Konsulentgymnastik eller nødhjælp?

Det er en begejstret Esben Danielsen, der tager imod mig i den sneklædte gård. Jeg står forvirret med min telefon i hånden mellem fire anseelige, gule bygninger. Der viser sig at være et fredet, kongeligt barokpalæ, der ligger som nabo til Roskilde Domkirke. Derfor ingen skiltning eller numre ved dørene.

Her bor Kulturens Analyseinstitut, og her har Esben Danielsen, direktøren for det hele, sin daglige gang. Ikke dårligt for en startupvirksomhed, fristes jeg til at sige, og det er som om, Esben Danielsen læser mine tanker; de bor der kun midlertidigt, fortæller han. Han fører mig videre ind i det kliniske kontorlandskab, det gamle palæ altså midlertidigt lægger hus til.

Den 1. januar i år var det to år siden, de ansatte på Kulturens Analyseinstitut havde deres første arbejdsdag. Instituttet, der er en uafhængig institution under kulturministeriet, modtager årligt otte millioner kroner for at »skabe og formidle viden om kulturens betydning i samfundet.« Når dette år er gået, skal det vurderes, hvorvidt instituttet skal forblive på finansloven.

For de årlige otte millioner kroner skal instituttet levere omfattende analyser af hele kultursektoren. Indtil videre er der fem udgivelser, man kan gå på opdagelse i på deres hjemmeside. Indenfor hvert emne kan man finde et par rapporter på ca. 20 sider, samt nogle meget korte ’cases’. Det er ikke en overvældende mængde data, man falder over på instituttets hjemmeside, når man begynder at samle det hele. I hvert fald ikke når man tænker på, at Kulturens Analyseinstitut har 21 ansatte og derudover udliciterer en del arbejde til andre virksomheder.

Og det er i det hele taget svært helt at gennemskue, hvem instituttet henvender sig til, og hvad deres produkt faktisk er. Da jeg spørger Esben Danielsen ind til det, giver han et 20 minutter langt svar, som på mange måder understreger, at det ikke er helt nemt at forklare, hvad instituttet faktisk laver. Selvom jeg virkelig forsøger at danne mig et overblik over instituttets arbejde, forvirres jeg af hjemmesidens konsulentagtige tone og den svært gennemskuelige organisering af instituttet.

Om den relativt beskedne analysemængde, der for nuværende er tilgængelig, er alle de penge og al den arbejdskraft værd, skal jeg ikke personligt vurdere. Jeg skal heller ikke vurdere, om det er den bedste håndtering af statens midler at indrette kontor for 635.500 kr, som det fremgår af deres årsrapport fra 2022. Men udefra kan det i hvert fald godt ligne en mere eller mindre tilfældig blanding af emner, der er er mere eller mindre relevante for kulturlivet, og som Esben Danielsen også vil komme ind på i vores samtale, er der måske noget om det. Analyserne repræsenterer ikke nødvendigvis det, der faktisk optager branchen lige nu.

21 ansatte er ikke noget beskedent tal. Hvad ville det ikke gøre for en kulturinstitution pludselig at få råd til at ansætte så mange? Bare for at sætte det i perspektiv.

Spørgsmålet er, om Kulturens Analyseinstitut er en dyrt betalt omgang konsulentgymnastik, eller om de faktisk leverer et reelt stykke arbejde, der er efterspurgt af en presset kulturbranche. Jeg har personligt svært ved at finde ud af det. Måske er der virkelig brug for, at instituttet bruger år på at undersøge frivillighed i kulturbranchen for at konkludere, at folk, der er frivillige, oplever at det giver deres liv værdi. Med et glimt i øjet kunne man spørge, om en undersøgelse af folk, der bliver betalt i kulturbranchen, ville vise, at det også har en værdi at blive betalt.

For at blive klogere på instituttets arbejde besøger jeg altså Esben Danielsen på palæet i Roskilde, og samtidig kontakter jeg en række kulturaktører for at spørge, hvad de mener om instituttets arbejde.

