Her, hvor pengene bor

I

Pludselig forsvandt de alle sammen.

Det var lige omkring årtusindeskiftet. Men hvor var de forsvundet hen?

Til Frankfurt, fik jeg at vide. Det var de unge kunstnere, der forsvandt.

Det var dengang, jeg stadig færdedes lidt i kunstmiljøet i København. Jeg havde venner, der gik på akademiet. Og der var gratis øl til ferniseringerne i byens gallerier.

Og nu tog folk til Frankfurt. Hvor pengene var. Pengene, der skulle købe kunsten. Jeg overdriver nok en smule. Men der var nogle, der tog til Frankfurt. Og der var penge i den by.

Søren Lose var en af dem, der flyttede dertil for at studere. Han tog til Frankfurt og studerede på Staatliche Hochschule für Bildende Künste - Städelschule.

Så jeg mødes med ham i København, for at høre lidt om byen.

Han var på skolen et par semestre.

Og her sagde man stadig Hr. professortil underviserne. Selvom der var en svensk rektor dengang? Eller fordi, der var en svensk rektor. Daniel Birnbaum. Uanset hvad, her kunne man mærke konkurrencen, kan jeg forstå på Søren. De spidse albuer, når der var elevudstillinger, rundgang. Man gjorde sig til for galleristerne og de sære mennesker med gamle penge, den gamle tyske adel, købmandsfamilierne. Søren fortæller om galleristen med det blinde øje. Og et galleri i Berlin.

Men det er et faktum, at Olafur Eliasson har været forbi akademiet i Frankfurt. Og Lise Harlev og Jeppe Hein. Og senere Danh Vo.

Det var ikke noget glad tid for Søren. Ung og frustreret. Forvirret?

Jeg tabte to tænder! fortæller han.

Hold da op! Kom du op at slås? spørger jeg. Skete der en ulykke?

Nej, de faldt bare ud. Ulykkelig kærlighed, kan jeg forstå.

Da jeg er landet i Frankfurt og spadserer rundt i byen uden kort og plan ender jeg ved floden, Main. Og pludselig står jeg foran Städel. Skolen og udstillingsbygningen. Og jeg går ind og ser en fin fin udstilling. Der er fornemt besøg – kunst fra hele verden. I anledning af 200-året for Städel-samlingen. De kalder udstillingen Dialog der Meisterwerke. Det gamle møder det nye. Udstillingen kan anbefales. Hvis man vil se middelalderlig kirkekunst, billeder af Degas og Baselitz, Jan van Eycks billede af Maria, der får besøg af ærkeenglen. Eller man kan stille sig foran de fire små billeder, Hammershøi har malet i lejligheden på Strandgade på Christianshavn. Så kan man stå dér og være stolt dansker foran Hammershøi i Frankfurt. Indtil den 24. januar 2016.

Jeg bliver helt glad af den udstilling. Og det er stadig tidligt, da jeg krydser tilbage over floden. Over Untermainbrücke og ind på Neue Mainzer Strasse. Og her ser man, hvorfor Frankfurt har fået kælenavnet Mainhattan. Det må være Europas højeste by. Og det kan faktisk godt, med lidt god vilje, ligne finanskvarteret på Lower Manhattan. En imponerende samling højhuse klumper sig sammen for enden af Untermainbrücke.

Så her er det, pengene bor.

Sammen med cirka 700.00 mennesker.

Jeg har kontaktet en vens ven, som bor og arbejder i Frankfurt. Hun er udenbys, men hun har sendt mig videre til en ven. Min ven og min vens ven og hendes ven har alle tre gået i skole sammen. For længe siden. I England. Nu arbejder min vens ven og hendes ven i ECB – Den Europæiske Centralbank.

Og de må vist egentlig ikke tale om, hvad de laver. Jeg forstår ikke helt, hvorfor det skal være så hemmeligt. Er det ikke os, borgerne i Fort Europa, de arbejder for? Jeg er blevet henvist til presseafdelingen, hvis jeg har spørgsmål til forretningen ECB. Og de har ikke svaret på min mail.

Uanset hvad, vennens ven vil gerne mødes og fortælle lidt om Frankfurt og livet i banksektoren i al almindelighed.        

