Efter alle kunstens regler

Den danske kunstbranche har ændret sig markant, siden galleriscenen for alvor begyndte at boome i 1990’erne. Det er to af Danmarks mest toneangivende gallerister, Nils Stærk og Bo Bjerggaard, helt enige om. De åbnede begge deres første galleri i begyndelsen af 1990’erne, hvor det stadig var meget uklart, hvad et galleri egentlig skulle bidrage med i den danske kunstbranche. Dengang talte man faktisk slet ikke om gallerier, men om kunsthandlere, fortæller Nils Stærk. Og en kunsthandler var ikke nødvendigvis kunstnerens ven. 

»Kunsthandlere opkøbte kunsten og solgte den videre til måske ti gange mere. Så da jeg startede mit galleri, var der stadigvæk det der brugtvognsforhandler-renommé over gallerierne«, fortæller han, da jeg besøger ham på hans galleri i Københavns Nordvestkvarter. »Og jeg tror stadigvæk, du kan finde mennesker, både kunstnere og købere, som har den holdning til faget«. 

Lokalerne ligner et stort, gammelt værksted. Der er meget højt til loftet og langt mellem værkerne i den industrielle bygning, som i øjeblikket huser en udstilling af Lea Porsager, hvis værker i metal og andre tunge materialer matcher den rå bygning. Men man skal ikke tage fejl. De nøje udvalgte, stilrene møbler bærer ikke det mindste tegn på slid og afslører, at Nils Stærk og de andre ansatte næppe behøver at få olie på hænderne for at hive penge hjem på det gamle værksted. 

Jurist Klaus Pedersen fra Billedkunstnernes Forbund oplyser, at kunstnermomsen blev indført af EU i forbindelse med en harmonisering af momsreglerne i 1977. Nogle EU-lande, herunder blandt andet Danmark, havde ikke moms på førstegangssalg af kunstnernes værker. Med indførelse af moms på førstegangssalg af kunstnernes egne værker blev det muligt at fastsætte en mindre momssats. Danmark valgte en momssats på 5%. »Det letter naturligvis salget af kunstværker til private borgere, når momssatsen kun er 5% frem for den almindelige sats på 25%,« fortæller Klaus Pedersen. 

Der er imidlertid sket en hel del siden kunstnermomsen blev indført. Mange nye gallerier er kommet til, og det er blevet mere tydeligt, hvad et galleri er for en størrelse, og hvordan man som kunstner også kan få noget ud af samarbejdet, lyder det fra Nils Stærk.  

»Enten arbejder vi sammen, eller også gør vi ikke. Kunstneren og galleriet sidder i samme båd.«

Nils Stærk og Bo Bjerggaard er enige om, at det er meget forskelligt, hvad man som galleri kan tilbyde de kunstnere, man repræsenterer. Som store gallerier med vigtige internationale kontakter mener de begge to, at deres ydelser er meget værd. Derfor er standardmodellen på danske gallerier, at halvdelen af salgsprisen på et kunstværk tilfalder galleriet. Men der er uenighed om det også er fair, at den nedsatte kunstnermoms både skal komme gallerier og kunstnere til gode. 

Visse gallerier er i højere grad begyndt at drage nytte af kunstnermomsen således, at kunstneren i sidste ende, når alt er gjort op, ender med at tjene under 50% på handlen, fordi fordelen af den nedsatte moms deles mellem gallerist og kunstner. Noget, som Klaus Pedersen beskriver som et problem, idet kunstnermomsen på den måde ikke længere kommer kunstneren til gode i den udstrækning, den oprindeligt var tiltænkt. I den forbindelse har jeg forsøgt at undersøge, hvad begrundelsen egentlig var for at oprette kunstnermomssystemet i sin tid, men det har været noget nær umuligt at opdrive oplysninger om det. Jeg har kontaktet skatteministeriet flere gange i løbet af en periode på næsten tre uger, men fik afslag på forespørgslen om en redegørelse, fordi det ville kræve et »stort gravearbejde«. Så omstændighederne om kunstnermomsens oprindelse er stadig uvis, men en søgning på Infomedia, der giver et indtryk af dagbladenes dækning af kunstnermomsens udvikling, samt en scanning af de tilgængelige debatter om emnet på Folketingets hjemmeside, fortæller ikke desto mindre noget om lovforslagets ånd. Det handler om kunstnerne og deres levebrød, mens gallerierne ikke nævnes.  

