Åndenød

Hvis Friedrich Nietzsche havde levet i dag, ville han have læst Excel-ark-Danmark levitterne. Eller rettere: Man kan frygte, at han ikke ville have overlevet vores tid, at han ville være gået til grunde i mødet med den moderne åndløshed, sådan som han priste kulturen, ånden og den frie tanke.

Hvori består da denne påståede åndløshed? Svaret er mangefacetteret, men lad mig forsøge med et par indkogte suppeterninger: I den maniske jagt på effektivitet, i den reformliderlige omstillingsparathed, den allestedsnærværende leflen for fleksibilitet og dynamik; i det evindelige måleri, der i vores uddannelsesystem sprogliggøres i umusikalske floskler som kompetencer, færdigheder og viden og afstedkommer vanskabninger som læring, læringsrum, videnscentre og fanden og hans pumpestok.

Og hvad med de vestlige samfunds evindelige snak om vækst, vores perverse forbrugerisme, vores modvilje mod det langsomme, det tænksomme, det dvælende, det dybe og høje, som aldrig kan måles og vejes og stilles på rad og række?

Og hvad med den tyranniske tro på fremtid og progression, ja, hvad med besættelsen af morgendagens frembringelser, lovprisningen af den teknologiske udvikling, som alt for ofte er en decideret afvikling af mennesket, af vores hukommelse, af vores evne til fordybelse?

Muligt at Covid-19-infernoet har åbnet visse politikeres øjne og ører for, at der findes andre værdier i et samfund, som er stærkere end vækst og forbrug, men der er stadig lang vej til en tro på det, Nietzsche i skriftet Schopenhauer som opdrager betegner som »kulturens metafysiske betydning«.

Ganske få besidder modet til at stirre ned i deres egen afgrund.

Hvad de konforme, eftersnakkende lærde, den egennyttige stat, de fladpandede erhvervsdrivende og uoriginale dannelsesfilistre eventuelt kan bruge kulturen til, ragede de to iltre herrer Friedrich Nietzsche og Arthur Schopenhauer en høstblomst. Det nyttesløse var for dem det højeste. Filosofien var et kald.

Naturen skyder, som Nietzsche formulerer det, »filosoffen ind blandt menneskene som en pil, den sigter ikke, men den håber at pilen bliver hængende et eller andet sted«.

Den kraft hvormed pilen sendes afsted, årsagen, korrelerer ikke altid med den kraft pilen modtages med. Vi ved det: Nogle læsere bliver mere ramt af det, de læser, end andre. Eller som den tyske fysiker, filosof og mester udi aforismekunsten, Georg Christoph Lichtenberg, siger så fyndigt: »Wenn ein Buch und ein Kopf zusammenstoßen und es klingt hohl, ist das allemal das Buch?« (Når en bog og et hoved støder sammen og det lyder hult, skyldes det så altid bogen?”)

Kald det ægte engagement, kald det anfægtelse, kald det genuin undren, kald det ramt i hjertet! Men kald det for Guds skyld ikke læring, kompetencer og videnssamfund. En rigtig filosof og selvtænkende ånd er så optaget af tænkningen, at alt andet bliver underordnet, og det siger sig selv, at ingen rigtig tænker, der står i sandhedens tjeneste, kan tjene nogen anden herre end denne sandhed selv. Og da tænkningen foregår i sproget, må enhver dannelse og prægning begynde med, at det unge, udannede menneske, som i sagens natur endnu ikke kan tænke selv, indøves i dette.

Den største trussel mod åndens frihed kommer i disse år fra en  sløvsindet, umusikalsk og dybt kedsommelig, instrumentaliseret tænkning.

En sådan indøvning er, forstår man, når man læser Nietzsches vidunderlige og altid aktuelle skrift Om vores dannelsesanstalters fremtid, at ligne med et tugthusarbejde, der i begyndelsen fordrer lydighed, underkastelse og hårdt slid. Stil og stemme, mesterskab og personlighed er ikke givet på forhånd, men må gennem den daglige dont læres ved en mesters eksempel.

De tyske dannelsesanstalters tilstand – Nietzsche koncentrerer sig i sit skrift om gymnasiet – var, forstår man, allerede i slutningen af det 19. århundrede i en sørgelig forfatning, hvor basis, sproget, blev vanrøgtet og derangeret til fordel for det prætentiøse og abstrakte. Lærdom – og siden originalitet – tager sin begyndelse i den praktiske (og levende) tilegnelse af faktiske færdigheder, i den brugende omgang med sproget.