Vi mødes på Walden, en café lige rundt om hjørnet fra Commerzbanks hovedbygning. Og selvfølgelig er cafeen opkaldt efter Thoreaus lille sø og bogen, han skrev dér i hytten på bredden i skoven. Og i entreen står der på væggen:

If you have built castles in the air, your work need not be lost; that is where they should be. Now put the foundations under them.– Thoreau.

Et glimrende råd, det er jeg sikker på.

Jeg kommer i god tid. Sidder og prøver at forberede mig på mødet med min kontakt i ECB.

Og det føles faktisk lidt hemmeligt, lidt James Bond, da jeg åbner den første sms:

Jeg sidder ved et bord ved baren, skriver han. Jeg rejser mig, gør mig synlig og kigger mig omkring i lokalet. Ingen reaktion.

Jeg har en lyserød skjorte på, skriver han. Og efter et par sms’er lykkes vi med at finde hinanden. Jeg spotter hans lyserøde skjorte. Måske han også har spottet mine krøller. Der har vi siddet og været hemmelige for hinanden, med ryggen til hinanden, syv meter fra hinanden.

Jeg kommer hen til dit bord, siger han. Og vi kan jo kalde ham Florian.

Han vil ikke give hånd. Han er forkølet, forklarer han. Og han bestiller the. Jeg har allerede fået en alkoholfri øl. Som er glimrende. Og det er sikkert det rigtige valg, selvom det ikke var mit valg. Tjeneren må have misforstået mit elendige tysk og mine flagrende håndtegn.

Jeg fortæller, at jeg var ude at se på ECB’s bygning tidligere i dag – den spritnye bygning, de bor i. Endnu et glastårn. Enormt. Og opført lidt længere oppe af Main, lidt væk, på afstand af flokken af skyskrabere i bymidten. Og omgivet af hegn og voldgrav! Virkelig et voldanlæg af middelalderlige proportioner. Og der er vagter, naturligvis. Og hunde velsagtens. Når mørket falder på.

Hvad skal det til for? spørger jeg – Jeg mener, giver det ikke et forkert indtryk at bygge en fæstning?

Men det er desværre nødvendigt, mener han. ECB er et oplagt mål for unge menneskers politiske protester. Han er selv blevet antastet og skældt ud på vej til arbejde. Der er ofte demonstrationer foran bygningen.

Og skyskraberne bag os? Bankernes hovedsæder – kan de ikke virke lidt arrogante, den slags bygninger?

Men de er nødvendige! mener Florian. Hvordan skal man ellers finde plads til alle de tusindvis af skriveborde, der er brug for. Og det kan han jo have ret i.

Og han bider ikke på min slidte idé om, at hvis man rent faktisk betalte folk løn proportionelt med det ansvar, de bærer på deres skuldre, så skulle buschauffør være det bedst betalte job i verden. Han ryster på hovedet. Nej, nej. Den går ikke. Det er et meget dårligt argument.

Vi har brug for banker. Og han fortæller sin egen lille historie, som jeg bestemt ikke synes er bedre end min: Hvordan ville samfundet kunne fungere, hvis vi skulle bytte med cigaretter, hver gang vi ville anskaffe os ting.

Systemet er ikke perfekt, men det er det bedste, vi har fundet på endnu. Fascisme, kommunisme – det virkede ikke. En form for reguleret kapitalisme. Det er den eneste mulighed.

Før administrerede ECB bare euroen. Vi er ikke et politisk organ, pointerer Florian.

Men nu – efter krise og sammenbrud – nu skal de mere og mere også vejlede og i højere grad overvåge bankernes transaktioner.

Florian sutter en skefuld honning i sig.

Jeg får ondt af ham. Han er frygteligt forkølet, sidder og smører halsen med honning, mens han forsøger at forklare mig, hvordan banker fungerer. Jeg føler, jeg har forlænget hans arbejdsdag urimeligt. Så jeg skifter emne: Frankfurt.

Han er ikke vokset op i Frankfurt. Han er vokset op mange steder. Rundtomkring. Han er flyttet hertil på grund af arbejdet. Som de fleste i byen. Han er glad for at bo i Frankfurt. Det er en lille by. I finansiel sammenhæng placerer han byen i bunden af Superligaen. Efter London, på niveau med Zürich, over Paris. Men han kan cykle til arbejde. Og huslejen er rimelig.