Klaus Pedersen fortæller, at den regnskabsmetode, der sikrer gallerierne en større bid af afkastet fra kunstnermomsen, bliver mere og mere udbredt på danske gallerier – også små og nystartede gallerier – og at han oplever, at det bekymrer et stigende antal kunstnere.  

Det er den metode, han kalder ’nettoprincippet’. Han forklarer, at det i mange år har været en uskreven regel, at overskuddet fra et solgt værk blev udregnet efter et bruttoprincip, så man først delte overskuddet fra det solgte værk ligeligt mellem kunstner og galleri, og dernæst lod kunstneren fratrække momsen, så de fik en større andel end galleriet. Med nettoprincippet indgår momsen også i regnestykket, og det synes Billedkunstnernes Forbund ikke er rimeligt. »BKF mener at gevinsten ved at anvende den fordelagtige kunstnermoms skal tilfalde kunstneren og ikke galleriet. Derfor anbefaler BKF at afregning mellem kunstner og galleri sker efter et bruttoprincip,« står der direkte på deres hjemmeside.  

»Jeg har diskuteret det her emne med Billedkunstnernes Forbund masser af gange,« siger Nils Stærk, og sukker fra sin ende af bordet. Han understreger også, at han gerne vil stille sig kritisk overfor BKFs beregninger, som han mener er direkte forkerte. »Enhver revisor vil sige, at de ikke holder vand. Vi beder om 50%, ikke mere,« siger han. »Hvis vi fulgte det bruttoprincip, som BKF foreslår, ville vi ende med kun at få 40%. Vi beder bare om at dele overskuddet.« 

»Jeg kunne jo godt argumentere for, at når vi tager kunstnerne med på den messe, der hedder Art Basel, som er Formel 1 i vores branche, så skal jeg have 70%. For vi bruger en million på at tage derned i en uge. Det gør jeg ikke, men det kunne jeg godt gøre, synes jeg egentlig.« 

Det lå ikke i kortene, at Nils Stærk skulle blive en af Skandinaviens mest berømte gallerister, da han åbnede sit galleri for 26 år siden. Dengang foregik det i hans egen lejlighed på Frederiksberg, hvor han måtte tømme stuen for at have et sted at udstille værkerne. I begyndelsen satsede han på fotokunst – noget, der på daværende tidspunkt ikke var et stort marked for. Men siden har han fået stor international anerkendelse, og derfor mener han, at det er retfærdigt at bede om 50% af overskuddet fra en handel.  

»Tillid, som er det væsentligste ord i hele kunstverdenen. Verdens mest uregulerede marked, baseret på tillid.« 

Når der er flere og flere gallerier, der skifter til den samme udregningsmetode som Nils Stærk benytter, så kan det for de pågældende galleriers tilknyttede kunstnere sende et signal om, at de bliver sat ned i løn, fordi de pludselig tjener mindre på et værk end de er vant til, til trods for et ellers godt samarbejde. Det er en holdning, som to kunstnere anonymt har udtalt til ATLAS. Det skal dog understreges, at de to kunstnere ikke er repræsenteret på Nils Stærks galleri.   

»Jo, men at sige, de bliver sat ned i løn, det kommer jo an på så meget. Fordi hvis anledningen til, at de giver galleriet en større andel af deres løn er, at galleriet kan levere et bedre produkt den anden vej, så skulle det gerne resultere i, at de sælger endnu mere kunst. Så kan det godt være, at de vil få et lidt mindre cut per enhed. Men hvis de sælger 10 gange så mange enheder, så er det jo stadigvæk en bedre forretning.«  

Dog mener Nils Stærk grundlæggende, at det er omsonst at tale om brutto- og nettomoms. »Jeg kunne lige så vel kalde det amatørmåden og den professionelle måde,« siger han. Til spørgsmålet om hvorvidt kunstnermomsen ikke netop er blevet opfundet for at støtte kunstnerne og ikke gallerierne svarer Nils Stærk, at han opfatter sagen anderledes. For ham skal kunstnermomsen støtte omsætningen af kunst.  