Mennesket er et særligt væsen; en blandt mange levende organismer; organismer, som vi grundlæggende deler skæbne med: Vi kommer, som liljen på marken og hesten på prærien, til verden, vokser os store, sygner hen og forsvinder igen.

På ét afgørende punkt adskiller vi os fra dyrene og planterne, idet vi – sandsynligvis – er den eneste organisme, der er sat i et tænkende forhold til sig selv. Nogen mere end andre. Vi er kastet ind i eksistensen som det væsen, der ved vores tankes kraft er i stand til at forholde os konkret og abstrakt til vores eget liv. Vi er, måske, det ulykkeligste dyr af alle, netop fordi vi tænker; det ondeste dyr af alle, den grusomste af alle levende organismer, netop fordi vi er homo sapiens, det vidende, tænkende menneske, der i kraft af – ja, netop! – tanken står i et splittet forhold til os selv, næsten og verden.

Vores ubetydelige jegs vandring gennem livet er en stadig vekslen mellem tre: længsel, forbigående tilfredsstillelse af denne længsel og kedsomhed. Ganske få, Nietzsche mener at opdrageren Schopenhauer er en af dem, besidder modet til at stirre ned i deres egen afgrund. Modet til at kaste et uhildet blik på sig selv, ned i sig selv, ind i sig selv, for der – de profundis – at finde verdens grund.

Den store tænker, filosoffen – det samme gælder for kunstneren, digteren, musikeren – kerer sig ikke om tidens løsen, om verdens evindelige vorden, de skiftende regeringers tant og fjas, men ser direkte gennem forestillingsverdenens blændværk. Intet spørgsmål er for farligt, intet svar. De overtidslige sandheder er dunkle, tilværelsens grund er lidelse, men at stå ved sig selv og turde se ned i afgrunden, er, hævder Nietzsche, heroisk.

Kald det ægte engagement, kald det anfægtelse, kald det genuin undren, kald det ramt i hjertet! Men kald det for Guds skyld ikke læring, kompetencer og videnssamfund.

Tilværelsen holder aldrig op med at træffe sine tragiske dispositioner, men den tænkende outsider ved, siger Nietzsche, hvad allerede Meister Eckhard vidste: »das schnellste Thier, das euch trägt zur Vollkommenheit ist Leiden« (det hurtigste dyr, der fører jer til fuldkommenhed, er lidelse).

Den som flygter og forflygtiger sig ind i verdensteatrets tumult; den som driver gæk med sandheden og pjatter den væk, den som ser den anden vej og bortlyver livets og jegets grufulde kendsgerninger, får aldrig del i frelsen, bliver aldrig for alvor et selv, der vover at gå og stå, hvor ingen andre før og siden har gået og stået. Vi flygter ind i selskabeligheden, ind i det økonomiske, ind i staten, vi adspreder os, vi unddrager os, vi sysler med videnskaben, laver kolonner, regner og beregner og sætter alvorlige miner op og bilder os ind, at timeligheden er alt.

At det konforme og korrekte er en rimelig måde at bortødsle tilværelsen på. Kort sagt: Vi flygter fra erindringen, vi flygter fra inderliggørelsen, vi flygter fra os selv, mister os selv til samtiden, forskriver os til fremtiden, foragter stilheden og udliciterer vores sjæl til facebooks, twitters, instagrams og X-Factors uophørlige virak og vores stats og dens institutionelle eftersnakkere og deres fortrængninger af det egentlige: Angsten, døden, lidelsen, kærligheden, hadet, egoismen, venskabet.

Alle disse automater, der i munden på hinanden siger læring, studiefremdriftsreform, innovation, globalisering og bruger ord som facilitere, og som i virkeligheden ikke kerer sig for ret meget andet end deres personlighedsløse indkomst og høje levestandard.

En af de største tysk ånder fra det 20. århundrede, Theodor Wiesengrund Adorno, udgav i 1959 det kompakte skrift Theorie der Halbbildung (Teorien om halvdannelse). Det fører for vidt i denne sammenhæng at gå i detaljer, men en af grundtankerne i skriftet er, at dannelsesidealet (det gennem oplysning og kritisk tænkning frigjorte menneske) i det senborgerlige samfund er blevet til halvdannelse, hvilket ifølge Adorno betyder, at dannelsen er blevet til et instrument i statens og produktionskræfternes tjeneste.