Vi skal til at betale, og han peger på regningen og forklarer: Hvis jeg betaler med kort, så er det bankernes penge, jeg låner. Hvis jeg betaler med mønter og sedler, så er det ECBs penge. Aha.

Vi følges over mod parkeringskælderen under Goetheplatz. Han tog bilen i dag. Fordi han er forkølet. Han vil stadig ikke give hånd, men vi siger pænt farvel. Og god bedring! Og han forsvinder ned i kælderen.

Goethe står højt hævet over pladsen, der bærer hans navn. Tung, buttet. Med laurbærkransen i hånden. Som ville han krone sig selv. Eller er det ligegyldighed, hans ansigt udtrykker? Som om, han ikke kunne være mere ligeglad med os alle sammen?

Lidt nede af gaden står Schiller på sin piedestal. I en lille park – Taunusanlage. Han bærer sin laurbærkrans på hovedet og holder pennen i hånden. Hånden hænger slapt for enden af armen. Han ser lidt rådvild ud. Som om han var faret vild mellem træerne. Eller leder han bare efter en rammende metafor?

Og træerne drysser orange-gule blade ud over byen.

Og yderst i parken ved skuespilhuset ligger der stadig en mand og sover på en bænk, som der lå en mand og sov på den bænk tidligere i dag, under et enormt, lysende euro-logo – en skulptur, 15 meter høj, der blev rejst i 2001 i anledning af euroen. Og den skulle egentlig kun stå der et par måneder og minde os om euroen. Men den har fået lov at stå. Og den er ikke køn.

II

Er Frankfurt en ond by? Befolket af onde bankmænd?

Dr. Johannes zu Eltz smiler. Vi sidder med kaffe i kopperne i køkkenet i Domfarrhaus, ved siden af domkirken, hvor han er præst og dekan.

Selvfølgelig er Frankfurt ikke en ond by. Og dem, der arbejder i bankerne, er ikke onde mennesker. De er hverken værre eller bedre end os andre.

Men! Vi lever i en postlapsarian tid. Efter faldet. Smidt ud af paradis. Og måske disse bankers bliver udsat for andre, værre fristelser, end os andre. Og måske de har svært ved at stå imod. Ikke fordi de er onde mennesker, men fordi der er et enorm pres i branchen, fra institutionerne, de arbejder for. En institutional disorder. Og en institutionel uærlighed. En kynisme, en corporate moral – man som menneske kan have svært ved at stå imod.

Det er begreber, han møder, når han tager imod skrifte.

Forleden, fortæller han, havde han en pensioneret bankmand, tidligere medlem af bestyrelsen i en af byens banker i skriftestolen. Han kunne ikke mere. Han ville ikke være med mere. Han skammede sig.

Men er der så ikke en slags ondskab på færde? Jeg insisterer ikke. Spørger i stedet lidt til byen. Om han er født her?

Det er han ikke. Men han har boet her længe nok til at have set byen forandre sig. Det var en grim by. For ikke så mange år siden. Bankfurt! blev byen kaldt. Eller Krankfurt! En syg by.

Ligesom Florian lægger dekanen vægt på byens fortid som handelsby. Købstad. Man har altid været tolerante, siger han, åbne overfor det nye. Det har man simpelthen været nødt til. Det er godt for forretningerne, kan jeg forstå.

Og for 20 år siden begyndte man for alvor at rydde op i byen. Man begyndte at rydde ud i de uskønne betonklodser, man havde rejst i 50’erne og 60’erne – efter krigen og bombardementerne, som efterlod byen flad, jævnet med jorden. Og kulturpolitisk blev der lanceret et ambitiøst opvækningsprogram: Kultur for alle! Man indså, at selv ikke bankfolk kan tænke på penge hele døgnet. Der skal kultur til. Opera. Teater. Skuespil.

Kulturen har været mærkesager for bystyret. Både for socialdemokraterne og kristendemokraterne.

Og dekanen mener ikke, at det er en by, hvor man bliver slået af de enorme forskelle i indkomst, der utvivlsomt er. Det er simpelthen dårlig stil at prale med sin rigdom. Det siger dekanen – og det sagde Florian også.

Men overalt i verden udtrykker folk mistillid til bankerne. Bankerne får skylden for alle verdens fortrædeligheder. Og som Florian forklarede mig i går, så er det det, banksystemet handler om: Tillid. Trust.