»Og den omsætning af kunst kommer jo både kunstnerne og gallerierne til gode. Hvis vi skulle lægge 25% moms ovenpå alt det vi har solgt her, så ville vi sælge mindre. Det er der ikke nogen tvivl om. Og det vil jo heller ikke være i kunstnernes interesse.« 

Det er urimeligt at Billedkunstnernes Forbund blander sig i de individuelle aftaler gallerier og kunstnere imellem, hvis de ikke gør det på et professionelt grundlag, fastholder Nils Stærk. Til gengæld opfordrer han forbundet til at hjælpe de danske kunstnere bedre på vej til nogle holdbare aftaler med deres gallerier.  

»Jeg har foreslået dem at lave en jobbeskrivelse. Hvad skal kunstneren forvente af et galleri? 

Og jeg har også sagt, at jeg gerne vil bidrage til den. Hvis en kunstner skal lægge 50% af sin omsætning hos galleriet, hvad kan de så forvente af galleriet? Vi betaler alle deres transporter. 

Vi laver al deres administration. Vi sælger deres værker. Vi tager dem med på messer. Det er sådan nogle ting, man skal afstemme. Og hvis galleriet ikke opfylder de krav, så kan kunstneren sige: Prøv at høre. I opfylder ikke alle de ting, jeg gerne vil have. Så I får kun 40%.« 

Det gælder om at lave en afstemningsforventning til hvad man får for sine penge, konstaterer Nils Stærk. Og der er altså forskel på, vedholder han, at gå til et etableret galleri som Nils Stærks eget med en international profil og at gå til »et lille galleri i en eller anden provinsby i Danmark, som handler lige til bygrænsen.« 

Men ifølge Billedkunstnernes Forbund er debatten om kunstnermomsen netop blusset op på det seneste, fordi stadigt flere gallerier tager en større andel af overskuddet – også nystartede gallerier, der endnu ikke kan tilbyde det samme som de etablerede gallerier. Er det ikke rimeligt, at kunstnerne kræver en større del af momsen her, hvor galleriet endnu ikke kan tilbyde et imponerende netværk og adgang til prestigefyldte messer?  

Det argument synes Nils Stærk er for firkantet.  

»For det kommer også an på omstændighederne. Hvad er et mindre galleri? Hvis et mindre galleri er nogen der har eksisteret i 25 år og bare ønsker at have den størrelse, så er det måske en ting. 

Men hvis det er et ungt menneske, som har startet et galleri og er ambitiøs og vil fremad i verden, så skal de også bruge nogle penge til det. Det er kunstneren nødt til at se som en investering.« 

Nils Stærk fortæller, at han netop har besøgt det relativt nystartede galleri Albert Contemporary. Det ligger i Odense og er ejet af Johan Kvium, Michael Kviums søn, og ifølge Nils Stærk er der ingen tvivl om, at kunstnerne skal dele overskuddet, hvis de vil repræsenteres hos ham. Også selvom hans forretning endnu ikke er så stor som Nils Stærks.   

»Selvfølgelig skal han da have 50%. Han knokler og gør alt hvad han kan for sine kunstnere. Det betyder ikke, at han leverer alt det han skal endnu. Men han har ambitionen om at gøre det. Og hvis kunstnerne tror på det, og det er selvfølgelig et spørgsmål om tillid, så skal de jo være med på legen.« 

Generelt er det vigtigt for Nils Stærk at understrege, at den gensidige loyalitet mellem kunstner og galleri er alfa og omega.  

