Hvad dagen rummer

Det er et vådt år, der går på hæld. Måske bliver det det vådeste år i dansk vejrhistorie. Jorden kan ikke suge mere nedbør, så det lægger sig ovenpå jorden, det oversvømmer kældrene og trænger ind i stuerne. Når jeg lukker øjnene og tænker tilbage på året, der er gået, er det følelsen af klæbrige cowboybukser, der melder sig først. Dernæst den dårlige stemning på cykelstierne, som regnvejr unægteligt fører med sig. I mit køkken står tre gryder og opsamler den regn, der drypper ind gennem små huller i taget. På en måde føles 2023 som én lang, mørk novemberdag. 

Og selvom det er slemt nok i sig selv at være gennemfugtet helt ind til benet, er der alligevel et forhold, der gør ondt værre: Vi kan forvente det samme næste år. Og året efter. Måske bliver det endda vådere endnu. Og mens vi sidder i vores klæbrige klæder og normalt ville se frem mod sommeren som det genkomne lyspunkt, er der en uro, der har erstattet forventningens glæde. For sommeren er varm og tør, og det, der plejede at være et afbræk fra hverdagens trummerum, er nu blevet til en uhyggelig gætteleg. Hvilken ferieø brænder mon næste gang? Hvilke skove vil vi miste til sommer? Trætte og modvillige gør vi os klar til endnu en tur i manegen. 

En tilstand af spleen, kunne man kalde det. Den kombination af livslede og kedsomhed, der opstår, når man har udtømt tilværelsen for al tænkelig nydelse, og kun gentagelsen står tilbage. Et udtryk, vi kan takke Charles Baudelaire for, et produkt af fin de siécles paradokser, dyrkelsen af livslede, klichéer og kedsomhed kombineret med en enorm dekadence og en stor forbrugsglæde. I dag er vi i endnu højere grad blevet forbrugsmennesker, vi producerer og nyder og skynder os som aldrig før, selvom vi ved, at det må høre op, og sideløbende med denne fremdrift står følelsen af gentagelse tilbage. Tomme løfter fra politikerne, ingen udsigt til forbedring i vores udledning af drivhusgasser, gamle konflikter blusser op igen og bliver til krig, vi arbejder over, men arbejder alligevel aldrig helt nok. Vi når tilsyneladende aldrig helt de mål, vi sætter os selv. Vi ved, at vi løber tør for ressourcer før eller siden, og alligevel producerer vi alverdens ting i en stadigt stigende hastighed. Flyver ned til brændende øer for at gøre krav på vores årlige charterferie. Disse gentagelser medfører i bedste tilfælde en følelse af meningsløshed, i værste tilfælde udløser det en dommedagsstemning. 

Jeg vil gerne bryde ud af dette mønster. Og jeg vil gerne lære at holde af den varme, våde verden der venter. Er det overhovedet muligt at slippe vreden over alt det, der ikke er blevet gjort i tide, og mismodet over det, vi er ved at miste? Kan man forestille sig et scenarie, hvor vi kollektivt bryder det vækstprincip, der er styrende for vores samfund? Jeg ved det ikke, jeg har svært ved at tro det.

Til dette håbløse projekt har Solvej Balle heldigvis udgivet en håndsrækning i form af femte bind i septologien Om udregning af rumfang. Det femte ud af syv bind i serien, som hun har arbejdet på de sidste 30 år fra sit skriveeksil på Ærø. Hun blev sidste år tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for de første tre bind, en sand magtdemonstration taget i betragtning af, at bøgerne er helt og holdent Balles eget projekt. De udkommer sågar på hendes eget forlag, Pelagraf. Allerede ud fra den oplysning er det tydeligt, at vi har at gøre med en romanserie, som forfatteren har ofret utrolig megen af sin egen tid på. Og det er netop det, man får igen, når man læser bøgerne. En lille smule tid. Når man begiver sig ind i Balles detaljeorienterede, sælsomme, sanselige univers, får man lov til at gøre et kort ophold i tiden og observere verden med milde, nysgerrige øjne. 

Det er som om, Solvej Balle tager spleen-begrebet og vender det om. Serien handler om Tara Selter, der pludselig bliver fanget i den 18. november. Tiden er simpelthen gået i stykker, og hun er den eneste, der ved det. Hver dag vågner hun op til en regnfuld novemberdag, mens hendes venner, familie og kæreste vågner op ganske uvidende om, at de allerede har gennemlevet dagen hundredvis af gange. Hvor kedeligt at blive fanget midt i den grå november! Der sker absolut intet af nævneværdig værdi. I begyndelsen bliver man næsten klaustrofobisk ved tanken om at være fanget i den samme dag. 