Instituttet er blevet oprettet på det grundlag, at kultursektoren efter sigende selv har efterspurgt et sådant analyseinstitut gennem en længere periode, et institut der samler viden om kulturen og formidler den til de rette mennesker.

Kulturordfører i Radikale Venstre, Zenia Stampe, var blandt initiativtagerne til instituttet. Da det blev oprettet, udtalte hun: »Kunst og kultur har i mange år levet en skyggetilværelse i dansk politik. Det var bl.a. dét, vi ønskede at gøre op med, da vi bragte forslaget om Kulturens Analyseinstitut med ind i finanslovsforhandlingerne sidste år.«

Det kan man jo som kulturelskende person ikke blive sur over. Men det er stadigt svært at gennemskue, hvem instituttet egentlig er til for. Zenia Stampes kommentar ovenfor får det mest af alt til at lyde som en hjælpende hånd til kulturen, en vej ud af skyggetilværelsen.

Esben Danielsen nikker mens jeg deler min tvivl. Han forstår den godt, udtrykker han.

»Kulturens Analyseinstitut lyder jo som om, at vi skal forstå kunsten og kulturens indre væsen. Det er i hvert fald noget, vi har mødt meget fra andre. Men i virkeligheden er vores formål at se på kunsten og kulturen i samfundet. Så vi skal se på de forskellige samfundsproblemstillinger, hvor kunst og kulturlivet spiller ind.«

Men helt kort, hvad er I? En slags mediator…?

Esben Danielsen griner og nikker. »Jeg har før kaldt os for ”Google Translate” mellem kulturen og beslutningstagerne«, siger han og løfter øjenbrynene, som om han lige har sagt en vovet vittighed.

Han er en behagelig direktør, Esben Danielsen. Afslappet, imødekommende, ydmyg. Altid parat til at sige, at han forstår, hvis folk er kritiske. Klar til at kritisere sig selv. Man glemmer næsten, at han er en mand med magt, når man taler med ham, fordi han iscenesætter instituttets arbejde som en nødvendighed, en pligt, ja næsten et stykke velgørenhedsarbejde.

»Analyseinstituttets data skal vise sort på hvidt, at kulturen har en værdi,« lød det også fra Zenia Stampe, da instituttet blev oprettet. Er det netop den type projekt, der kan ændre kulturens ry fra ”samfundets flødeskum” til en integreret del af samfundet, vi af forskellige grunde ikke kan være foruden? Jo måske, det kan man da håbe. Spørgsmålet er blot, om der er brug for et analyseinstitut til dén opgave – kunne man ikke nøjes med at lukke øjnene og forestille sig en verden uden kultur? Rene, asfalterede veje, kridhvide kontorlandskaber uden kunst, ingen forfattere, vi kan referere til, når vores egne ord bliver knappe, ingen fredagsfilm, ingen festivalkoncerter i junisolen. Skal det koste 8. millioner om året i analyser at påvise kulturens værdi? Åbenbart.

Lige nu går vi og tænker rigtig meget over, hvordan vi skal angribe det her med det prekære arbejdsmarked, for det tænker vi, at mange kan se værdien i.

Jeg har talt med tidligere kulturminister Uffe Elbæk, som forklarer mig, at det i politik hænger sådan sammen, at man taler om det, man har tal på. Så skulle kulturen stå stærkere, var der brug for at dokumentere værdien.

»En rigtig strategisk ambition,« vurderer han.

Mangler kulturministeriet viden om kulturen?

»Ja. Der er meget viden, men kulturlivet er så mangfoldigt. Jeg oplevede, at det særligt viste sig under Corona, hvor man ikke vidste, hvordan man bedst støttede de forskellige slags institutioner. Det afslørede, at der manglede overblik.«

Havde du som kulturminister en oplevelse af at kulturlivet og magtniveauet taler forbi hinanden?