»Det vil sige, at hvis der kommer en ind på kunstnerens atelier og siger, at de vil købe et værk, så svarer kunstneren, at det må de tale med Nils om. For det er klart, vi kan jo ikke leve med, at vi laver alt det der karrierefremmende arbejde for kunstneren, og så tjener de en halv løn på dørsalg på atelieret. Det kan vi ikke acceptere. Enten arbejder vi sammen, eller også gør vi ikke. Kunstneren og galleriet sidder i samme båd.« 

Der går over en måned mellem mit møde med Nils Stærk og Bo Bjerggaard. Sidstnævnte har kalenderen fyldt med arbejdsrejser dette efterår, men han er begejstret for at lave interviewet. Det er på tide, at folk får et ordentligt overblik over kunstverdenen, siger han. »Det er der nemlig ikke nogen, der har. Der er ingen, der for alvor forstår kunstverdenen.« 

Vi sidder på Bo Bjerggaards lille kontor i hans galleri i Kødbyen. Det er helt tætpakket med bøger, en stor kontrast til Nils Stærks store, spartansk indrettede kontor. Men ud over de rumlige forskelle minder deres historier bemærkelsesværdigt meget om hinandens. Bo Bjerggaard startede også sit galleri officielt for 26 år siden – det begyndte som et hobbyprojekt sammen med hans kone og en af hans barndomsvenner – og siden er forretningen vokset støt. Bo Bjerggaard tilskriver succesen en blanding af forskellige faktorer: Hans uddannelse indenfor økonomi, hans venskab med Per Kirkeby, galleriets første kunstner, som han lærte at kende gennem et arbejde på Louisiana, og så selvfølgelig en reel interesse i kunsten. Og hvad er det så, en af Danmarks vigtigste gallerister mener, vi bør forstå om kunstverdenen?  

»Lad os starte med det underlæggende aktiv,« siger han, mens en assistent kommer ind med en cappuccino. Tillid, som er det væsentligste ord i hele kunstverdenen. Verdens mest uregulerede marked, baseret på tillid. Det er nøgleordet i galleriernes del af kunstverdenen. Den merkantile del af kunstverdenen.« 

Med det mener Bo Bjerggaard, at vi som købere for det første må stole på, at værkerne på galleriet er det værd, som der står. Når et galleri prissætter et maleri til 50.000, så må man godtage, at netop dét værk er 50.000 værd. Dernæst må man stole på, at ens penge går direkte til kunstneren, selvom værket købes på galleriet. Galleriet er ansat af kunstneren.  

»Folk tror, at gallerierne er det alt for dyre mellemhed. Men kunstneren har ansat galleristen til at varetage kunstnerens interesse. Så vi er medarbejdere hos kunstnerne. Det er realiteten.« 

»Folk tror, at gallerierne er det alt for dyre mellemhed. Men kunstneren har ansat galleristen til at varetage kunstnerens interesse. Så vi er medarbejdere hos kunstnerne. Det er realiteten.«

Som gallerist, der primært har valgt at arbejde med kendte, i visse tilfælde verdensberømte, kunstnere, men som også af og til tager et nyt talent ind, mener Bo Bjerggaard, at det giver sig selv, at han forskelsbehandler kunstnerne. »Tag en kunstner som Georg Baselitz. Jeg har jo ikke skabt hans karriere. Jeg varetager hans interesse i et lokalt område.« Derfor er det klart, forklarer Bo Bjerggaard, at han måske ikke får så stor en gevinst ved et salg af et værk af Baselitz, som ved et salg af en mindre etableret kunstners værk.  

»Men det er jo privat. Det er det gode ansættelsesforhold. Jeg kan jo heller ikke se, hvad du får i løn. Det vedkommer sådan set ingen i verden.« 

Men er der ikke en skævvridning i at bede nye, mindre etablerede kunstnere med færre midler om at punge ud, mens de rigeste kunstnere slipper billigere? Hvad nu hvis man ikke har råd til at undvære så stor en bid af overskuddet fra kunstnermomsen på det tidspunkt i karrieren?  

»Godt spørgsmål, men misforstået spørgsmål,« svarer Bo Bjerggaard uden at udpensle, hvad jeg helt præcis har misforstået. »Det er jo de små kunstnere, der skal med på den lange rejse. Det er dem, der kræver tid og penge.« 

I virkeligheden skal spørgsmålet om, hvordan gallerierne aflønnes, diskuteres på en helt anden måde. Han synes, vi skal holde op med at dvæle ved kunstnermomsen, og i stedet spørge os selv, hvorfor gallerierne stadig aflønnes med provisionsløn.  

