nu og kan læses her link.