»De taler af og til forbi hinanden, ja. Men den største udfordring er, at kulturlivet er bange for at sige deres mening, fordi de er bange for at miste bevillinger.«

Da planen om et kulturens analyseinstitut først blev offentliggjort, klappede de fleste dagblade da også i hænderne og skrev en glad leder om beslutningen. Men eksempelvis hos Dagbladet Information, der var blandt de mest begejstrede medier, kan jeg ikke opstøve en eneste artikel siden selvsamme leder, hvor instituttets analyser bliver brugt til noget som helst. Faktisk har jeg svært ved at opstøve en eneste artikel fra et dagblad, der benytter instituttets analyser.

Spørgsmålet er altså, hvordan kulturens analyseinstitut, der indtil videre har modtaget 20 millioner kroner i offentlig støtte og i dag tæller 21 ansatte, rent faktisk har påvirket det danske kulturliv. Har det bidraget til at hive kulturen ud af den skyggetilværelse, Stampe taler om? Er der blevet skabt en større viden og en øget bevågenhed omkring kulturens betydning? Kort sagt, hvem og hvad har glæde af instituttet?

Vi har spurgt 23 forskellige kulturaktører, der repræsenterer alle lag i kulturbranchen. Det har været vanskeligt at indsamle svarene, og særligt har vi oplevet en direkte modvilje fra de største institutioner, om end Esben Danielsen har udtalt, at flere af dem har indgået i dialogrunder foretaget af instituttet. Vi har ikke hørt svar fra kommunerne. Det er dog lykkedes at få svar fra både selvstændige kunstnere, små institutioner/kulturvirksomheder og store institutioner. Spørgsmålene har gået på, hvordan disse kulturaktører har oplevet instituttets arbejde, om de selv har været blandt de kulturaktører, der efterspurgte et institut, samt hvad de mener udgør kulturbranchens største udfordring.

Har du en oplevelse af, at kulturens analyseinstitut lykkes med disse udsagn - at udbrede mere viden om kulturen, at opprioritere kulturen og at skabe dialog mellem kulturens aktører?

Sådan lyder et af de spørgsmål, aktørerne har besvaret. Udsagnene tager udgangspunkt i de visioner der fremgår af dokumentet ”Grundlaget for Kulturens Analyseinstitut” samt udtalelser fra de parter, der var med til at lægge grundstenene for instituttet. Janne Villadsen, der er direktør på Nørrebro Teater, svarer på spørgsmålet:

»Jeg føler, at de har haft succes med at bidrage med viden, research, til branchen - på brancheniveau til fx. Danske museer, dansk teater, dansk live osv. Men jeg har ikke oplevet at de har formået at få den viden UD fra branchen - hvilket var mit håb for Kulturens Analyseinstitut,« skriver Janne Villadsen og fortsætter: »da jeg (og min meddirektør) oplever at det største problem for kulturbranchen er at vi interesserer os mere for hinanden end for omverdenen - og derfor er omverden ikke altid så interesseret i os.«

Dette er altså ifølge Villadsen et grundlæggende problem for branchen – måske branchens største problem i øjeblikket, i hvert fald derfra hvor hun sidder.

De første to år, hvor Kulturens Analyseinstitut har lavet analysearbejde, har de arbejdet ud fra netop den idé, at de ville udpege branchens største problematikker. Esben Danielsen fortæller, at de gennem 250 »dialoger« med forskellige kulturaktører – det tæller alt fra store institutioner til enkelte kunstnere til fagforeninger – har udpeget tre af de emner, der ligger disse kulturfolk mest på sinde. Det endte med: Unges trivsel og kultur, kultur og klima samt frivillighed. Mon det er de samme emner, der ligger vores adspurgte kulturaktører på sinde?

