Et mirakel i langsom gengivelse

Mens jeg læser Inger Christensens genfundne og først nu udgivne ungdomsdigte,jeg bor i en hemmeligdrøm, er der dimission på Dansk Talent Akademi i Holstebro, hvor jeg underviser forfattereleverne. Uddannelsen er oprindeligt tænkt som en treårig sideuddannelse til gymnasiet, men en del af eleverneventer med at flytte til Holstebro til efter den pureste ungdom og bruger deres sabbatår på kurset, som enlidt mere ambitiøs version af et højskoleophold. Så nogle af dimissionseleverne er på alder med den 20-25-årige Inger Christensen, der i 1955-60 begyndte at skrive digte, andre er lidt yngre. Og når jeg ser på de sekselever, der dimitterer, mens jeg læser, bliver jeg jo nødt til at spørge: Er én af dem den næste?

*

Noget, vi Inger Christensen-læsere mangler, og som vi grundet mangel på oplysninger måske aldrig får, er enbiografi. Mig bekendt findes der kun to skriftlige kilder til Inger Christensens liv i perioden, hvor hun inden debuten Lys fra 1962 skrev sine tidlige digte, fik enkelte udgivet i Hvedekorn, fik afslag på andre og – ved vi idag – sendte en lang række, nu endelig udgivne, til mindst to nære venner. Nemlig essayet Jeg fik UG i parentes