Dansk kunst har brug for et mirakel
Retssagen om Jens Haanings værk Take the Money and Run fik for nogle uger siden sin afslutning. Det skete i al fred og fordragelighed mellem de to involverede parter, Haaning og Kunsten i Aalborg, da en tredje part trådte ind på scenen: Det Obelske Familiefond.
Museumsdirektør Lasse Andersson talte om løsningen som et sandt mirakel: »Det Obelske Familiefond har løst den gordiske knude, som hverken Jens Haaning eller Kunsten har kunnet løse siden udstillingen Work it Out i 2021«.
"Miraklet" her er et lidt profant mirakel. Det har endda et navn til hverdagsbrug: Penge. Fonden betalte populært sagt Haanings løsesum. Alle tjener en skilling, og så er den potte ude. Klassisk dansk pragmatisme: den dag revolutionen kommer, regner det. Høtyve bruger vi til hø.
Desværre er sådan et pragmatisk forlig noget af et antiklimaks for os, der havde håbet på en større juridisk-kulturel diskussion om begreberne kunst, arbejde, omtale og valuta i den verden, vi lever i. Ikke en eneste passioneret tale i How To Kill A Mockingbird-stil fik vi, kun en gammel hønisse med en pengekuffert, der løste problemet med kistekold valuta. "Miraklet" i Haaning-sagen b