Og dekanen smiler igen. Han fortæller, at han for nogen tid siden var inviteret til at tale om netop trust ved en konference for bankfolk. Og det havde moret ham, for her stod han, og dér sad de – repræsentanter for de to organisationer/brancher, som er allermest afhængige af trust og mødes med allermest mistrust.

Herrens veje er uransaglige – det siger jeg, ikke dekanen.

III

Venstreorienteret? – vi havde kun lige sagt goddag, da Dr. Johannes zu Eltz spurgte mig, om det var et venstreorienteret blad, jeg skrev for.

Nej, nej, svarede jeg. Et kulturmagasin.

Jeg har altid tænkt på mig selv som et rationelt, tolerant, et åbent menneske – sådan har jeg altid tænkt om mig selv. Sådan tænker jeg stadig om mig selv.

Første gang jeg var i New York, sad jeg en aften og forsøgte at forklare en fattig, sort mand, der mente, jeg måtte være faret vild – white boy, what’ you doing uptown? – jeg mødte ham i et tog i Manhattans undergrund –at jeg kom fra Danmark, at jeg ikke så på verden på den måde – sort/hvidt, at jeg ikke så hans farve. Sådan er Danmark ikke. Åh, sikke skønne vrangforestillinger, man kan leve med i hovedet, når man er ung!

Men jeg gik rundt med den slags forestillinger, forestillinger der sjældent bliver udfordret. Fordi jeg var omgivet af ligesindede. Vi opsøger velsagtens ligesindede. Så sidder jeg dér, i en verden, hvor det er helt i orden, hvis man ikke lige gider barbere sig i et par dage. Det er faktisk helt i orden at være lidt forelsket i sit skæg og tale rigtigt meget om det skæg.

Vi – os, vi kan sidde og se fjernsyn og grine og fnyse af den amerikanske mand, der lige har mistet sit arbejde, og siger: Men i det mindste har jeg min frihed! Vi har ondt af den enlige amerikanske mor, der forklarer, at hun må have to eller tre job. Men hun har sin frihed!

Jeg holdt op med at diskutere politik med min familie for mange år siden. Den diskussion kommer der ikke noget godt ud af.

Men jeg er en retfærdig mand med et sikkert moralsk kompas indeni. En, man kan stole på. Og jeg har skrevet til repræsentanter fra alle partier i Folketinget og spurgt, om de vil tale med mig om Frankfurt og banker og ondskab. Men der er kun en, der har sagt ja til at tale med mig.

Og derfor sidder jeg fredag morgen på Frank Aaens kontor på Christiansborg – Christiansborg, det der store, grimme hus i København, hvor regeringen og Folketinget bor.

Ved Ridebanen, bag Christiansborg, sidder Christian 9. på sin hest. Med ryggen til Christiansborg.

Og ude foran sidder Frederik 7. på sin hest. Med ryggen til Christiansborg.

Frederiks hest knæler yndigt for folket – Folkets Kærlighed, min Styrke! proklamerer Frederik på piedestalen.

Uanset hvad: Christiansborg ligge altså i København mellem to hesterøve – Christian 9.s hests røv og Frederiks 7.s knælende hests røv.

Frank Aaens kontor ligger i en sidebygning.

Hvad er der egentlig i vejen med bankerne? spørger jeg. Som industri, mener jeg. De producerer ikke kemisk affald, de forurener næsten ikke – faktisk virker det til, at de konkurrerer om at bygge de mest CO2-neutrale skyskrabere i Frankfurt, de bygger Green towers:

Tag som eksempel det 300 meter høje tårn, som Lord Norman Foster tegnede til Commerzbank i midten af halvfemserne. Det er nærmest CO2-neutralt. Der er et helt unikt klima-kontrol-system. Man kan åbne vinduerne i hele bygningen. Der er cykelparkering til 200 cykler i kælderen. Der er ni haver spredt rundt omkring på de 56 etager:

Tre haver vender mod øst: Haver med asiatiske planter.

Tre haver vender mod vest: Haver med nordamerikanske planter.

Tre haver vender mod syd: Haver med middelhavsplanter.

Hvis man er interesseret, er der guidede rundture i bygningen den sidste lørdag i hver måned.         