Derved er dannelsen samtidig blevet til det, den ikke må være, nemlig tilpasning, konformitet, mainstream. Det førhen udannede proletariat bliver transformeret til et halvdannet, småborgerligt kulturforbrugende proletariat, der bevidstløst styres af kulturindustrien. Ufrie i tanken og ånden, marionetter i hænderne på kulturproduktionsapparatet. Kunst og kultur som konsum, i stedet for kilde til oplyst, samfundskritisk, selvstændig tænkning (ånd).

Alle disse automater, der i munden på hinanden siger læring, studiefremdriftsreform, innovation, globalisering og bruger ord som facilitere.

Adorno er ophavsmand til en anden tankefigur, nemlig forestillingen om den moderne, vesterlandske verden som »die verwaltete Welt« (den forvaltede verden). Den tanke vil jeg gerne opholde mig lidt ved og bruge den til at konkretisere, hvor galt det er gået hertillands og mange andre steder i Europa, fx på landets højeste læreranstalter, universiteterne.

Danmark anno 2020 illustrerer nemlig i eminent grad ’den forvaltede verden’. Det er i stigende grad blevet sådan, at vores samfund administreres af en forvaltende klasse. Et samfund har flere lag, sådan har det altid været, men aldrig før i historien har det primære lag været overtaget i en sådan grad af det sekundære. Embedsmandsapparatet, staten og dens forvaltere vejer og tæller og regerer døgnet rundt. Det er ikke længere forvaltningen, der arbejder for landets sundhedspersonale, for gymnasielæreren og for den universitetsansatte topforsker og åndsarbejder, men omvendt. Og netop det er mere åndsødelæggende og åndsnivellerende end noget andet.

Det er i stigende grad blevet sådan, at vores samfund administreres af en forvaltende klasse.

Da jeg for snart 14 år siden blev ansat som forskningslektor ved universitetet i Aarhus, var der på tyskuddannelsen to fuldtidsansatte sekretærer. Den ene af disse sekretærer, Birte Jensen, havde været ved faget i langt over 30 år. Hun kendte fagets historie, hun kendte de studerende ved navn, hun vidste alt om de enkelte underviseres særheder og behov. Alt! Hun havde overblik over eksaminer, hun tilrettelagde i tæt samarbejde med underviserne ved faget det kommende semesters undervisning.

De fagansvarlige forskere og undervisere styrede egenhændigt, i tæt samarbejde med denne eminente, nærværende sekretær, forvaltningen af deres embede. Alle havde en stærk fornemmelse af personligt ejerskab. Sådan er det stadig på ethvert eliteuniversitet verden over (Cambridge, Oxford, Yale, Chicago): Forskerne bærer det fulde ansvar for fagenes indhold, opbygning og forvaltning.

Eske Willerslev, den danske DNA-forsker, som ved siden af sin ansættelse på Københavns Universitet bestrider en lærestol ved Cambridge University, har for nylig sagt det højt og tydeligt: At denne ulykkelige udvikling i Danmark (og som sagt mange andre steder i Europa) er med til at obstruere arbejdsglæden, det frie initiativ og dermed den banebrydende forskning.

Intet universitet fungerer uden en forvaltning; det siger sig selv, men alene i de år, hvor jeg har været ansat på et dansk universitet, har udviklingen taget en ekstrem drejning. Tabet af personligt ansvar og ejerskab er fatalt for den frie tænknings trivsel. Hvad skal vi dog med alle disse konsulenter, med alle disse centraladministrationer, med al denne regulering, med den uophørlige kontrol? Nærhed, tillid, ansvar og engagement er vejen frem. Fjernstyring og centralisering lægger ånden øde.

Hvad er det vi jager?

Ind imellem frembringer naturen store mennesker uden for mainstream. En sådan enegænger var, påstår Nietzsche, Arthur Schopenhauer. Det såkaldte erhvervsliv, staten og massekulturen er ikke interesseret i sådanne frembringelser; de moderne dannelsesanstalter, og de tilpassede embedsmænd bag disse anstalter, vil ikke drage menneskeheden op; de vil udjævne, effektivisere, de vil producere ’courante’, ukritiske, tidsforlibte og tidssvarende maskiner, der bidrager til fremtiden.