Ifølge Janne Villadsen, direktør på Nørrebro Teater, er tidens største problem i hvert fald et ganske andet: »At engagere et publikum i en tid med uendelig mange tilbud - og cementere at kultur har en værdi, som er svær at sætte tal på. Det er minder og dannelse - hvilke oplevelser husker du bedst; fra en koncert, en film, en udstilling, en rejse - noget vi gjorde sammen som sætte følelserne i gang. Mit håb er, at KAI kan kvalificere den dannelse i et sprog, som man forstår fra politisk side og et samtidsøkonomisk perspektiv.«

Det er interessant at Villadsen netop udpeger vigtigheden i at kunne se kulturens værdi uden at lade tal styre samtalen, mens kulturens analyseinstitut jo netop sætter kulturen på grafer. Janne Villadsen nævner også en anden stor udfordring, nemlig at kulturens aktører ser hinanden som konkurrenter i stedet for medspillere.

For forlægger Mads Peder Lau Pedersen, der har grundlagt det succesfulde mikroforlag Sidste Århundrede, er det største problem et stigende misforhold mellem antallet af producenter og konsumenter i kulturen.

»Der er for mange af de første, hvilket gør, at alting føles, som om det drukner. Det virker, som om antallet af konsumenter er stadig faldende, og det giver økonomiske problemer i branchen«

Et andet problem, skriver han, er manglende aflønning af kulturproducenter. »Det er svært at leve af. Man har ikke krav på at kunne leve af at producere kunst, men det er påfaldende, hvor svært det er.«

»Spørgsmålet er, om man kan tale om en samlet kulturbranche på den måde, som spørgsmålet lægger op til. Forlagsbranchens vilkår er givetvis forskellige fra filmproducenters, teatres, foreningsdrevet frivillig kultur, og selv i forlagsbranchen er mine problemer næppe de samme som Gyldendals.«

Kunstner Jo Hedegaards oplevelse af kulturbranchens største udfordringer er, igen, en ganske anden:

»Høflighed, håndskyhed, mangel på åben samtale, automatisme i tankegangen, instrumentalisering af kunsten for politisk forandring, forskelsbehandling ud fra politisk korrekte hensyn, for mange velbjergede djøffere uden visioner og praktisk erfaring, at medierne er ved at spise kunsten.«

Signe Lykke Littrut, formidlingschef på Karen Blixen-museet Rungstedlund, oplever det som en udfordring, at »alle aktører er meget presset på at gøre opmærksom på sig selv, fortælle succeshistorier om høje besøgstal og stor omsætning.«

»Så snart en ny politisk dagsorden viser sig, kaster vi os alle ud for at ville brande os som megarelevante i forhold til netop dén dagsorden. Museer, som jeg selv tilhører, er konstant i angst for at miste relevans og finansiering. Det skaber nærmest en umodenhed i branchen, hvor man har travlt med at opfinde sig selv i nye smarte vendinger og tale sig ind i varm luft af relevans.«

Esben Marcher er direktør ved interesseorganisationen Dansk Live. Foreningen samler festivaler og spillesteder i Danmark, og repræsenterer på den måde en hel branche. Jeg er blevet henvist til Marcher af Esben Danielsen, der har fremhævet ham som en af de personer, instituttet har samarbejdet med. Marcher repræsenterer en stor institution, og anser det største problem i kulturbranchen for at være, at de enkelte institutioner ikke er gode nok til at sætte ord på det, de bidrager med. »Kultursektoren er fyldt med entusiaster, men vi er ikke gode nok til at se os selv som en del af et større billede,« lyder det fra Marcher.

Svarene i spørgerunden er lige så brogede som kulturbranchen selv. Måske derfor virker det særligt påfaldende, at ingen af svarene kommer bare tæt på de tre problematikker, Esben Danielsen fortæller, at instituttet har udpeget – og brugt de to første år på at analysere.

Ud over alle disse vidt forskellige svar er elefanten i rummet selvfølgelig den økonomiske situation, rigtig mange kulturansatte befinder sig i – og som Esben Danielsen da også erkender var blandt de største problematikker blandt de selvstændige kunstnere, instituttet var i dialog med. Hvordan er de landet på disse tre problemer? Hvilke kulturaktører er det helt præcis, der bekymrer sig allermest om frivillighed og grøn omstilling? Esben Danielsen forklarer, at det måske ikke var de samme tre emner, man ville nå frem til i dag – to år gør en stor forskel.

