Nervøsitet i nulfejlskulturen

Det var en overskyet efterårsdag med kold, silende regn. Jeg havde lavet kylling i karry. Da vi var løbet tør for ris, benyttede jeg lejligheden til at tage bilen og køre ind forbi Moderniseringsstyrelsen samtidig med, at jeg købte ris.

Moderniseringsstyrelsen ligger inde ved Landgreven. Da det ikke var til at finde en parkeringsplads over jorden, kørte jeg ned i parkeringskælderen under pladsen i stedet. Af en eller anden grund, fandt jeg den hyggelig. Her var lunere end oppe i regnen og også en lille kiosk. Det var nok her, de parkerede, de ansatte i Moderniseringsstyrelsen, der valgte at tage bilen på arbejde. Jeg fik lyst til at købe en kop kaffe i kiosken, men efter et skattesmæk, der åd den opsparing, vi havde som buffer, er vi begyndt at skære alle de små hverdagsudgifter fra. Der var stille i parkeringskælderen, eller også var det bare en anden støj, jeg hørte her under jorden.

Selve bygningen er på en gang både stor og undseelig. Jeg tror, jeg talte seks-syv etager, og vinduerne husker jeg som små og tætsiddende. Der var kun lys i nogle få af dem, men folk var nok også taget hjem sådan en sen fredag eftermiddag. Er der ikke også noget med, man får tidligere fri om fredagen? Jeg søgte ind under et træ, stod på et underlag af smattede, gule og røde blade. De sidste ugers hårde blæst havde gjort kronen så tilpas afpillet, at den ikke ydede noget rigtigt læ mod regnen, men blot gav dråberne mulighed for at vokse sig tungere på grenene, inden de faldt videre.

Jeg ville gerne have set, hvordan de ansatte så ud, men så kun én forlade bygningen – en ung, lyshåret kvinde i noget, der lignede en sort skijakke. Hun satte sig ind i en bil, der holdt og ventede på hende i parkering-forbudt-zonen foran indgangen, og kørte bort.

Jeg gik hen og kiggede ind ad glasdøren, stirrede ind på et flisebelagt gulv, men følte mig utilpas ved det, en følelse af manglende berettigelse krydret med mild paranoia, der nok grundede i den mærkelige kommunikation med Moderniseringsstyrelsen, der havde fundet sted i ugerne forinden. Så jeg satte i langsom gang, købte en pakke jasminris i døgnnettoen på den anden side af blokken og vendte tilbage til Landgreven. Kastede et sidste blik på den regnvåde facade og gik ned til min bil og kørte hjem. Jeg havde jo nok håbet, der ville ske et eller andet. Men hvad fanden skulle der ske? Derhjemme var min kylling i karry en succes, og børnene spiste løs. Det er en primal glæde: at se sine børn spise.

Og mens vi spiste, tænkte jeg: Nå, nu har jeg været der. Stået foran Moderniseringsstyrelsen. Det føles rigtigt i det mindste at have været der. Og så tænkte jeg: Hvad er det med os og de steder? Hvorfor betyder det noget, at reporteren i fjernsynet står i Berlin og snakker om tysk politik? Eller foran en mellemøstlig by, der bliver bombet? Hvorfor opsøger vi gamle slagmarker eller står foran en mindeplade, der fortæller, at her boede den og den i årene det og det, mens han komponerede sit mesterværk? Har stedet en magi eller en aura? Mener vi at kunne mærke noget? Eller er det for at få en anledning til refleksion? Hænger stedet sammen med tænkningen? ... Det ved jeg da, det gør.

Det begyndte nogle uger forinden, da jeg skrev en mail til Moderniseringsstyrelsens pressemedarbejder og spurgte hende, om jeg kunne få lov til at lave en reportage derindefra – til ATLAS. Hun ville gerne vide mere om det, hun kaldte mit projekt. Jeg skrev tilbage – lidt løst og fast om, at jeg egentlig bare gerne ville fortælle noget om, hvad man lavede derinde. Der gik nogle dage uden jeg hørte noget, og jeg gik og tænkte på, om jeg havde skrevet noget forkert. Det gør jeg altid, når jeg sender mails til folk, jeg ikke kender. Af og til kan jeg sidde og slette den første linje fire, fem gange, og når jeg så endelig er blevet færdig, er resultatet stift og unaturligt på grund af de mange rettelser. Jeg hader faktisk at kommunikere på skrift. Jeg hader også at ringe op til folk, jeg ikke kender.