Vækst, penge, materiel overflod. Alt er instrument. Intet er i sig selv, intet for sig selv. Enhver dannelse, der kræver fordybelse, ensomhed, retræte, enhver dannelse, som har et mål hinsides penge og profit, besiddelse og rigdom, synes forhadt. Farten fejres, effektiviteten lovprises, Excel-arkene besynges. Uddannelser skal afvikles i raskt trav, så man kan blive et pengetjenende, samfundsnyttigt væsen, og hvis uddannelsen er grundig, så udelukkende fordi denne grundighed kaster et konformt humanum af sig, der ender med en dag at tjene grundigt mange penge.

Hvad er det vi jager? Nietzsche svarer i Schopenhauer som opdrager, og banker det dermed på plads: Momentet (der Moment), meningerne (die Meinungen) og moden (die Mode). Vi er slaver af de tre M’er: Det kommer der sjældent noget åndfuldt og originalt ud af. Men de, der lever efter momentet, meningerne og moden, kommer frem i verden. Det er nemlig de samme, som har ja-hatten på!

Tabet af personligt ansvar og ejerskab er fatalt for den frie tænknings trivsel.

Og videnskaben? Ja, hvad med den; den er da fornem, ophøjet, den tjener da sandheden, de overtidslige, eviggyldige sandheder, ikke sandt? Nej, svarer Nietzsche, videnskaben er egennyttig, og dens ejendommelige tjenere er de lærde (eller rettere var de lærde).

Videnskaben er kold og tør, den kender ikke til kærligheden og ved intet om en dyb følelse af utilstrækkelighed og længsel. Den er nyttig og tjener moden og momentet. Overalt ser den forbi det lidende menneske, dens pseudoobjektivitet (der blot er et af mange skalkeskjul for dens magtvilje), kerer sig kun om erkendelsesproblemer.

Lidelsen – og dermed mennesket – abstraherer den bort. Den forskriver sig til tankeflugt, tågesnak og opbyggelige idealer. Til sidst tørrer videnskabsmanden (eller kvinden) helt ind, så meget at der intet andet er tilbage end de klaprende knogler. Og det stopper ikke her: Videnskabsmanden er nærsynet, han (eller hun) ser kun detaljen, aldrig helheden, aldrig det almene, det til alle tider og overalt gældende. Han zoomer så meget ind, at han overser det væsentlige, mens knoglerne rasler, og støvet flyver om ørerne på ham.

Det værste: At han praler med det, fører sig frem, bryster sig af det, tilraner sig magt ved at se bort fra det menneskelige. Det brænder ikke under hans fødder; det er ikke livet om at gøre; det er karrieren, forfængeligheden, frygten for kedsomheden, angsten for lediggangen, der driver ham. Nøgternhed og saglighed er videnskabens maske.

De alvorsfulde miner. Schopenhauer derimod brænder, og Nietzsche har ild i røven. Den lærde – hævder den polemiske Nietzsche, der ikke kan stoppe sig selv igen – er i sit væsen ufrugtbar og nærer af samme grund et had til de frugtbare mennesker, til kunstnerne, til de ægte filosoffer, til genierne. Videnskaben skaber ikke, den kopierer og reproducerer. Kunstneren derimod…, den levende ånd derimod, tænkeren…

Nietzsches elitisme er grænseløs, og i det tindrende veloplagte, posthumt udgivne skrift Om vore dannelsesanstalters fremtid går ingen fri. Her tordner den unge filolog (skriftet er fra 1872) mod det sproglige forfald på de tyske massedannelsesanstalter, fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet. Den ægte dannelse er for de få; dens ingredienser består af lige dele flid, tugt, pligt, underkastelse (mesterlære) og et særegent talent.

Videnskaben skaber ikke, den kopierer og reproducerer.

Miseren anno 1872 er rodfæstet i den misforståelse, at dannelse er for de mange. Det er den ikke. Ægte dannelse er et aristokratisk anliggende for de få udvalgte genier. Og ægte dannelse kan kun finde sted i mødet med det højeste, den hellenske oldtid. Selv de lærdeste filologer er sensu stricto udannede. De er ude af stand til at træde i et levende, kongenialt forhold til deres genstand, forbliver bogholdere udi de sproglige finesser, pedanter, der atomiserer deres genstand, piller den fra hinanden og sætter den sammen igen. De mangler geni og kan af samme grund aldrig komme i øjenhøjde med Tacitus, med Platon, med Sofokles, med Aristofanes.