Vidner de emner, som instituttet har brugt to år på at undersøge til bunds, i virkeligheden om, at Kulturens Analyseinstitut ikke er særligt tæt på kulturen, trods de 250 dialogmøder? At de også arbejder ud fra det, politikerne vil høre? Det leder mig tilbage til mit indledende spørgsmål. Instituttet fungerer som en oversætter mellem kulturen og magten, men hvem af de to er det egentlig, der skal drage nytte af instituttets arbejde?

Det spørger jeg Esben Danielsen om.

Det skal i sidste ende beslutningstagerne og fagfolkene i sektoren ”kultur og samfund”, lyder svaret. Altså politikere på alle niveauer, brancheforeninger, samt fagfolk på både de små og de »de allerstørste kulturinstitutioner i Danmark,« hvilket blandt andet tæller Det Kongelige Teater. I øvrigt, fortæller Esben Danielsen, ved disse institutioner i øjeblikket meget mere om deres felt, end Kulturens Analyseinstitut gør. Så det er et samarbejde, der i høj grad går begge veje.

Spørgsmålet er, om Kulturens Analyseinstitut er en dyrt betalt omgang konsulentgymnastik, eller om de faktisk leverer et reelt stykke arbejde, der er efterspurgt af en presset kulturbranche.

Jeg spørger Uffe Elbæk, hvordan han forestiller sig, at et enkelt institut kan favne alle aspekter af en sektor, der er så mangfoldig, han du selv beskriver?

»Jamen, det lyder også som en meget stor opgave,« svarer Uffe Elbæk. Og i tråd med det, Esben Danielsen lige har udtrykt, nemlig at de emner, de tager op, både kan komme fra kunstnere og fra et politisk pres, svarer Elbæk videre:

»På den ene side er det meget vigtigt med mere tung og præcis argumentation på kulturfronten. Men på den anden skal man være meget opmærksom på, at instituttet holder fast i deres uafhængighed. Det må ikke være ministeriets forlængede arm.«

Hovedparten af de adspurgte kulturaktører har ikke bemærket analyseinstituttets funktion i deres daglige virke. Faktisk melder de alle sammen, at hverken de selv, eller folk, de kender fra branchen, på nogen måde oplever, at instituttet har haft indflydelse på kulturbranchen endnu.

Signe Lykke Littrut, der er formidlingschef på Karen Blixen-museet Rungstedlund, har blandt andet besvaret to af spørgsmålene således:

Har kulturens analyseinstitut påvirket dit arbejdsliv?

»I givet fald ved jeg det ikke. Jeg lagde mærke til det, da instituttet blev annonceret og syntes det lød meget spændende. Men jeg oplever ikke det påvirker mit arbejdsliv.«

Har du en oplevelse af, at kulturens analyseinstitut lykkes med de ovenstående udsagn - at udbrede mere viden om kulturen, at opprioritere kulturen og at skabe dialog mellem kulturens aktører?

»Det har jeg ikke nogen oplevelse af. Men har heller ikke holdt øje med, hvordan det ville gøre det og om det faktisk spiller en rolle for at gøre de mål, der er formuleret.«

Forfatter, kunsthistoriker og kritiker Ida Marie Hede, svarer således: »Jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om Kulturens Analyseinstitut, eller, hvis jeg har, er det for længst glemt.«

Forlægger Mads Peder Lau Pedersen siger også, at instituttet ikke har påvirket hans arbejde – og at han heller ikke har hørt om andre i branchen, der har draget nytte af instituttet.

»Det ærgrer mig, for jeg synes principielt, det er godt at få tal på kulturlivet og dets betydning,« skriver han. Specifikt ønsker han sig mere viden om økonomi i forbindelse med kulturlivet.