Men gennem bøgerne begynder det i højere og højere grad at stå klart, at gentagelsen ikke afføder kedsomhed og livslede. Gentagelsen er snarere kuren mod netop disse onder. I en tid, hvor vi frygter fremtiden, hvad kunne så være en større gave end at få lov til at flygte ind i en enkelt dag? At fylde den med ord, tanker og nuancer, fordi man har muligheden for at studere og sanse den helt til bunds? Det skorter ikke på apokalypser i tidens populærkultur. Storslåede film og fortællinger om verdens undergang, de sidste overlevende mennesker, der skal opbygge verden på ny. Her hersker idéen om, at mennesket først for alvor kommer til fornuft, når vi har ødelagt det hele, og den golde jord ligger tilbage som et blankt lærred.

Hvor er de værker, der tør forestille sig en alternativ fremtid, hvor verden ganske sikkert forandrer sig, men hvor det ikke indebærer en totaludslettelse af vores nuværende samfund? Kan man tale om fremtiden uden at tale om en apokalypse? Det kan man i Solvej Balles septologi. Her præsenterer hun en helt ny form for eskapisme: Flugten ind i det evige nu. En hel fremtid, der finder sted i en helt almindelig dag, hvor den store katastrofe endnu ikke har fundet sted. Og hvad er det så, vi kan finde der? 

Når man begiver sig ind i Balles detaljeorienterede, sælsomme, sanselige univers, får man lov til at gøre et kort ophold i tiden og observere verden med milde, nysgerrige øjne. 

I seriens første bind er Tara Selter meget optaget af at løse gåden om tiden. Hvorfor er den pludselig gået i stå? Derfor er den første roman præget af en underlæggende utålmodighed og forventning, der også påvirker læseren. Samtidig beskriver Tara Selter, hvordan dette første år udenfor tiden er det lykkeligste i hendes liv. Hver dag deler hun sin viden med sin kæreste, Thomas, og hver dag tror han hende. Så bruger de ellers resten af dagen på at forsøge at løse gåden sammen, sammenflettede, elskende. Men afstanden mellem dem vokser lige så stille. Den mad, Tara køber, er stadig spist når dagen er gået. Den mad, Thomas spiser, vender tilbage. Langsomt begynder hylderne på det lokale supermarked at stå tomme, Tara sætter sine spor. For når al produktion og vækst er sat i stå, kommer der ikke sådan uden videre nye varer på hylderne.

Det igangsætter en form for eksistentiel krise hos Tara, der begynder at anskue sig selv om et altopslugende monster, der forstyrrer ordenen i den rolige dag. Nu, hvor ingen andre mennesker sætter de samme spor længere, er hun selv nødt til at finde ud af, hvordan hun kan leve et liv, der forstyrrer den nye orden mindst muligt. Navnlig da det første år er gået, og hun begynder at acceptere, at tiden ikke bare sådan lige har tænkt sig at gå i gang igen. Da hun i seriens andet bind bliver mindre interesseret i at løse gåden, og mere interesseret i at finde sig til rette i sin novemberdag, falder der også en form for meditativ ro over værket. Selvfølgelig ønsker man stadig, at verden finder tilbage til sin oprindelige form, men lige så stille begynder Tara at frigøre sig fra tidens lineære jerngreb. Og hun tager læseren med. 

Først er Tara meget optaget af at jagte årstiderne. Hun rejser rundt i Europa med tog og fører logbog over klimaet. Hvor kan man finde frugttræer i blomst? Sne? En forårslun solstribe? Det er Taras forsøg på at udvide rammerne for novemberdagen. Senere erstattes rejselysten med en nyfunden historisk interesse, særligt en interesse for Romerriget. Når den lineære tid pludselig er sat ud af kraft, opstår der en helt anden form for forbundethed til andre epoker. Hvis tiden kan stoppe, kan den også bøjes. Når der ikke længere er fokus på det, der venter forude, kan man pludselig standse op og se sig tilbage. Mærke forbindelserne. Opdage, at selvom Tara Selter er isoleret i sin dag, er hun stadig en del af en fælles historie. Og pludselig, efter at have brugt flere år alene i den 18. november, år, der er blevet brugt på at kaste et nysgerrigt blik på verden og udvide dagens indhold så meget som muligt, blandt andet ved at beskrive og sanse dagen i detaljer på 117 forskellige måder, opdager Tara, at hun ikke er alene. 