Lukketheden og nervøsiteten kom bag på mig. Hvis jeg skulle svinge mig op på de høje nagler, kunne jeg finde på at sige, det var et demokratisk problem.

Efter jeg havde sendt en rykker, ringede pressemedarbejderen mig op. Hun ville vide mere. Hun havde snakket med nogle folk, der bestemte derinde. Der lod til at herske stor tvivl. De vidste ikke, hvad ATLAS Magasin var. Jeg kunne ikke fortælle så meget. Undrede mig over, at det havde nogen betydning.

Jeg sendte yderligere en mail med en formulering, redaktøren indledningsvis havde sendt mig. Så var der fuldstændig åbenhed – sikkert en dårlig strategi. Der gik flere dage, og til sidst vendte pressemedarbejderen tilbage med en besked om, at Moderniseringsstyrelsen desværre ikke "havde mulighed" for at invitere mig ind forbi.

Jeg skrev tilbage og spurgte, hvem der var ansvarlig for beslutningen, men fik ikke noget svar. Ordvalget i afslaget undrede mig. Det var nok ikke meningen at lyve, men der skulle ikke stå mulighed, for selvfølgelig havde de det. Der skulle stå, de ikke ville.

Lukketheden og nervøsiteten kom bag på mig. Hvis jeg skulle svinge mig op på de høje nagler, kunne jeg finde på at sige, det var et demokratisk problem. Ærgerligt er det da i hvert fald. Gad vide, hvad de egentlig er bange for derinde?

Jeg skulle giftes. Et par dage før brylluppet holdt nogle af mine venner en lille polterabend for mig. Vi var ude at spise smørrebrød og drikke øl. Søren, der er journalist og med til polterabenden, sagde, at sådan er embedsmænd. De har bestemt i Danmark i mange århundreder, men vil ikke have opmærksomheden rette mod sig. Hvis en embedsmand påkalder sig opmærksomhed eller kommer i medierne, har han eller hun begået en fejl.

Desværre kan jeg ikke fortælle noget om Idas helt konkrete arbejde, da hun så ville være lettere at identificere. Vi griner lidt ad det absurde i situationen – som om, hun arbejdede for PET.

Rune, der også var med til min polterabend, arbejdede for en del år siden for en NGO i Sydamerika. Derovre mødte han en ung, idealistisk statskundskabsstuderende, der ville forandre verden. En del år efter mødte han ham igen hjemme i Danmark. Rune spurgte, hvad han lavede nu. Han sagde, han arbejdede for Moderniseringsstyrelsen. Der var en lille, akavet pause i samtalen. Så tilføjede han, nærmest undskyldende: Ja, sådan er livet jo.

Åbenbart er Moderniseringsstyrelsen i nogles øjne forbundet med kolde og hjerteløse nedskæringer og teknokrati. Jeg tænker også, at af og til kan det vel være til vores alle sammens fordel, at vi sparer på pengene.

Jeg fik så kontakt til en person, der arbejder hos Moderniseringsstyrelsen, og hun fandt "styrelsens" ageren en smule morsom, kunne jeg forstå på hendes e-mail, og hun ville gerne mødes og snakke. Jeg lovede hende, at hun kunne være anonym og læse det igennem, jeg skrev, inden det blev trykt. Hun vendte ikke tilbage, og i mellemtiden blev jeg gift, og nogle dage efter brylluppet sad jeg og tænkte over reportagen, der nu var en art ikke-reportage og højest kunne blive et essay. Jeg overvejede, om jeg skulle skrive til min anonyme kilde igen, og tænkte på, om jeg mon havde skrevet noget forkert sidst, og jeg lovede mig selv aldrig mere at tage opgaver, hvor jeg skulle kontakte folk, jeg ikke kender. Hvor stor en del af mit liv, har jeg ikke brugt på at sidde og prøve at formulere ligegyldige mails, skrevet om og om, og er blevet nervøs efter jeg har trykket send? Det er uhyggeligt mange timer.

Men midt i en e-mailudveksling med redaktøren om at aflyse det hele, hvilket han meget nødig så, skrev min kilde tilbage og undskyldte sin tavshed, men hun havde haft travlt. Nogle dage efter mødtes vi på en cafe på Frederiksberg. Det var dagen efter, vi spiste kylling i karry, og jeg var inde forbi Moderniseringsstyrelsen og stå i regnen. Jeg vil kalde min anonyme kilde for Ida, men hendes rigtige navn er redaktionen bekendt (det havde jeg aldrig troet, jeg skulle skrive).