Kunster Jo Hedegaard har heller ikke bemærket instituttets arbejde – hverken i egen praksis eller andre steder i branchen. Han kan »med sikkerhed sige« at han og hans virksomhed ikke »har efterspurgt flere institutioner i kulturlivet.«

Janne Villadsen, der er direktør på Nørrebro Teater, har i modsætning til de andre adspurgte oplevet, at Kulturens Analyseinstitut har været i berøring med hendes arbejde, fordi instituttet har haft en, med Villadsens ord, »ret signifikant rolle« i udviklingen af Dansk Teaters reformudspil. Det har dog ikke har påvirket teatrets arbejde i hverdagen. De har nærmere hjulpet med data og udvikling på brancheniveau.

Dansk Lives direktør Esben Marcher, som Esben Danielsen som bekendt selv har henvist mig til, har et indgående kendskab til instituttet. »Jeg ved ikke, om man kan sige, at de har lavet arbejde for os. De har arbejdet med frivilligområdet, og det har de fortalt vores medlemmer om, og de har deltaget i vores medlemsarrangementer. Vi har brugt deres materiale internt i vores formidlingsarbejde.«

Har du et konkret eksempel på noget, instituttet har fundet ud af, som I har kunnet bruge i jeres videre arbejde, for eksempel med frivillighed?

»Jeg vil sige, at det har underbygget de antagelser, der allerede var.«

Esben Marcher håber, at den viden, der bliver skabt, vil blive brugt til at diskutere, hvordan vi får mest kultur for pengene. Han vil ikke diktere, hvilke emner de arbejder med, men skulle han bestemme et tema, savner han flere samlede pengestrømsanalyser.

Vi står altså med et samlet billede af, at de fleste adspurgte kulturpersoner enten slet ikke har hørt om instituttet, eller ikke har oplevet, at deres arbejde har påvirket branchen. Det kommer ikke bag på Esben Danielsen, fortæller han, men de har en har en ambition om, at også de udøvende kunstnere skal kunne se en direkte værdi i deres arbejde.

»Vi ved godt, at der er lang vej dertil. Men lige nu går vi og tænker rigtig meget over, hvordan vi skal angribe det her med det prekære arbejdsmarked, for det tænker vi, at mange kan se værdien i.«

Jeg tænker bare på, at det her med at være et kulturens analyseinstitut også kræver sit, for kulturbranchen er jo mange ting, ikke? Hvordan kan man rumme både den store institution og den menige, måske prekært ansatte, der nok i særlig grad oplever at blive forbigået fra politisk side?

»Jamen det siger du jo implicit, det kan man ikke. Der sidder jo mange kunstnerrepræsentanter i vores rådgivende udvalg, men det er jo stadig en armslængde væk fra kunstneren selv. Den er en svær situation, vi vil sidde i hele tiden.«

Trods den lille kontakt til de udøvende kunstnere direkte, er Esben Danielsen ikke i tvivl om instituttets relevans. Han er for eksempel meget stolt at det, instituttet har gjort for Kalundborg Kommune – det er for ham et eksempel på, hvad dataindsamling kan:

»Vi ved ikke nok om, hvad der sker i kulturlivet rundt omkring i Danmark. Kalundborg kommune har en masse problemer med at få folk til at bosætte sig og med arbejdspladser. Nu har de på baggrund af vores undersøgelser lavet en ny kulturpolitik, der tager udgangspunkt i, at kulturen kan skabe mere sammenhængskræft. Det var noget, vi ikke engang vidste, vi gerne ville lave.«

Esben Danielsen siger, at han er åben over for muligheden for, at Kulturens Analyseinstitut kan lukke den dag, der ikke længere er brug for det. Men det er der altså nu, vedholder han. Der er brug for at cementere, at kulturen har værdi først.

Skal vi virkelig stadig diskutere, om kulturen har en værdi?