»Vi er totalt stagnerede, hvad angår vores måde at arbejde sammen med kunstnere. 

Hvorfor hyrer en kunstner ikke et galleri? Det er jo ligesom alle de andre steder, hvor man har brug for hjælp til marketing og salg. Så kan man da betale for det. I stedet for provision, så giver man en fast løn. Og hvilken behagelighed ville det ikke være at være sikker på, at man tjener nogle penge hver måned?« 

Men det kræver selvfølgelig, at kunstneren har råd til sådan en ordning. 

»Ja, det gør det jo.« 

Det ville en nyetableret kunstner nok have svært ved.  

»Jeg argumenterer heller ikke for det, jeg forklarer bare muligheden.« 

Denne aflønningsmetode er ifølge Bo Bjerggaard et af mange dogmer, der præger kunstbranchen. Det er en verden fyldt med uskrevne regler – for eksempel at man på gallerierne aldrig sætter prisen ned. Og et andet dogme er så, at kunstmomsen skal deles ligeligt mellem kunstner og galleri. 

»Det er en gammel regel, en uskreven regel,« siger Bo Bjerggaard og hæver stemmen en smule. Og ligesom Nils Stærk mener han, at hans metoder som gallerist er blevet så »forfinede« at han har ret til at udfordre det dogme. 

»Hvordan vi beregner lønnen, med moms eller uden moms, er fuldstændig ligegyldigt. Det handler om lønforhandlinger, ikke en skid andet. Og hvis galleristen synes, at de har ydet en indsats, og vil have en større andel af momsen, så synes jeg, at kunstnerne i stedet for at fokusere på momsbegrebet, faktisk skal gå ind og diskutere med deres gallerist, hvad de får for pengene. Men det er rigtigt, det er blevet en problemstilling, som mange kunstnere formentlig bliver ramt af, fordi man jo siger i galleristverdenen, eller nogen i galleriverdenen, vi skal stå skulder ved skulder.« 

Når kommunikationen mellem galleri og kunstner mislykkes, og når vi dvæler ved spørgsmål om kunstnermoms, mener Bo Bjerggaard at det skyldes, at vi negligerer forretningsaspektet på de kunstneriske uddannelser – og at man slet ikke kan uddanne sig til gallerist.  

»Jeg er gallerist, fordi jeg har valgt at blive det. Så i sidste ende er det fuldstændig tilfældigt, hvem der ejer gallerierne. Det er da forfærdeligt.« 

Hvad angår kunstnerne mener Bo Bjerggaard, at man på akademiniveau skal forberede kunstnerne langt bedre på den verden, de træder ind i. En verden, der trods alt er præget af komplicerede forretninger og store beløb.  

»Man kunne for eksempel lave et 14-dages kursus for unge kunstnere, hvor de blev præsenteret for de forskellige aktører i kunstverdenen og deres indbyrdes samhørighed. Hvornår spiller en fond en rolle? Hvornår spiller et museum en rolle, en institution, en kunsthandel en rolle? Hvad gør pressen? Hvornår kan du bruge sociale medier som kommunikation? Hvad gør samlerne? 

Hvad betyder samling? Alt det der, det er der ingen, der beskæftiger sig med. Der er ingen, der underviser i det. Der er ingen, der introducerer det. Der er ingen, der ved noget om det.« 

Et par uger senere ankommer jeg til et kæmpemæssigt atelier på Amager efter en hård cykeltur i strid modvind. I flere uger har jeg forsøgt at arrangere et interview med alskens forskellige kunstnere, små som store, men uden held. Blandt andet har jeg kontaktet fem af de kunstnere, der i øjeblikket samarbejder med henholdsvis Bo Bjerggaard og Nils Stærk, men ingen ønsker at medvirke. Derudover har jeg haft kontakt til en håndfuld kunstnere, som har meget på hjerte, men som ikke ønsker at stille op af hensyn til deres fremtidige karriere. Det danske kunstmiljø er meget småt, lyder det fra flere, og begynder man at lægge sig ud med et enkelt galleri, har man hurtigt lagt sig ud med flere. Men nu er det endelig lykkedes at få en kunstner i tale, der vil udtale sig om samarbejdet mellem kunstnere og gallerier.  

