Molotov-digte

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne – i en tid, hvor der i den offentlige samtale var en del mere manøvrerum på frihedskæmper-terrorist-spektret – skrev Klaus Høeck en række sonetsamlinger, der hyldede kontroversielle, venstreradikale figurer som Ulrike Meinhof og Che Guevara. Nu genudgives 1981-bidraget til denne serie, Sorte sonetter, hvor de kun let tøvende hyldester retter sig mod PLO-formanden Yasser Arafat (syv år inden han blev fortaler for en tostatsløsning og siden fik Nobels Fredspris) og terrororganisationen Sorte September. Sorte September, som blandt andet stod bag angrebet på De Olympiske Lege i München i 1972, hvor de myrdede elleve israelske sportsfolk og en vesttysk politibetjent.

»Jeg tror, jeg forstår jer,« skriver Høeck til OL-attentatmændene i samlingens første digt, »når I fyrer/stjernebazookaen af mod over/magten og uretfærdige ledtog.« Her sliber han den knivsæg, digtene må balancere på: at udvise forståelse for handlingen uden at gå ind for den; at sympatisere med terroristen uden at sympatisere med terrorismen. Omend han ikke tager det så tungt, hvis han også kommer til at sympatisere en smule med terrorismen.

Det