Jeg kan godt lide at høre om, hvad folk laver på deres arbejde. Desværre kan jeg ikke fortælle noget om Idas helt konkrete arbejde, da hun så ville være lettere at identificere. Vi griner lidt ad det absurde i situationen – som om, hun arbejdede for PET. Vi har bestilt kaffe. Et par borde fra os, holdes der en form for familiekomsammen ved et langbord. Måske en fødselsdag? En ældre herre løsriver sig fra selskabet og trisser rundt i lokalet og kigger på inventaret. Han går også ind bag baren og undersøger tingene dér med glad nysgerrighed, læser på flaskernes etiketter. Han minder mig om en fjernstyret nisse. Personalet tager ikke notits af ham. Jeg kan godt lide stedet, men akustikken er dårlig, og det gør, at jeg ikke kan høre alt, hvad Ida fortæller, men jeg tror, jeg får det meste med.

Ida kiggede på min iPhone, der lå på bordet, og jeg fortalte hende, jeg ikke optog samtalen, og trak fire ark sammenfoldet kopimaskinepapir frem fra inderlommen til at tage noter på. Jeg havde ledt efter noget at skrive på, der så mere professionelt ud, men kunne ikke finde noget derhjemme i skyndingen. Jeg tænker på, om Ida måske bare har kigget på min iPhone, fordi jeg har købt et cover til den i en rodekasse i Fona efter at have knust glasset for femte gang. Coveret er dekoreret med et leopardplettet dødningehoved, hvorunder der står "Rock n roll". Jeg er efterhånden blevet glad for det cover. Det signalerer, at vi har at gøre med en sjov og lidt skæv person.

Ida lagde ud med at fortælle om begrebet ledelsesret. Det er noget, som Moderniseringsstyrelsen hjælper ledere i offentlige virksomheder med at blive opmærksomme på. I en virksomhed, vil en leders råderum være begrænset af lovgivning og herefter af en overenskomst, men Moderniseringsstyrelsen hjælper det offentliges ledere med at blive opmærksomme på de håndtag, hvor der rent faktisk kan justeres. Som eksempel nævnte hun ferieplanlægning. Hvis lederen i en virksomhed bestemmer, hvornår de ansatte holder ferie, kan vi som samfund spare store summer.  Industriferien er opstået af samme grund.

Ida nævner et ferierelateret eksempel: I øjeblikket kører DJØF en voldgiftssag mod SKAT, der har annulleret det, man kalder medarbejdernes kutymefridage. Det vil sige de dage, hvor medarbejderne ellers traditionelt får fri: juledag, nytårsaftensdag og grundlovsdag. Hvis de så vil have fri alligevel, må de bruge en af de feriedage, de ellers bruger på at holde ferie andre dage i løbet af året. SKAT er ikke den eneste offentlige instans, der har gjort sådan. Social- og Indenrigsstyrelsen har gjort det samme. Det kan de gøre, fordi de pågældende fridage ikke er noget, de ansatte DJØF'ere har ret til efter en overenskomst, men noget, der er tradition for, de får. Spørgsmålet er så, om de har vundet hævd på de fridage, eller om det er okay, at lederen siger, den ikke går længere.

Det er efterårsferie, mens vi sidder på cafeen og taler, og jeg har dagen forinden afleveret mine børn i en næsten tom vuggestue, fordi jeg skulle arbejde. Vi taler lidt om min arbejdssituation. Jeg fortæller, jeg går og drømmer om et fast arbejde med pensionsordning og a-kasse. Som forfatter er jeg en del af et meget liberaliseret erhverv, jeg er selvstændig og har svært ved helt at forstå DJØF'ernes vrede. Men jeg har jo så andre privilegier: Min kone og jeg har indrettet det sådan, at vores børn kun er seks timer i institution om dagen. Det er jeg ikke sikker på, alle de DJØF’ere, der er ramt, har mulighed for.

Moderniseringsstyrelsen forsøger også at spare penge i det offentlige gennem at lære virksomhederne at lægge bedre budgetter, at overholde dem og at organisere fællesindkøb for at spare penge. Mit forsæt om ikke at købe to-go-kaffe kunne lyde som noget, Moderniseringsstyrelsen ville billige, tænker jeg.