Kunstner Troels Aagaard møder mig i døren, og fører mig gennem den kringlede industribygning, hvor 30 kunstnere holder til. Gangene er fyldt med maling og gipsstøbte arme, og på Troels Aagaards værksted lyder en sagte melodi fra en pladeafspiller. Han sætter en kande filterkaffe på bordet.  

  Han griner, da jeg spørger, hvad han syntes om de to galleristers udtalelser. Så slår han ud med armene.  

»Der er jo stor forskel på at sidde på toppen af galleriverdenen, og at sidde her, hvor vi to befinder os i dag. Og det forholder Bo Bjerggaard og Nils Stærk sig jo overhovedet ikke til.« 

Han har ret, der er stor forskel. Her er der ingen assistent, der kommer med baristakaffe, selvom bygningen kunne ligne Nils Stærks galleri til forveksling. Forskellen er blot, at der her er markant flere ting over det hele. Ingen tvivl om, at der bliver arbejdet i disse lokaler.  

»Det er jo påfaldende. Og i virkeligheden er der måske slet ikke nogen, der har lyst til at tale om det. Det er lidt elefanten i rummet, at vi ikke bare er samarbejdspartnere. Der er et hierarki.«  

Troels Aagaard mener, at det er vigtigt at understrege, at kunstbranchen er præget af nogle meget tydelige magtforhold. Også selvom man forsøger at opretholde en illusion om, at folk er gode venner på kryds of tværs. Og når vi for eksempel diskuterer problematikken om fordelingen af kunstnermoms, er det nødvendigt at holde fast i, at virkeligheden ikke er så enkel, som Nils Stærk og Bo Bjerggaard giver udtryk for, når de siger, at de som gallerier sådan set bare er ansat af kunstnerne til at udfylde en opgave – og er deres service for dyr, så må man gå et andet sted hen. 

»Det ville man måske kunne sige, hvis det var kunstnerne selv, der opsøgte gallerierne,« siger Troels Aagaard. »Men sådan forholder det sig jo ikke. Hvis en gallerist som Nils Stærk siger, at de vil have en større bid af kagen, så siger man jo ikke ’rend og hop, jeg finder en anden’. Den slags siger man, hvis man er den, med de gode kort på hånden. Men i den danske kunstverden er det nok nærmere Nils Stærk, der sidder med de gode kort. Så er der ikke andet for end at sige ’øv’ og komme videre.« 

»Hvordan vi beregner lønnen, med moms eller uden moms, er fuldstændig ligegyldigt. Det handler om lønforhandlinger, ikke en skid andet.« 

Men det er væsentligt at tale om det, mener Troels Aagaard, for der er forhold mellem danske kunstnere og deres gallerier, der er gået i stykker, fordi de er blevet uenige om, hvordan kunstnermomsen fordeles. 

»Og man må bare fastslå, at når Bo Bjerggaard eller Nils Stærk samarbejder med store, internationale kunstnere, så diskuterer de jo ikke moms. Så når de siger, at man får, hvad man betaler for, så ville det jo kun gælde, hvis det er kunstnerne selv, der stiller lønforholdene op. Men det er jo øjensynligt galleristen, der bestemmer.« 

Han mener derfor heller ikke, at det er sort/hvidt, når de to gallerister siger, at de jo til gengæld arbejder hårdere for de unge kunstnere, som kræver flere ressourcer, hvis de skal slå igennem. På den ene side er det jo rigtigt nok, siger han, man kan ikke bare nøjes med at smække en ukendt kunstners værker op på en væg og regne med, at de sælger sig selv. Men Bo Bjerggaard og Nils Stærk omtaler slet ikke det hierarki, der i høj grad præger det enkelte galleri.  