I de næste bind møder hun flere og flere mennesker, der også sidder fast, og sammen etablerer de et kollektiv, hvorfra de arbejder for en bedre fremtid, hvis den da nogensinde kommer. Enige om, at de ikke ønsker at være ansvarlige for at fortære verden langsomt, lever de så sparsomt som muligt. De bruger dagene på at holde møder, nogle af praktisk karakter, andre af filosofisk karakter. Der bliver stillet langt flere spørgsmål, end der besvares. At bevæge sig ind i Solvej Balles univers kan bedst sammenlignes med at se verden foldet ud i en af Inger Christensens digtsamlinger. Store tanker og billeder smukt flettet sammen af Fibonaccis talrække eller en sonetkrans, der understreger, at systemtænkning ikke behøver at begrænse. 

Hvis første bind af Om udregning af rumfang er en førstegradsligning, er det nu en tredjegradsligning, og jeg har personligt opgivet at lede efter et svar. Nu leder jeg efter flere spørgsmål. Og det er lige præcis det, der er på færde i det nyudgivne femte bind. Her fremskrives der et samfund, hvor mennesket sættes fri. Ikke bare fra vækstsamfundet, der tydeligvis er ved at knække sammen i sit forsøg på konstant at overhale sig selv, men fra institutionerne, forventningerne, fremdriften. Og vigtigst af alt handler dette femte bind om at sætte tanken fri. Tara Selter og de andre, der er fanget i d. 18. november, flytter ind på et forladt universitet og begynder at forske.

»I den verden, vi kommer fra, insisterede hun, skal man hele tiden spørge om lov. Man kan ikke bare søge viden. Man skal have sine eksamenspapirer i orden, man skal have kontakter, man skal indordne sig under de til enhver tid herskende normer og retninger, man skal styre uden om fordomme og forventninger og ligegyldige forhindringer. Man skal skaffe forskningsmidler, man skal bøje sig for den forskning, der allerede har sat sig i alle stolene, selvtilstrækkelig og tilbagelænet, man skal hele tiden sikre sig, at man citerer de forskere, der skal dele stillinger ud, at man holder sig inden for rammerne, for der er ganske smalle stier at vandre på, hvis man skal have råd til at betale sin husleje, mens man undersøger verden.«

Sådan lyder det fra Gita, en af initiativtagerne bag det kollektive indryk i det gamle universitet. Flere hundrede mennesker, der er fanget i den 18. november, går nu i gang med at forske. Her er der ingen snævre kategoriseringer for viden. Håb, drømme, diffuse idéer og strøtanker kan pludselig udgøre begyndelsen på et forskningsprojekt. I en verden, hvor der ikke findes økonomiske skrupler eller intentioner om at stige i graderne som følge af sin forskning, bliver tanken nu sat fri. Samtidig bliver Tara Selter stadigt mere udvisket som individ – hun er den del af den forskende flok. Det er en stor gruppe, og Solvej Balle smider om sig med navne, selvom man aldrig kommer helt ind på livet af personerne bag. Årene flyver afsted, Tara bliver ældre og ældre, idéerne får frit løb, men dette nye, frie universitet er også et svævende rum, hvor idéerne aldrig får lov til at udvikle sig til mere end det i denne stagnerede verden. 

Siden romanseriens første bind, er der gået næsten 30 år, siden Tara Selter blev fanget i sin dag, og man må bare konstatere, at hun aldrig har fundet sig helt til rette i stilstanden. Måske har hun udvidet den 18. november så meget, at hun er blevet lidt for fri i den. Grundlæggende kan mennesket måske godt lide at være bundet af tiden, selvom man kan frygte, hvad den fører med sig. Jeg håber stadig på, hun finder ud af sin dag og kommer videre. Men jeg håber også, at hun tager sine tredive år i november med sig, roen, friheden og sansen for at se det store i det små. 

Jeg læste den første bog i januar, pakket godt ind i tæpper i en stue i Vestjylland, med blikket skiftevis plantet i bogen og dvælende ud ad vinduet. Det regnede. Og det regnede også, da jeg færdiggjorde femte bind for få dage siden. Men når jeg ser ud ad vinduet nu, ser jeg ud på Solvej Balles novemberdag. Og det er heldigvis et ualmindeligt rummeligt sted at være. Jeg deler Tara Selters sorg over de tabte årstider, for verden er under forandring, men udsigten til en våd fremtid virker mindre dystopisk. Når synet af alt det grå bliver for meget for Tara, observerer hun stjernehimlen eller lytter efter nye lyde, der kan udvide tilværelsen en smule. Hun stiller spørgsmål uden at forvente et svar. 

I gentagelsen kan mennesket sættes fri, insisterer Solvej Balle, når Tara Selters sanser skærpes. Hver dag finder hun nye måder at undersøge verden på, sat fri af alle fremdriftsprincipper. Friheden er sorgfuld, den er ingen utopi. Men jeg leder heller ikke efter utopier. Jeg leder efter muligheder i de våde novemberår, der kommer.