I det hele taget er det en udfordring at vide, hvor mange, der er ansat i Staten, sagde Ida. Det havde jeg aldrig tænkt over, men selvfølgelig er det det. Dér arbejder Moderniseringsstyrelsen med at effektivisere statens lønudbetalingssystem og bruge det til at danne overblik, så vidt jeg forstod. Jeg spurgte, hvorfor det ikke lå inde under Digitaliseringsstyrelsen, og Ida kunne ikke give et præcist svar. Vi blev enige om, at det jo også føjer sig fint ind under begrebet modernisering. »Der var noget af en kamp, da rovet skulle deles,« tilføjede hun, med henvisning til den gang i 2011, da Moderniseringsstyrelsen blev dannet ved en sammenlægning mellem Økonomistyrelsen og Personalestyrelsen.

Vi talte om tjenestemandspensioner og hvor stor en udgift, det er for Staten. Det er blandt andet den slags, de har knækket halsen på i Grækenland, siger Ida. Fordelen ved at ansætte folk som tjenestemænd er blandt andet, at de ikke kan strejke. Alle dommere er ansat som tjenestemænd. Hvis en tjenestemand fyres, er han berettiget til pension herefter. Men problemet med en tjenestemandspension er, at der ikke bliver indbetalt løbende til den, den bliver ikke sparet op, men udbetalt af Staten, når tjenestemanden pensioneres. Derfor søger man at minimere tjenestemandsansættelserne og i stedet ansætte folk under andre vilkår. Pengene, samfundet bruger på folkepension, er forsvindende små i forhold til de penge, vi bruger på tjenestemandspensioner. Jeg kan ikke huske tallene, Ida nævnte. Det burde jeg ellers nok have bidt mærke i, for jeg tænker tit på, at folkepensionen sikkert ikke eksisterer længere, når min generation kommer i pensionsalderen.

Et tal, jeg husker er, at omtrent ti procent af de ansatte i Staten er undervisere, men at de står for fyrre procent af overarbejdet. Det er sådan nogle skævheder, Moderniseringsstyrelsen lokaliserer og tager fat på.

Ida fortalte også et par ting, som var tæt på at forarge mig, og som jeg tænker, det er fint, der er nogen, der holder øje med. Men hun bad mig om at lade være med at skrive det.

Både Ida og jeg har ondt i ryggen, viser det sig. Jeg mener, mit kommer af at sidde for meget og arbejde, og Ida fortalte, hun kan have op mod halvtreds arbejdstimer om ugen på kontoret. Hun virkede som en person, der er glad for sit arbejde, og som er god til det. Når jeg tænker på det offentlige, er det tit med et billede af en kassetænkende bureaukrat, der sidder og tager tåbelige beslutninger. Faktisk blev mit urbillede af en offentlig ansat formet allerede i folkeskolen, da vi havde gymnastik med Bent ovre på Fælledparkens fodboldbaner. En mand fra Vej & Park iklædt Kansas-tøj kridtede banerne op med en maskine. Maskinen havde et hjul, der rullede hvid farve ud, og da vi havde lagt noget af vores rundboldudstyr oven på den stribe, han netop skulle til at male op, valgte han at køre hen over vores udstyr og male det hvidt. Indtrykket af indebrændt ufleksibilitet er efterfølgende blevet cementeret flere gange. Sidst var lidt før jeg valgte at flytte til Tyskland. Jeg havde en uoverensstemmelse med SKAT, hvor de førte en udmattelseskrig, som indebar en længere brevveksling og et møde, der overgår enhver satire, jeg nogensinde har skrevet. Men Ida lod nu ikke til at være sådan. Hun virkede som en humoristisk person med en fleksibel tankegang.

Der kan være en stemning af, at det bliver præmieret at finde fejl, hvilket medfører en mindre villighed til at tage chancer. Og at tale med mig, der skal skrive en reportage, indebærer naturligvis en risiko for dårlig omtale.

Generelt arbejder de meget inde i Moderniseringsstyrelsen, sagde Ida. Og arbejdsbyrden er steget i takt med, at det er blevet nedskæringstider. Hun anbefalede mig en træningselastik til ryggen, og jeg overvejede det, men så for mig, hvordan den ville ende i kælderen sammen med de andre fitness-aggregater. Det holder op, hvis jeg løber fem kilometer et par gange om ugen, fortalte jeg, men det er jeg kommet væk fra, efter jeg fik børn.