»For hvilke kunstnere kommer for eksempel med på messerne? Hvilke samarbejder vægter man højest? Det er bare sådan, at man som ny kunstner befinder sig nederst i hierarkiet i et godt stykke tid. Jeg ved, hvad jeg taler om, jeg har selv været der.« 

Nils Stærk mener dog ikke, der er hold i Troels Aagaards analyse. »Det er totalt vrøvl,« skriver han, efter at have læst interviewet, og opfordrer til at se på billederne fra galleriets seneste deltagelse på Art Basel. Det er deres største investering, og sidst var hverken deres dyreste kunstnere som Michael Kvium eller Suplerflex repræsenteret, men derimod Rebecca Lindsmyr, deres nyeste og billigste kunstner. Selv efter at have solgt de medbragte værker, fortæller Nils Stærk, at de ikke har indtjent udgiften til væggen, hun hang på.  

Det er 20 år siden Troels Aagaard blev færdiguddannet på det danske kunstakademi. Han har derfor været en del af branchen i næsten lige så mange år som Nils Stærk og Bo Bjerggaard, men har oplevet udviklingen fra en anden vinkel. I perioden inden finanskrisen var kunstbranchen præget af en næsten ubegribelig aktivitet, hvor »alt blev solgt,« hvilket krisen selvfølgelig satte en brat stopper for. Siden har kunstsalget aldrig nået sit forhenværende niveau, oplever Troels Aagaard. Til gengæld er branchen blevet professionaliseret. Samtidig er der flere og flere, der drømmer om at blive kunstnere, hvilket kun har polariseret magtbalancen yderligere. En oplevelse, han i øvrigt heller ikke deler med Nils Stærk, der kun oplever, at markedet er blevet større og større.  

Der er flere kunstnere end nogensinde før, der ikke kan leve af deres arbejde, som må tage alle mulige jobs ved siden af, for at få deres praksis til at løbe rundt. Rapporten Billedkunstens økonomiske rum, som blev udformet på CBS i 2018 beskriver, at medianårslønnen for danske kunstnere lå på 11000 før skat – de fleste tjener selvfølgelig mere på et år, men der kommer lønnen som regel andre steder fra. Samtidig bliver det i stigende grad tydeligt, at man bliver nødt til at markedsføre sig selv på sociale medier, hvis man vil slå igennem – med mindre, man er meget berømt, er det ikke nok at overlade den opgave til gallerierne. Det stiller altså højere krav til den enkelte kunstner, det er blevet langt mere vanskeligt at slå igennem, mener Troels, og samtidig er afstanden mellem gallerierne og kunstnerne vokset i stigende grad. Deres fokus er blevet mere internationalt, »de store gallerier flyver rundt til messer hele tiden.«  

Så vi kan godt tale om kunstnermoms, der er et væsentligt emne for mange kunstnere, siger Troels Aagaard, men vi bliver også nødt til at se andre steder hen, hvis vi skal skabe en bæredygtig økonomi for kunstnerne.  

»Som det ser ud lige nu, er mange kunstnere afhængige af Statens Kunstfonds arbejdslegater. Men hvis man modtager 50.000, er det lidt som at tisse i bukserne. Det kan lige betale din husleje i en kort periode. Det luner i et kort øjeblik. Men det er et system, der er med til at fastholde en masse kunstnere i fattigdom. Og det er ærgerligt, for det er ellers et system, der er med til at sikre en stor pluralisme, man ikke ser i mere markedsstyrede lande som USA.« 

Måske skal vi tænke kunstnernes løn helt anderledes, foreslår han, og nævner blandt andet kunstnerløn som en mulighed. For i takt med, at kunstbranchen i højere og højere grad bliver et kunstmarked, hvor salget er i fokus, er det ikke bæredygtigt, at kunstnerens position er så usikker.  

»Måske er det også derfor, det har været svært at finde kunstnere, der ville stille op til interview om det her emne,« siger han til mig. »For hvis man endelig er lykkedes med at blive repræsenteret på et galleri, skal man så risikere at miste det hele ved at tale højt?«