Da bygningen stod færdig i 1997, fik bygningen så megen opmærksomhed – først og fremmest på grund af de mange opfindsomme energibesparende løsninger – at man må have tænkt sit længere nede ad gaden hos konkurrenten Deutsche Bank.

I hvert fald begyndte man i 2007 at renovere det gamle hovedsæde – de 150 meter høje tvillingetårne fra 1985 med kælenavnene Debit og Kredit.

Og da de genåbnede i 2011, havde man halveret energiforbruget i bygningerne. Sænket vandforbruget med 70%. Og reduceret CO2-udledningen med 90%.

Så hvad er der i vejen med banker? Frank Aaen – De er rene, og de underbetaler ikke deres ansatte!

Jeg tror nok Aaen smiler lidt af mit fjollede spørgsmål. Men alvorligt talt – jeg lufter gerne alle mine fordomme: Jeg går da ud fra, at Aaen mener, at der er noget galt med systemet. Han har brugt så frygteligt mange kræfter på at holde de store firmaer op på deres ansvar, deres skatteforpligtelser og den slags. I 1998 stiftede han foreningen Kritiske Aktionærer. Og år efter år har jeg set billeder i fjernsynet af Aaen, der rejser sig og protesterer og afkræver ledelsen svar ved Mærsks generalforsamlinger. Han har været redaktør på Land og Folk. Han har siddet i Folketinget siden 1994 (med en pause 2001-05). På grund af Enhedslistens rotationsregler kunne han ikke genopstille i år. Men han har stadig pligter på Christiansborg. Og han har stadig sit kontor. Endnu.

Og selvfølgelig er der noget galt. Der er noget galt, når man ikke kan finde ud af at løse den økonomiske krise i Europa. Der er noget galt, når EU giver støtte til Grækenland, og pengene aldrig forlader Tyskland:

De udskriver en check til Grækenland, og den ryger direkte ind på Deutsche Banks konto. Så er der betalt lidt afdrag på renterne på lånet fra Deutsche Bank. Deutsche Bank får pengene, og Grækenland skylder stadig det, de skyldte.

Og selvfølgelig er der noget galt, når man ikke længere kan holde realkreditinstitutter adskilt fra bankvæsenet. Der er noget galt, når Realkredit Danmark kan annoncere, at de de sidste fire år har givet et afkast på 7,9 milliarder kroner til Danske Bank. Det har aldrig været meningen med realkreditinstitutter! De penge skulle komme lånerne til gode. De penge var tiltænkt folk, der skal låne penge til at købe bolig. Ikke Danske Bank.

Det lyder sgu håbløst, siger jeg.

Men der er håb, siger Frank Aaen. Og jeg er overrasket. Hvor ser han håb?

Han ser håb i de folkelige bevægelser i Grækenland, i Spanien. Håb i Danmark, også selvom det var et meget tvetydigt budskab, vi sendte til hinanden ved sidste valg. Håb i Amerika – Bernie Sanders, den demokratiske præsidentkandidat i Amerika. Når han taler Wall Street imod.

Og måske har han ret. Jeg læste i Berlingske forleden, at det ikke kun er Sanders, der »svovler mod Wall Street og kalder det, der foregår, for kasino-økonomi.« Jeb Bush kritiserer også Wall Street for at være grådig. »Han har tidligere udtalt, at Wall Street er en trussel mod kapitalismen. Stærke ord for en person, der også har været ansat af Lehman Brothers på Wall Street og indkasserede en årlig løn på 1,3 mio. dollar« – skriver Berlingske.

Hvorfor er det kun folk fra venstrefløjen, der vil tale med mig? spørger jeg.

Og Frank Aaen ryster på hovedet. Hvem ved?

Jeg pakker mine ting sammen og fortæller, at jeg skal ud og tale med Preben Wilhjelm om et par timer.

Så må du hilse, siger Aaen. Og jeg tænker, hvad er det, jeg har rodet mig ud i? Hvis konspirationsteori er jeg fanget i?

Så jeg hilser fra Aaen og spørger Wilhjelm, hvorfor det kun er folk fra venstrefløjen, der vil tale med mig. Har de noget at skjule ude på højrefløjen? Men det er vist ikke noget, jeg skal tage personligt.