Uden sjæl, uden anfægtelse, uden sans for »den hellenske oldtids singularitet« og dens geniale »illuminationer« flygter disse tørre dannelsesfilistre ind i hjørnet af et sprogligt fænomen og »omgås grækerne ligesom i embedsmedfør og i erhvervsøjemed, som om det var et dagligdags værktøj og uden blusel gramser [de] rundt på disse helligdomme med deres håndværkerhænder.«

Det er groft, fornærmende, karikeret og sikkert hverken ret eller rimeligt, men helt ude i hampen er det næppe, og vi kender alle åndsarbejderen, der som en anden kommis og brugsbestyrer tilegner sig det svundne, som var det et blot og bart instrument til opnåelse af alt andet end indsigt i tilværelsens tragisk-komiske grund, ja, som med sine kassogrammer, PowerPoint-præsentationer og pseudoobjektive alvorsfuldhed ikke formår at træde i et levende og engageret forhold til det overleverede.

Den største trussel mod åndsfriheden kommer indefra, fra mennesket selv: Medløberi, efterabelse af det naboen gør, af egoistiske, opportunistiske bekvemmelighedsårsager.

Tekstlæseren, der i stedet for at bedrive ars interpretandi dækker sin genstand til i metodiske og teoretiske dunkelheder ad infinitum, og dermed får tekstens (og åndens) primære anliggende talt til døde i de sekundære humanvidenskabelige modestrømninger.

Den største trussel mod åndsfriheden kommer indefra, fra mennesket selv: Medløberi, efterabelse af det naboen gør, af egoistiske, opportunistiske bekvemmelighedsårsager, af menneskelige, alt for menneskelige årsager. På den anden side har vi aldrig været så frie i ånden før, som vi er nu, ja, der er i en vis forstand ingen bånd, der binder os, og alligevel er vi underlagt bestemte mere eller mindre åbenbare magtforhold, der holder os i stram snor, hvis ikke ligefrem binder os på mund og hånd.

Jeg tænker her ikke så meget på den reelle trussel mod ytringsfriheden, der kommer fra salafister og andet godtfolk, men om den trussel, der kommer fra vores eget strømlinede Excel-ark Danmark og tidens upoetiske, kvælende diskurser. Vi har aldrig før i historien været så rige, som vi er netop nu, og aldrig før har vi været så fattige i ånden. Den største udefrakommende trussel mod åndens frihed og velbefindende kommer i disse år fra en helt igennem sløvsindet, umusikalsk og dybt kedsommelig, instrumentaliseret tænkning, der truer med at slibe kanterne runde på samfulde enkeltindivider i dette samfund og omdanne os alle til økonomiske lemminger, regelrette og lovlydige produktionsenheder, der enten dør af pænhed og konformitet eller bryder sammen af stress i jagten på den næste elektroniske, nærværsberøvende gimmick. 

Vi har aldrig før i historien været så rige, som vi er netop nu, og aldrig før har vi været så fattige i ånden.

Geniet, mennesket uden for mainstream, har alle dage stået i opposition til det nyttiges doktriner og været drevet gennem eksistensmaskinen med øje for det, der bærer en værdi i sig selv. Kunstens adelsmærke er, som Arthur Schopenhauer siger, at være unyttig. Kunsten og kunstneren befinder sig i den indre nødvendigheds rige på jagt efter en tydning af det gådefulde liv, vi alle uforvarende er kastet ind i. I sin jagt på sandheden kan kunstneren og den enestående åndsarbejder kun vanskeligt tage hensyn til systemet, massen og det, man mener.

Psykologen Svend Brinkmann har fuldkommen ret i, at den instrumentaliserede tankegang er noget, der på tværs af diverse politiske fraktioner stort set gennemsyrer alt, uanset om vi taler politiske reformer eller folks almindelige hverdagsliv. Alt kvantificeres, måles og vejes. Universitetet er blevet en regulær fabrik der producerer kandidater til det påståede videnssamfund, hvor fordummelsen fejrer nye triumfer og uvidenheden og manglen på faktiske færdigheder er tæt på at slå om i sit eget nulpunkt.

Desværre er det politiske bullshitsprog og pseudoarbejdernes konforme sæbeboblelingo ikke ved at slå om i ånd. Alle medarbejdere og fag måles ud fra produktivitet. Løsnet, trylleformularen, det forjættede ord hedder ’vækst’. Den egoistiske vilje, der driver individet rundt i tilværelsesmanegen, forstår åbenbart dette sprog bedre end noget andet.

