Ved Ole Birk Olesen, hvad et essay er?

DR har netop taget hul på den fire afsnit lange dramadokumentar Slave af Danmark, og aldrig har så mange liberale og borgerlige stået klar til at stikke knivene ind i det gamle, uha-uha, skattefinansierede mediehus.

Når det er kommet helt derud, skyldes det en anden DR-dokumentar, nemlig den omstridte Grønlands hvide guld, der forsøgte at føre bevis for, at Danmark opnåede en gevinst på 400 milliarder kroner på kryolit-udvinding i Grønland.

Et tal som en lang række økonomer har betvivlet rigtigheden af, og som politikere og kommentatorer af borgerlig observans har set som et udtryk for, at folkene bag dokumentaren på forhånd havde en identitetspolitisk agenda: At vise at Danmark har udnyttet Grønland og således været en regulær kolonimagt.

Grønlands hvide guld var selve beviset på, at wokeismen har gennemsyret DR, og den pointe fik kun mere medvind, da Kristeligt Dagblad i en artikel kunne fortælle, at medarbejderne på produktionen af Slave af Danmark havde deltaget i en workshop om diversitet og blinde vinkler, hvor Joan Rang Christensen var leder og forud havde bedt deltagerne læse sit essay Om kunsten at give op.

»Jeg går ikke til koncerter med stående publikumspladser, fordi jeg ikke gider at stå i armhulehøjde i en dunst af hvid sved«, lød en sætning, som fik det sædvanlige tastatur-kavaleri til at ride ud. Med dette og et par andre løsrevne citater som blodige kødben anklagede de Rang Christensen for racisme, diskrimination og andre former for mørke.

Nikolaj Bøgh (C), der altid er god for en ærkekonservativ automatreaktion, mente således på Facebook, at DR havde hyret en »diversitetskonsulent, som har klokkeklart racistiske holdninger og ønsker at undgå hvide mennesker, hvid sved, hvide film og hvide underholdningsprogrammer. Samt sandelig også hvide feminister og hvide LGBT+-personer«.

Morten Messerschmidt (DF), som Suzanne Brøgger i fiktionens forklædning har kaldt »en vammelsmuk arier«, skrev professionelt oprevet på X: »Galskaben vil åbenbart ingen ende tage! DR er woke-inficeret – det har vi alle dage vidst. Men det her tager da tingene til nye højder Kommer @engelschmidt snart på banen?«

Ole Birk Olesen (LA) – som jeg kun husker i en kulturel-kunstnerisk sammenhæng i en nar-lignende rolle i det hedengangne DR2-program Smagsdommerne, udtalte til Kristeligt Dagblad: »Hun har tilsyneladende noget imod mennesker baseret på deres hudfarve, og det kalder man jo normalt racisme«.

Og så videre og så videre. Men læser man Rang Christensens essay – der hele tiden har ligget frit tilgængeligt for enhver på gutkind.dk – i sin helhed, så er der for en hvid læser bestemt passager, som stikker i øjnene og skærer i kødet. Men læst fra start til slut, er essayet mere end, hvad det udlægges som og anklages for, og hvis man læser det med andet end politiserende, anti-DR’ske briller, er det måske mest af alt et udtryk for en sorg og smerte ved at have en anden hudfarve end hvid i Danmark, der løber i flere retninger og ikke altid er til at kontrollere.

Så inden man raskt kaldte Rang Christensen det ene og det andet for at ramme hende dér, hvor det gør mest ondt, og for at få ram på DR, der er i knæ efter den skandaliserede og nu afpublicerede Grønlands hvide guld, og inden man væbnede sig med løsrevne citater for at føre sin kamp, burde politikerne have læst essayet.

Hvilken dansk forfatter vil fremover have det mindste mod på at skrive noget kontroversielt, noget virkelig sprængfarligt, hvis der absolut intet hensyn tages til genre-forhold blandt de højlydte meningsdannere og ideologer?