De gider ikke tale med nogen! siger Wilhjelm. Han har selv prøvet det igen og igen. Igen og igen kan man arrangere seminarer, høringer, foredrag. De møder ikke op.

Men det er sgu frustrerende. Det bliver en selvforstærkende løgn. At pressen er venstredrejet. At danske forfattere er venstredrejede. Når de ikke melder sig og giver deres mening til kende.

Og bankerne, spørger jeg. Systemet, spørger jeg. Hvad er der galt med det?

Det er konkurrenceevnen, det handler om. For politikerne. Og virksomhederne. Jeg forstår ikke så meget af, hvad Wilhjelm prøver at forklare mig. Men jeg tror, det handler om konkurrenceevnen. Hver gang politikerne vender ryggen til et problem, hver gang de ikke kan stemme for at øge dyrevelfærden eller stramme op på klimapolitikken, hæve skatterne, så er argumentet konkurrenceevnen. Større krav til virksomhederne vil skade konkurrenceevnen. Og det er sandt, selvfølgelig vil det skade konkurrenceevnen. Og hvad så?

Jeg er fan. Jeg er sgu imponeret over Preben Wilhjelms engagement. Jeg er fan, når jeg læser hans indspark i dagspressen. Eller læser hans erindringsbog Man kan sagtens være bagklog, som udkom sidste år. Han var med til at starte partiet SF, og i 1967, da SF gik i stykker, var han med til at starte VS. Han har siddet i Folketinget. Men han har også arbejdet som kernefysiker på Bohr-instituttet. Og meget meget mere. Han er alsidig. Kort fortalt.

Og lige nu og i den her sammenhæng, er det de højfrekvente aktiehandler, der interesserer ham: Børshandler bliver taget ud af hænderne på mennesker og overladt til computere styret af komplicerede algoritmer. Aktier skifter hænder efter mikrosekunders ejerskab. Og det har gjort aktiehandel til en farlig leg med risiko for et globalt crash. Det er Wilhjelm ikke den eneste, der har påpeget. Det er blandt andet også det, Bernie Sanders taler om, når han taler om kasino-økonomi.

Det er så voldsomme maskiner, der er i spil. Det er udenfor al kontrol. Wilhjelm sammenligner det med atomkraftværker. Der er helt sikkert mange, der bliver syge af partikelforurening fra kulkraftværker. Og det er slemt nok. Men sammenlignet med atomkraft – dér er der tale om risiko i en helt anden størrelsesorden. Aktiemarkedet er trådt ind i atomalderen.

Og jeg kan ikke forklare det ordentligt – jeg ved heller ikke, om jeg har forstået det. Børshandlen overtages af computere med udspekulerede algoritmer, aktier skifter hænder efter mikrosekunders ejerskab. Det gør aktiehandel til en farlig leg. Meget farlig. War games-farlig.

Og ulighed, siger jeg. Hvad stiller vi op med den øgede ulighed i samfundet?

Og vækst? spørger jeg. Hvad skal vi med den?

Vækst er et tåbeligt begreb, svarer Wilhjelm. Og det ved jeg godt, han mener. Det har jeg læst, at han mener. Og jeg holder meget af hans eksempel med den store miljøkatastrofe i Den Mexicanske Bugt i 2010 – da der gik hul på olieboreplatformen Deepwater Horizon. 518 millioner liter oliesprøjtede ud i Den Mexicanske Bugt.

Men sådan en ulykke sætter nogle enorme kræfter i sving – der bliver brugt penge og tjent penge på oprydningen. Enorme summer. Sådan en miljøkatastrofe kommer til at figurere som vækst i de økonomiske oversigter.

Det er vanvittigt.

Men Wilhjelm vil heller ikke være med til, at de her mennesker er onde. Storkapitalen, bankfolkene, virksomhedslederne, politikerne. Han vil ikke moralisere.

Vi vender tilbage til konkurrenceevnen. Og markedskræfterne. Markedskræfterne trækker samfundet ned mod den laveste fællesnævner. Markedskræfterne øger uligheden i samfundet. Markedet er nærsynet. Det er systemets natur.

Og jeg er måske blevet en lille smule klogere? Men jeg er ikke blevet mere optimistisk på fremtiden. Uanset, at alle, jeg har talt med tilsyneladende tror på, at der er håb for fremtiden.

Det er en unfair kamp.