Vi vil have mere, ikke sandt? Mere af det samme evindelige materialistiske ’Einerlei’. Viljen bliver aldrig mæt. Engang var ånd og viden – og sprog! – noget, der besad en værdi i sig selv, nu er denne hellige treenighed blot instrumenter, der skal bruges for at øge velstanden. Studiefremdriftsreformen skal sende de studerende endnu hurtigere ud på arbejdsmarkedet osv., osv. Aarhus Universitets motto er smukt og godt; det lyder: solidum petit in profundis: at søge den faste grund i dybet. Det er et godt motto for et universitet. Litteraturen, kunsten, kulturen, ånden besidder en værdi i sig selv, der rækker langt ud over den epoke, som vi, dette forsvindende intermezzo i den lange ubevægede tid, er en del af.

Engang var ånd og viden – og sprog! – noget, der besad en værdi i sig selv, nu er denne hellige treenighed blot instrumenter, der skal bruges for at øge velstanden.

Ånden skal ikke være nyttig. Det kunstnerisk sublime, de afgørende forskningsgennembrud finder aldrig sted, der hvor tanken ledes af specifikke samfundsmæssige, politiske og økonomiske hensyn. Hvis man putter målrettethedens middelmådighed ind i den ene ende, får man det samme sørgelige resultat ud i den anden.

Jeg hører protesterne: Det passer ikke, og hvis det passer, så passer det ikke for naturvidenskaben, kunne en indvending lyde. Den aarhusianske mediciner og professor i biofysik, Jens Christian Skou, der i 1997 modtog Nobelprisen i kemi for sine bidrag om den såkaldte natrium-kalium-pumpe, har i interviews igen og igen fremhævet, at han aldrig ville have gjort sine banebrydende fund under det moderne, strategiorienterede og stærkt målstyrede forskningsregimente. Det i forskningssammenhænge højt besungne peer-review-system er alt for ofte en regulerende og hæmmende faktor, der understøtter bestemte diskurser og holder det særegne nede.

Ville Nietzsche og Schopenhauer, Kant og Platon, Hegel og Heidegger, Derrida og Foucault overhovedet kunne have fået antaget deres tænkning til udgivelse i et højt ranket tidsskrift? Og hvad gør det evindelige måleri, den konstante numeriske kalkule for vores søgen efter sandheden? Ville det have hjulpet Jens Christian Skou i hans langsomme søgen i dybet efter et svar på sine spørgsmål? Hvordan mon Einstein og Niels Bohr ville have befundet sig under et system, der nidkært vogtede over, hvor mange artikler de producerede, i stedet for at interessere sig for hvad de tænkte?

Den vidunderlige paradoksale sandhed, og overtidslige retfærdighed, er, at det meget ofte er de urentable og samfundsskadelige nørder, der lever i lukkede enklaver hinsides det gavnlige og nyttige, der ender med at tænke de tanker, der fører til samfundets åndelige, men vel at mærke også ganske ofte materielle vækst. Den kulturbærende og kulturbevarende dvælen, der suger sin nektar fra historiens dybe tænketank, er forudsætningen for det ’nye’.

I talende stund er det kun de traditionsrige amerikanske eliteuniversiteter, der holder den klassiske dannelses fane højt. Af samme grund er de førende inden for stort set alle videnskaber. Og af samme grund er det dem, der udklækker de dristigste og mest nyskabende teknologinørder – at søge efter den faste grund i dybet er ikke altid bagudrettet.

Ånden skal ikke være nyttig.

Hvad vil jeg sige med alt dette? Mennesket som bærer af kroppen og ånden har aldrig været friere før, aldrig før i historien har vi stået friere i livet end nu: Løsrevet fra religiøse bindinger, levende i et velfungerende demokrati, i et samfund, der har opnået en grad af tryghed og velstand, der er eminent, og alligevel, påstår jeg, lider vi – og gjorde det også længe inden Covid-19 – af åndenød.

Hvor langt og hvorhen har den frisatte ånd bragt sit værk? Ikke imponerende langt, eller rettere: Den frisatte ånd minder os gang på gang om, at den blot er et instrument i hænderne på en ganske primitiv drift og kraft, der aldrig kan få nok, som altid vil have mere: vækst, flere penge, større huse, større biler, nye fjernsyn. Et tarveligt og ensartet Excel-ark overrendt af pseudoarbejdere fanget i et evigt loop af meningsløse møder og tomt bullshitsprog.

Der er sandelig løbet meget kloakvand i åen, siden Nietzsche i 1872 lynede mod de tyske dannelsesanstalters forfald, og hvis han havde levet i dag, dette tidligt modne geni, ville han have korset sig, korset sig, korset sig til døde, igen og igen og igen.