Vi talte også om den lukkethed, jeg havde oplevet inde fra Moderniseringsstyrelsen. Ida nævnte blandt andet, at der også findes en stærk nulfejlskultur i Moderniseringsstyrelsen. At der kan være en stemning af, at det bliver præmieret at finde fejl, hvilket medfører en mindre villighed til at tage chancer. Og at tale med mig, der skal skrive en reportage, indebærer naturligvis en risiko for dårlig omtale. Og derfor vælger man at sige nej frem for at tage chancen.

Jeg ville godt have siddet længere og snakket med Ida, men derhjemme var børnene vågnet fra deres lur, og jeg skulle af sted. Selskabet var stadig i gang ved det lange bord. Den fjernstyrede nisse havde fundet tilbage til sin plads. Ida ville blive siddende lidt endnu og få noget at spise, og jeg betalte ved disken og gik udenfor. Der var ophold i regnvejret og jeg låste min cykel fri af en lygtepæl med den tunge, røde Basta-lås og kørte hjemad, op ad Frederiksberg Allé. Jeg er kommet til at holde meget af Frederiksberg. Jeg håber, vi kan blive boende her. Men ellers tiltaler tanken om at komme ud af byen mig også mere og mere. Men hele vores netværk er jo her.

Der var nogle begreber i det, Ida fortalte, jeg ikke helt havde styr på, og jeg ringede til min far, som er jurist, pensioneret for et godt stykke tid siden fra sit arbejde i Foreningen af Speciallæger. Jeg spurgte om noget med embedsmandspensioner og fortalte ham så også om tallene for lærernes overarbejde, og hans mening var, at det var en situation, det offentlige selv havde skabt, da Kommunernes Landsforening afskaffede den fri arbejdstilrettelæggelse for lærerne. Han mente, det var i firserne. »Der tog man det slagsmål med lærerne, og siden er det kun gået ned ad bakke. Man gjorde det også med de yngre læger, og det blev noget af det dyreste, man nogensinde havde forsøgt sig med.« Han fortalte, at man indførte en ind- og udstemplingsordning for lægerne, med den hensigt at kontrollere om de arbejdede nok, men det havde så den utilsigtede virkning, at den overtid, der blev registreret, steg voldsomt.

Det er en problematik, der forekommer mig at være vigtig. Når jeg taler med Ida, synes jeg, det giver god mening at gøre noget ved lærernes overtidsudbetaling. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at vi som samfund bevæger os i en ugunstig retning. Overtidsudbetalingerne er, så vidt jeg forstår, opstået som en konsekvens af øget kontrol, og jeg kunne frygte, at man i et forsøg på at løse problemet, skaber mere af det samme.

For et par år siden lavede jeg et skriveforløb på en skole på Sydsjælland, hvor jeg over to måneder underviste to syvendeklasser i at skrive skønlitteratur. Jeg fik stillet alle deres dansktimer til rådighed og kørte så derned fire gange om ugen og underviste – det kunne lade sig gøre på grund af to engagerede dansklærere. Forløbet skulle munde ud i en lille publikation, og i den forbindelse skulle de to lærere og jeg læse korrektur. På grund af dårlig planlægning fra min side, løb vi ind i et lille problem, da de ikke ville gøre det i påskeferien. Der var vist også noget med nogle forberedelsestimer. Der var en mentalitetsforskel. I situationen opfattede jeg det hele som en smule rigidt, men hvornår bliver mennesker rigide i forhold til den slags? Det gør de vel, når de føler sig åndet i nakken, og når deres selvbestemmelse er taget fra dem. Ligesom de yngre læger, der begyndte at registrere selv den mindste smule overarbejdstid, idet stempelkortsordningen blev indført.

Der falder afgørelse i DJØF’s sag mod SKAT her efter nytår. Og jeg har fået lyst til at læse mere om slagsmålet omkring lærernes arbejdsvilkår. Der er en overordnet indsigt om samfund og politik at hente i den slags sager, tænker jeg. Sådan er det vel ofte med detaljen – hvis man fordyber sig i noget, opnår man en overordnet indsigt.

Og jeg ved nu også, at det er Moderniseringsstyrelsen, der ligger derinde på Landgreven – i den bygning, jeg har passeret så mange gange uden overhovedet at lægge mærke til den.