At læse Edith Södergran gør mig til tilhænger af janteloven

»Jeg skiller mig ud fra jer/ for jeg er mere end I.« 

Sådan kan man jo også indlede en digtsamling, og det gjorde den finlandssvenske lyriker Edith Södergran (1892-1923) med sin tredje bog, Rosenalteret, i 1919. I den foregående digtsamling, Septemberlyren (1918), havde hun i sin »Indledende bemærkning« skrevet: »Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er.« Efter hendes samlede værker at dømme, havde Södergran fire forbilleder: Gud, Napoleon, Nietzsche og sig selv. 

Ikke noget under, at samtidens anmeldere latterliggjorde hende. Men siden – og længe efter hendes tuberkulosedød som 31-årig – er litteraturkritikken vendt på en tallerken: »Nordens første modernistiske digter« kaldes hun bag på Skjødt Forlags nyudgivelse af hendes samlede værker, og det er sandt nok. Var hun kreativ eller kældermenneske, intellektuel eller incel? 

Oppe i tiden er hun i hvert fald. D