Hvilket turde være indlysende. Men det er bare så beskæmmende tydeligt, at måden hvorpå de forholder sig til Rang Christensen er via sætninger, som cirkulerer i artikler og på sociale medier. Ikke fra selve kilden.

Mange forfattere er undervejs i det store shit show gået i brechen for deres kollega. Selvom man kan være ret sikker på, at de selvsamme forfattere havde hadet pointerne om racisme, hvis den var kommet fra alle andre steder. Men en afgørende pointe, midt i strømmen af vrede og midt i beskyttertrangen overfor en forfatter med anden etnisk baggrund end dansk, er, at der er tale om et essay. Det nævnes igen og igen i poster, klummer og artikler, selve ordet, men uden at det tilsyneladende betyder noget som helst for tilgangen.

Rang Christensens essay læses i stedet som kronik eller debatindlæg, hvilket er journalistiske genrer, hvor skribenten fremlægger sine holdninger 1:1. Mens det franske “Essai” betyder "forsøge” eller “afprøve” og altså er en tekst som frit undersøger eller afsøger følelser, tanker og tilstande ved hjælp af litterære virkemidler.

Uden at én eneste politiker eller meningsdanner med et horn i siden på wokeisme og DR har forholdt sig til dette. Sandsynligvis fordi de ikke ved, hvad et essay er, og fordi det er bekvemt bare at løbe afsted med citater og ignorere genreforhold.

Uvidenhed. Eller bekvemmelighed. Hvad der er værst er ikke til at sige. Men sikkert er det, at Rang Christensen blev kølhalet, latterliggjort og dæmoniseret, og at det kun kunne lade sig gøre, fordi hendes tekst ikke blev læst som essayistik.  Hvilket gjorde hende frygtelig sårbar. Sådan at blive læst uden genrens beskyttelse. Uden den amnesti, genren plejer at udgøre.

I stedet de her ikke bare selektive, men også bogstavelige læsninger. Hvilket svarer til at læse en roman som en selvbiografi. Eller en novelle som et dagbogsnotat.

Den er ikke kun beskæmmende, den her ignorance eller ignorering, men har også nogle bekymrende litterære perspektiver. For hvilken dansk forfatter vil fremover have det mindste mod på at skrive noget kontroversielt, noget virkelig sprængfarligt, hvis der absolut intet hensyn tages til genre-forhold blandt de højlydte meningsdannere og ideologer?

Spørgsmålet er selvsagt retorisk, og der er desuden noget besynderligt, ja, måske endda paradoksalt ved, at Rang Christensen og hendes essay på den ene side betragtes som del af woke-bevægelsen, men på den anden side anklages for at være racistisk og diskriminerende.

Men for at nå frem til den slags erkendelser kræver det selvfølgelig, at man forsøger at se den større sammenhæng, og at man læser essayet. Og tænker over det. Det er der intet, der tyder på, at de har gjort. I stedet blot de samme par fritskrabede sætninger. Det er uhæderligt, det er ødelæggende, det er illitterært, og det sender et hæsligt signal til danskelever på alle niveauer i uddannelsessystemet, og er samtidig udtryk for et borgerlig-liberalt Danmark, der er så klar på at slagte DR, at de gerne ofrer en forfatter på vejen.

Det er skruppelløst, men også mangel på dannelse. For har man den, dannelsen, ville man vel aldrig kunne få sig selv til at se stort på en teksts genremæssige bestemmelse. Men hey, hvis det kan bruges til at opløse identitetspolitiske strømninger i og uden for DR, så pyt. Og skulle det også betyde, at vi får en fremtid, hvor forfattere ikke længere kan iklæde sig genrernes rustninger – essay, novelle, roman, digt – so be it.

Lyder det paranoidt og pessimistisk? Måske. Men modtagelsen af Joan Rang Christensen og hendes essay peger altså kun i den retning.