»Du har helt ret. Der er forskel på Ørestad og Vesterbro, og det er fordi, man ikke tænkte kulturlivet ind i planlægningen af Ørestad. Er man i tvivl om kulturens værdi, kan man forestille sig en verden uden. Det er mærkeligt, at vi stadig skal diskutere det, men det oplever jeg, at vi skal.«

Til gengæld vil instituttet fremover ændre deres arbejdsmetode, så flere kan få glæde af deres arbejde – og så de når at byde ind med analyser, mens emnet er relevant. »Vi har besluttet – nu kender vi jo ikke vores bevilling efter i år – men at vi vil gå fra at lave enkeltanalyser til at være analysemotor. Vi vil aktivere vores viden meget hurtigere,« lover Esben Danielsen.

På den måde skal instituttet i højere grad byde ind i debatterne, mens de foregår. Måske det vil styrke kulturaktørernes kendskab til instituttet? Det virker som en oplagt start at være på de dagsordner, der optager kulturlivet, i hvert fald.

»Vi vil gerne testes på, at vi kan være mere relevante,« udfordrer Esben Danielsen. Opfordringen er hermed givet videre. Spørgsmålet er blot, om instituttet er tæt nok på den sektor, den skal repræsentere. Ser den kunstnerne, eller ser den mod institutionerne, fordi den selv er en institution?

Vi har været i kontakt med Kulturministeriet, for at få en kommentar fra kulturminister Jacob Engel-Schmidt om, hvorvidt de endnu har benyttet instituttets analyser i deres politiske arbejde, og om han er tilfreds med instituttets indsats, og hvad han fremadrettet håber, instituttet vil bidrage med. De har ikke ønsket at svare spørgsmålene.

Kulturordfører Zenia Stampe, der som tidligere nævnt var blandt initiativtagerne til instituttet, siger til ATLAS, at instituttet er blevet en »fast stemme« og en »gennemgående aktør« på kulturområdet.

»Jeg møder dem mange steder og har indtryk af, at de er meget opsøgende og udadvendte i deres arbejde. Det er helt afgørende. For analyserne skal ud og arbejde for at skabe værdi,« lyder det fra Stampe.

Hvad mener du er instituttets største bedrift indtil videre?

»Den største bedrift er nok at favne så bredt og være relevante for hele kulturlivet på tværs af genrer, professionelle og amatører,« lyder svaret. Hun håber, at alle, der arbejder med- eller interesserer sig for kunst og kultur, kan bruge instituttets analyser.

»Jeg håber også, at analyserne kan udgøre en fælles referenceramme og skabe nogle fælles platforme for at diskutere kulturens rolle i samfundet. Og så håber jeg selvfølgelig, at det hele munder ud i en højere prioritering af kulturen i samfundet og i folks liv.«

Hvad er kulturbranchens største udfordring i øjeblikket?

»Den største udfordring på tværs af alle kunstarter og genrer er nok den fragmenterede virkelighed med globalisering og digitalisering,« svarer Stampe. Det er en udvikling, vi skal holde nøje øje med, fordi det ændrer både kunstens væsen og de gængse forretningsmodeller.

»Et stærkt kunst- og kulturliv har altid været afhængig af, at der var nogen, der syntes, at det værd at investere i - og ikke for at tjene penge, men for at skabe fællesskab, udvikling og refleksion.«

Zenia Stampe er altså ovenud tilfreds med instituttets arbejde og mener, at de allerede lykkes med at repræsentere alle lag i kulturbranchen. Vores kilder giver ikke det samme entydige svar, og der er heller ingen tvivl om, at direktør Esben Danielsen selv anskuer disse første år som en tid for læring. Desuden virker det som om, man har glemt at forventningsafstemme noget. For Stampe er det mest centrale, at kultursektoren får noget ud af analyserne, mens pilen for direktør Esben Danielsen peger på beslutningstagerne.

Spørgsmålet er, om de metoder og den data, instituttet har fremvist indtil videre, for alvor formår at »hive kulturen ud af skyggen«, og om de mange millioner, der går til udformningen analyserne, overhovedet repræsenterer kulturens væsentligste problemer. Uanset roserne fra initiativtageren Zenia Stampe er det stadig uklart, hvem der får noget for pengene, udover instituttet selv.